Hvad skal det nytte med flere højhuse?
Højhuse er hverken billige eller økonomiske, men har højere m2-priser.
Højhuse er ikke energibesparende, men energi-slugende.
Højhuse er uønskede i de indre bydele af 79-86 % af københavnerne.
Højhuse afvises som bolig af 65 % af københavnerne.
Højhuse provokerer højdeskræk hos ca. 44,9 % af befolkningen
Højhuse ødelægger charmen ved den eksisterende by og de udendørs opholdsmuligheder.
Højhuse er ikke udtryk for selvstændigt mod og selvstændig tænkning hos beslutningstagerne.
Højhuse er udtryk for kopiering af andres fejltagelser.
Højhuse i København?
Når der skal bygges nye større bygninger i København, bør de opfylde nogle væsentlige krav.
De bør f.eks. bevare og fremme den hygge, stemning, atmosfære, og det levende miljø i København, som byens og landets borgere elsker, og som gæster i form af turister og erhvervsrejsende strømmer til for at opleve. Himlen over København med de legendariske tårne og spir.
Bylivet er livet mellem husene
Det specielle ved charmerende byer er de relativt små og menneskelige dimensioner på såvel gader og pladser, som på bygningerne.
For at kunne have spændende steder med udendørs servering og mulighed for sommerunderholdning, som eksempelvis ”Copenhagen summer jazz festival”, og de mere lokale pladsfester ude i bydelene, så skal der være lyse, solbeskinnede pladser uden unødige kastevinde, så der kan være læ og sommervarme for alle, der ønsker at opholde sig udendørs.
Højhuse udelukker bylivet
Skal der være liv i byen, er der ikke er plads til højhuse, som uvægerligt kaster skygger og skaber turbulens og ”down-wash”, som gør det om ikke umuligt at opholde sig i højhusenes nærhed, så dog meget ubehageligt.
Der findes næppe et højhus med udendørs servering for foden af højhuset.
Hvis København og ikke mindst Tivoli skal bevare sin charme, bør højhuse holdes på den størst mulige afstand af byen.
I den offentlige debat har de fleste foreslået at evt. højhuse, hvis de ikke kan undgås, bør placeres hvor byens befolkning sjældent kommer, eksempelvis i Ørestaden, hvor Fields og Ferring har skabt utålelige vindforhold, og evt. Refshaleøen og Nordhavnen.
Miljø & energi-hensyn taler imod højhusbyggeri.
Luften er tung i de store bygninger, måske af folks kultveilte, måske af alle de kemikalier, der er anvendt, og måske fordi man ikke må eller ikke kan åbne vinduerne af hensyn til risikoen for, at vindstød blæser ting ud af vinduerne. Folk bliver i al fald døsige i de store kontorhuse.
Der er en evig susen fra air-condition-anlæggene. Der er konstant elektrisk lys. Hertil kommer, at de høje huse, er umulige at befærde uden brug af elevatorer og rullende trapper og evt. rullende fortove.
Samlet set medfører højhusenes problemer med lys, luft, lugt og støjproblemer, samt de indre afstande, at højhuse bruger 3-4 gange så megen energi pr. etage-kvadratmeter, som mere normalt dimensionerede bygninger på 4-6 etager.
I en tid med voksende international fokus på energimangel og drivhuseffekter og med udsigt til stadig flere væbnede konflikter om kontrollen med den sidste olie, bør vi af disse hensyn dels gå forrest for at forhindre byggeri af disse energislugende bygninger og dels følge med udviklingen med krav om, at såvel boliger som kontor-byggeri skal og bør være lavenergi-byggeri eller direkte nul-energi-byggeri.
Prisen på nyt højhusbyggeri er uvægerligt højere end traditionelt byggeri.
Prisen på byggejorden afregnes efter det forventede bebyggede etageareal og afhænger ikke af jordarealets egentlige størrelse. Byggeomkostningerne stiger i takt med de højere omkostninger til fundering og større bærende konstruktioner. Dermed forøges prisen pr. etage-kvadratmeter desto flere etager, der bygges.
Driftsudgifterne til eksempelvis energi er som ovenfor anført langt højere ved højhusbyggeri.
Dermed bliver priserne på at leje eller købe boliger og kontorer i højhuse højere end ellers nødvendigt.
Prisen på byggeret frister kortsigtede kapitalinteresser.
Netop fordi grunde prissættes efter byggeretten til det forventede etageareal, og ikke efter grundens størrelse, er det klart, at den store vinder ved at overskride de hidtidige restriktioner er den grundejer, der køber med restriktioner, får restriktionerne fjernet, og derefter sælger til en ny bygherre.
Da der er endog meget store gevinster at vinde, hvis indsatsen for at overtale myndighederne ( Borgmestre og Borgerrepræsentation) lykkes, er der 2 væsentlige forhold at tage i betragtning:
Grundejerne, som i tilfældene med Krygers Plads, Tivoli slottet og MAN B&Ws naboarealer på Teglholmen er Carlyle Group, Tivoli, og NCC, har tilsyneladende råd til at vente på, at Rådhuset giver efter, lige som de uden tvivl har de ledelsesressourcer, der skal til for at argumentere overbevisende.
Spørgsmålet er om København har en ledelse, der har rygrad til at fastholde beskyttelsen af byens værdier for fremtiden og ikke bukke under for de kortsigtede kapitalinteressers pres.
Københavns nuværende og kommende indbyggere og turister vil være taberne, hvis kapitalinteresserne vinder.
Højden er ikke nødvendig! - Der kan bygges tæt uden at der skal bygges højt.
Under ”workshoppen” på Københavns rådhus lørdag d. 10. marts 2007 forklarede arkitekturprofessor Jens Kvorning udtrykkeligt forsamlingen, at bebyggelsestætheden, opgjort som etageareal i forhold til grundareal, var lige så tæt og høj i de ældre bebyggelser i Middelalderbyen og på Vesterbro, som den vil kunne blive ved højhusbyggeri. Det var jfr. professor Jens Kvorning ikke nødvendigt at bygge højt for at opnå en høj bebyggelsesprocent.
Et par læreeksempler
Bruxelles
Dette indlæg er delvis skrevet i Bruxelles, hvor det er klart at de attraktive steder, er de små gader og de forskelligartede huse i menneskelige dimensioner i de ældre bydele, mens de store kontorhuse, højhusene, så vidt muligt undgås, hvorved områderne fremstår mennesketomme.
Jeg gik en tilfældig eftermiddag, hvor der var et mylder af mennesker i næsten hele byen, ud af Boulevard E. Jacqmain, hvor der er bygget mange højhuse, - rigtig høje huse - af glas, så jeg skulle have nakken godt tilbage for at se toppen. Hotel Scandinavia og Domus Vista ville blegne i sammenligning.
Der var praktisk taget ikke et menneske på Boulevard E. Jacqmain, hele vejen ud forbi Gare du Nord og Boulevard Simon Bolivar. Jeg følte mig som Palle alene i verden. Der var nærmest uhyggeligt, selv om solen skinnede.
Havde det været en søndag i kirketiden, ville tomheden have været forståelig, men det var en normal hverdag, og resten at byen vrimlede med liv.
Malmø
På den ene side findes det gamle arbejderkvarter, Møllevången, med en imponerende blanding af små og større huse, 2-6 etager, alle stilarter, antagelig opført og moderniseret tilfældigt igennem 100 år.
På den anden side, Rosengårdskvarteret, med store velvedligeholdte højhuse med boliger til folket. Det er så stiligt og veltrimmet og mennesketomt at gammelsvenskerne sidder derude i deres små våninger og drikker sig ihjel i dansk Bjørnebryg af kedsomhed.
I Møllevången er der til gengæld liv og glade dage når vejret er til at være ude. Fortovsservering og boder, orientalske butikker og revolutionære bogcafeer i en skønsom blanding.
Konklusionen må være at hvis man vil have liv i byen, skal der ikke bygges stort og højt, men småt, tæt og afvekslende.
Højhuse er dinosaurtænkning.
For store og for tunge konstruktioner, alt for stort energiforbrug og alt for lidt kreativitet.
Lad os gøre det modsatte. Småt er godt!
Tæt byggeri, i rimelige højder, med plads til sol, lys, luft og læ, lavt energiforbrug og megen kreativitet.
Vi bør forstå og acceptere folks (vælgernes) begejstring for det tætte og relativt lave: Vesterbro, Nørrebro, Jakriborg, Dragør, Christianshavn, Nyhavn og Frederikssunds havn med rækkehuse og tilhørende marina.
Højhuse er spekulation i 2 forhold:
Begrænset byggejord og beslutningstageres trang til kompensation for mindreværdskomplekser.
I New York og Shanghai opstod mangel på byggejord, og derfor blev det en god forretning at bygge i højden uanset de store omkostninger, men sådan er det ikke i Danmark.
Ingen danske byer har mangel på byggejord, og ingen vil få det inden for en overskuelig tid. I den forbindelse skal man huske, at hovedstadens og de andre større byers administrative kommunegrænser ikke begrænser byudviklingen.
Hverken den danske hovedstad - eller Århus, Ålborg eller London har været hæmmet i væksten af de gamle, historiske kommunegrænser. Byerne vokser ud over kommunegrænserne, og der er plads nok.
Hovedstadens vækst skal ikke nødvendigvis holdes inden for Københavns anakronistiske bygrænse.
Derfor er højhuse meningsløse.
Trangen til kompensation kommer tydeligst til udtryk under økonomiske opsving, hvor ”gullaschbaronerne” skal have noget at prale med. Når alle har fået sommerhuse med svømmepøl og spabad, og selv den mindste spekulant kører i Porsche Cayenne, så må nogen købe sig ind i et højhus, større end de andres.
Dette retfærdiggør ikke byggeri af højhuse, som er og bliver hensynsløse over for de omkringboende, naboerne, som kommer til at lide under de skyggevirkninger og turbulente kastevinde, der gør ophold i højhusenes nærhed ulidelig.
Ved de 2 meningsmålinger, der har været om højhuse, har man ikke spurgt borgerne om de ønsker højhuse, som naboer.
Højhuse? Jo længere væk desto bedre!
PLS Rambøll har 2 gange spurgt folk i København
1. Mener du at det er en god ide at bygge højhuse i den historiske bykerne? og svaret har været massivt, Nej fra 79 - 86 % af de adspurgte.
2. Kunne du selv tænke dig at bo i et højhus? Svaret var næsten lige så massivt, 65 % Nej.
3. Mener du at det er en god ide at bygge højhuse uden for den historiske bykerne i København? Her svarede 31 % kategorisk nej, mens 66 %, efter al sandsynlighed som konsekvens af spørgsmålenes rækkefølge, valgte det mindste af 2 onder og svarede ja, underforstået: Jo længere væk desto bedre.
Ud fra disse målinger, samt dr. odont. Ph.d. Rod Moores afhandling, der viser at 44,9 % af befolkningen lider af højdeskræk, må det siges at være en misforståelse, at påstå at der er tilslutning til tanken om højhuse i København.
Man skal i øvrigt ved bedømmelsen af Rambølls måling huske at i dag, hvor brokvartererne er over 100 år, betragtes disse som en del af hovedstadens historiske bykerne.
Hvad vil konsekvensen være af at tillade højhusbyggeri imod vælgernes ønske?
Kan det tænkes at vælgerne ved næste valg til Borgerrepræsentationen vil huske på hvem, der ødelægger byen med uønskede højhuse og at vælgerne derfor vil stemme på kandidater, der er klart imod højhuse?
Spørg vælgerne direkte ved næste BR-valg
Vil det ikke være naturligt, at vente med endelige beslutninger om højhusplaner til efter næste BR-valg, så vælgerne kan blive spurgt?
