Oprettet: 29. juni 2017
Svarnummer:
155

Indsendt af

Mogens Wiederholt

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

I snart 17 år har jeg boet her på Islandsbrygge. I den periode har kvarteret udviklet sig fra et stort set ligegyldigt område, til i dag at være et af Københavns mest elskede og skattede kvarterer. Ikke bare for os der er så heldige at bo her, men for 10.000-vis af andre københavnere og turister, som valfarter til Bryggen for at nyde solen, havnebadet, det åbne rum og de mange udendørs spisesteder i et offentligt tilgængeligt rum. Den helt unikke perle, som Islandsbrygge har udviklet sig til, vil blive helt eller delvist spolerer, hvis man tillader så højt byggeri, som foreslået på Postgrunden. Det høje byggeri vil indebære, at dele af Islandsbrygge vil henlægge i skygge - og en væsentlig del af det der er Islandsbrygges attraktion vil forsvinde. Det forekommer helt urimeligt, at man vil godkende ekstremt højt byggeri på Postgrunden, for at nogle få eksklusive lejligheder, kan få en - givet vis helt enestående - udsigt over banegraven og København, på bekostning af et stort offentligt tilgængeligt bymiljø. Man fratager ikke København nogen herlighedsværdi ved at insistere på lavere bygninger på Postgrunden, hvorimod man fratager København en enestående herlighedsværdi, hvis man spolerer Islandsbrygge - ikke kun for os der bor her - men for de mange mange mennesker, som besøger Islands Brygge hver eneste sommer. Lad være med at kanibalisere en af byens perler, blot for at skabe en tårnhøj skyline, som ikke tilfører byen nogen særlig herlighedsværdi. Verden er fuld af høje huse, mens Københavns relativt lave skyline, er enestående - og en af de charmer gæster til byen påpeger som særligt ved København. Gennem en lang årrække er der - ikke mindst af Københavns Kommune - gjort store anstrengelser for at udvikle Islandsbrygge til et attraktivt, afslappet, og offentligt tilgængeligt byrum for et meget bredt publikum. At sætte det over styr, er kortsigtet. København efterspørger ikke "et nyt vartegn". Københavns vartegn er byens lave skyline. Så kære Borgerrepræsentation. Tænk på det samlede Københavns interesser. Insister på, at der skal bygges lavere på Postgrunden, så det særegne og højt elskede åbne bymiljø, der er skabt på Islandsbrygge ikke ofres for kortsigtede og snævre interesser.