Som forælder til et barn i den selvejende institution ”Humlebo Børnehave” er det med bekymring, jeg læser kommunens forslag til justering af klynger og netværk.
Jeg har været mor til børn i Københavns Kommune i 12 år. Som familie har vi altid valgt vores institutioner med omhu. Vi er bevidst gået efter de mindre institutioner, hvor nærhed, medbestemmelse, flad ledelsesstruktur og organisatorisk gennemskuelighed har præget hverdagen. Vi transporterer gerne vores børn længere om morgenen, for at de kan bruge de næste 6-7 timer et sted, vi er trygge ved. Vi har, med andre ord, som moderne børnefamilie altid søgt de tilbud, der matcher vores værdigrundlag bedst og er taknemmelig for, at Københavns Kommune har så bred en tilbudsvifte.
I ”Humlebo Børnehave” har vi fundet en lille selvejende institution, som er præget af nærvær, forældremedbestemmelse, traditioner og pædagogisk glæde. Der er kort vej fra en luftet bekymring til handling fra ledelsens side (lederen er jo tit på stuen alligevel). Derudover er det også en børnehave, som økonomisk prioriterer meget bevidst og blandt andet bruger penge på store oplevelser. Hver gang jeg vinker farvel til et barn, der strålende sidder i en bus, på vej mod endnu et eventyr, tænker jeg, hvor fantastisk det er, at pengene er der. Men jeg ved jo godt, at det kun er muligt grundet omhyggelig overordnet planlægning og præcis prioritering. En prioritering der bliver gjort nemmere af, at børnehaven selv bestemmer.
Kommunens forslag indebærer enten at sætte ”Humlebo Børnehave” og en række andre selvstændige institutioner sammen i en klynge på 768 børn (1 forslag) eller 1256 børn (2 forslag) med fælles økonomi og 1 netværks- eller klyngeleder, som har ledelsesretten over alle medarbejdere og 1 bestyrelsesrepræsentant for hver institution. Derudover skal der måske ansættes pædagogiske ledere, som skal have 25-30 fultidsansatte under sig. Disse kan godt være fordelt på flere adresser. Arbejdet mellem de forskellige institutioner skal ifølge forslaget, være mere ”forpligtende” – altså mindre ”frivilligt”.
Det vil sige, at forslaget i sin konsekvens underordner de selvstændige institutioner i de klynger, man for et par år tilbage strukturerede kommunens egne institutioner i. Ved at afskrive Humlebo Børnehave som selvstændig juridisk enhed med egen økonomi og ledelse, har man ikke blot fjernet et markant anderledes tilbud i kommunens tilbudsvifte (den selvstændige enhed vs. den store fælles klynge), man har også afskrevet stort set alle de elementer, der har præget mit institutionsvalg: Den flade ledelsesstruktur, overblikket, det organisatoriske nærvær (som forældre har vi direkte medbestemmelse), den økonomiske frihed til at foretage egne beslutninger og prioriteringer.
Derudover ser jeg en skræmmende konsekvens af forslaget, nemlig en fragmentering af pædagogens og lederens tilhørsforhold til institutionen. En del af forslaget er, at pædagogerne skal ledes af folk, der ikke kender deres institutions kultur, og at de (pædagogerne) kan flyttes rundt i klyngen. For mig som forældre lyder dette, som en underkendelse af den fine kultur, hvor lederen og pædagogen begge har et grundliggende kendskab til deres specifikke arbejdsplads og kan sørge for grundig kulturoverlevering til nye medarbejdere. Det er den slags ting, vi som forældre virkelig mærker. Og sætter pris på.
Man skal bestemt være åben for forandring. Men jeg mener, at enhver aktivt påført forandring skal være baseret på en klar overbevisning om forbedring. Og jeg har meget svært ved at se, hvordan Humlebo Børnehave, som den institution jeg aktivt har valgt og dagligt sætter pris på, ville komme ”forbedret” ud på den anden side af en klyngesammensætning.
Om et halvt år går min yngste datter ud af Humlebo Børnehave. Hun har haft 3 gode og trygge år, der har gjort hende selvstændig, modig og skoleklar. Jeg håber, at Humlebo Børnehave fremtidig, som juridisk selvstændig institution, vil få lov til at hjælpe andre børn godt på vej ud i livet – på deres egen måde.
Med venlig hilsen,
Maya Åstrup.
