Vi ønsker med nærværende høringssvar at tage udgangspunkt i følgende sætning, som illustrerer både den præsenterede høringsplan og Københavns Kommunes generelt manglende ansvarstagen for hele byen, herunder Strøget: ”Målsætning: Det er målsætningen, at vareudsalg, gadehandel og udeservering overholder de vilkår, der er givet i forbindelse med tilladelsen (p. 12).” Hvordan kan dette være en målsætning?! Det er et absolut minimumskrav. Kommunen har en pligt til at sørge for, at gældende regler håndhæves. Dette er ikke et spørgsmål om balance eller ønsker – det er en pligt. Og dette må være udgangspunktet for en handlingsplan for Strøget – tilsynspligt og konsekvens. Hermed menes, at det allerførste, Københavns Kommune i dette tilfælde skal tage udgangspunkt i er: 1) Der skal føres tilsyn med, at gældende regler overholdes, 2) Der skal være hårdtslående konsekvens, hvor dette ikke er tilfældet.
Københavns Kommune giver i udkastet til helhedsplanen selv adskillige eksempler på den manglende tilsynspligt og hvad den har af konsekvenser for vort tidligere så dejlige hovedstrøg:
”Nogle butiksfacader spreder sig endda over to bygninger og forskellige etager, hvilket er i strid med lokalplanen og med til at forringe indtrykket af den enkelte bygnings helhed (specielt hvis der er tale om forskellige arkitektoniske stilarter).” Ja, dette er et faktum – men hvis ansvar er det, at det ikke sker? Kommunens! Igen er tilsynspligten siddet overhørig. Hvis Strøget på nogen måde skal kunne reddes, skal der kunne uddeles bøder (høje beløb!) til forretninger, der ikke overholder reglerne, og i sidste ende skal de kunne lukkes, hvis de ikke retter ind/allerede har gjort skade på bygningerne.
Hvad angår konsekvens, nævner kommunen selv: ”Initiativ: Kommunen håndhæver i dag tilladelser gennem dialog, som ofte løser problemet med det samme.” (p. 15). Dette er simpelthen ikke korrekt. Det er ganske givet, at kommunen foretrækker dialog, men dette 100% på bekostning af konsekvens. Problemerne bliver nemlig ALDRIG løst. Gå en tur ned ad Strøget eller tilstødende gader, og man vil ikke se andet end overskridelser af det tilladte. Alt sejler simpelthen. Og ingen – slet, slet ikke Københavns Kommune – gør noget ved det.
”Der er dog mulighed for at stramme håndhævelsen, så tolerancen overfor overskridelser bliver mindre.”, fortsættes der på side 15. Hvad med en nul-tolerance over for overskridelser? Det giver jo ikke mening at have regler, som kommunen konsekvent ser igennem fingre med. Og det gør kommunen, for der bliver ALDRIG skredet ind. Derfor tror alle naturligvis, at de kan gøre fuldstændig, som de lyster. Der er nemlig ingen konsekvenser.
Dette gælder følgende kardinalpunkter, som der bør sættes en stopper for med det samme:
1) Cykeltaxaer. Forbyd cykeltaxaerne helt. De bidrager med INTET i byen. De larmer, de sviner, de overholder ingen regler, de cykler på fortove, på gågader og alle steder, hvor det ikke er tilladt. De parkerer alle andre steder end der, hvor det er tilladt, og de bidrager til at få Strøget – og byen – til at ligne en billig bazar af en losseplads.
2) Musik fra sandwichbarer, forretninger mm. En meget stor del af butikkerne ned gennem Strøget har musik bragende ud på gaden, enten fra højttalere placeret ved de åbne døre, højttalere monteret uden på facaderne eller sågar højttalere stillet op ude på gaden. Dette må der øjeblikkeligt sættes en stopper for. Det gør Strøget ulideligt at befinde sig på, og det udgør den rene miljøforurening. Det er ikke tilladt, og kommunen MÅ og SKAL sætte ind. Især hvis der er et ønske om at gøre Strøget bare nogenlunde præsentabelt igen.
3) Gademusikanter. De bidrager med den samme form for miljøforurening som butikkerne, og stort set ingen af dem overholder gældende regler. De opholder sig samme sted i timevis af gangen – faktisk hele dage -, de tigger/samler penge ind, og de spiller stort set alle sammen med forstærket musik. De må væk, hvis ikke de kan overholde reglerne. De er en pest for både besøgende og beboere, og de gør Strøget ulideligt, tarveligt og billigt.
4) Skiltning, lys, reklamer mm., som ikke passer ind. Som der også antydes i Kommunens eget oplæg, er butiksfacaderne en ren katastrofe. Der må skrides ind over for ulovlig/uhensigtsmæssig opsætning/montering af skilte, belysning osv., så man rent faktisk kan se de forskelligartede bygninger.
5) Affald, afføring, urin. Kommunen har selv skabt den fremherskende accept blandt mange mennesker om, at i København og på Strøget kan man gøre, hvad man vil, for det har ingen konsekvenser. Politikerne er jo fløjtende ligeglade med byen. Derfor tror mange, at man kan bruge gaden som både toilet og skraldespand. Der skal uddeles bøder for at forrette sin nødtørft og bøder for at smide skrald på gaden. Ellers får vi aldrig bugt med, at Strøget mest af alt ligner en losseplads.
6) Udendørsarealerne. Caféerne skal ikke råde over udendørsarealerne. Kommunen bør indskrænke caféernes råderet over de fælles arealer, og afgiften for leje af disse skal sættes væsentligt op. Kommunen skal desuden holde nøje opsyn med, at reglerne om friarealer overholdes, og der skal skrides ind med fratagelse af bevilling der, hvor caféejere mm. breder sig ud over det areal, de betaler for.
For at opnå dette, skal kommunen iværksætte opsyn og patruljering. Og de patruljerende medarbejdere skal have beføjelser til at skride konkret ind der, hvor reglerne ikke overholdes. Pengene til dette kan sagtens tages fra de mindre væsentlige ting, der lægges op til i udkastet, nemlig gadebelægningen og de grønne områder, som alligevel primært er noget politikerne lægger op til, fordi det er en nem måde at få det til at se ud som om, der gør noget for borgene, når de på ingen måde gør det, de bør gøre.
An. gadebelægningen, er denne mindre vigtig end facaderne. Den blev renoveret på Købmagergade, i takt med, at man gav los for destruktion af stort set samtlige facader på Købmagergade, således at den nu er noget af det mest rædselsfulde i byen.
An. grønne arealer, er dette også langt mindre vigtigt og bør nedprioriteres. Det er langt vigtigere at tage højde for bygningerne end for eventuelt grønne områder, som aldrig har præget denne del af byen synderligt, og som ikke særligt hører til her. Det er en ussel lappeløsning, som man tror vil glæde folk, der ikke har sat sig ind i gadens forfald og kommunens ansvar herfor.
Kort sagt: Ryd op i problemerne (der er nok af dem!), før I får idéer om tilføjelser af ting, der ikke nødvendigvis hører til.
Til slut er det absolut nødvendigt at bemærke, at den målsætning, der lægges op til på s. 9: ”Strøgets facader udvikles med respekt for bygningernes udtryk og gadeforløbenes arkitektoniske særpræg”, bibeholdes som noget af det væsentligste i hele planen. Hvis dette skal kunne lade sig gøre, skal kommunen sige NEJ til de store kapitalfondes hærgen af byen og ikke udstede byggetilladelser til højre og venstre – byggetilladelser som fjerner ethvert særpræg, der tidligere har været, og som ofte ikke lever op til kravet om lokalplanpligt. Man bør have den destruktion af Købmagergade, som kommunen har tilladt over de seneste år, for øje og for alt i verden sætte en stopper for den nu! Strøget kan måske stadig reddes.
Store, ensartede glasfacader, som er på mode nu og måske de næste 10 år, ødelægger middelalderbyen og vore hovedstrøg. De ødelægger – irreversibelt – de gamle bygninger og giver strøgene et kønsløst, ensrettet udtrykt, som fuldstændig fratager dem deres særpræg. På ganske få år kan det faktiske lykkes Københavns Kommune fuldstændig at ødelægge århundreders arkitektur – og kommunen er godt på vej.
Der bør i alle byggetilladelser og alle spørgsmål om ændringer af facader tages højde for samtlige bevaringsværdige bygninger på Strøget og de omkringliggende gader. SAVE-registeret skal være udgangspunktet, og kommunen skal være meget varsom med at give tilladelser til ændringer, når der er bevaringsværdige bygninger involveret.
Derudover mener vi, at gadesalg skal begrænses til et absolut minimum, at mulighederne for bilparkering skal udvides og ikke begrænses, og at cyklerne skal væk fra fortovene og gågaderne. Cyklismen udgør den største fare i byen og bør reguleres på alle tænkelige måder.
De massive mængder af cykler skæmmer byen og gør den ufremkommelig. Ældre mennesker tør ikke færdes i byen pga. cyklisterne, og stort set samtlige gader, pladser og veje er plastret til med dem. Der skal ikke flere cykelparkeringspladser til (de tiltrækker bare endnu flere cykler) – der skal færre! I hvert fald på gadeplan. Der må oprettes underjordiske cykelparkeringer, og så skal der gives gevaldige bøder for at parkere sin cykel uden for en reglementeret cykelparkering. Den uregulerede cyklisme og cykelparkering ødelægger byen for alle, ikke mindst de ældre, som dårligt kan færdes på Strøget og de tilstødende gader længere.
Max og Maria Girsel
