Høringssvar fra mor til to børn i den ’gamle’ del af Sydhavnen/Kgs. Enghave
Jeg håber inderligt, at I vil tænke konsekvenserne igennem, før I overvejer helt overordnet at lukke nogle af de små fritidshjem/eller lægge dem ind under den samme overordnede leder/tvinge fx de selvejende til at blive kommunale/lægge dem ind under skolernes KKFO’er.
Overordnet vil I med lukningen komme til at sende mange børn af ressourcestærke over i privatskolerne og derved vil I komme til at forstærke den tendens, som I allerede har skabt i Københavns skoler med indførelsen af begrebet inklusion, hvor flere og flere børn med specialbehov bliver overladt til sig selv og skal kunne klare sig i alm. skoler og klasser. Allerede i dag bruger lærere og skolepædagoger størstedelen af en skoledag på at tage sig af børn med særlige behov, som har behov for en støtte, de ikke får, eller for at gå på en særlig skole, hvilket de ikke gør. De øvrige elever og de ansatte betaler prisen. Eleven med særlige behov har også en dårlig oplevelse i mange tilfælde.
Forældre, skolepædagoger og lærere klager og flygter og sygemelder sig ikke for sjov. Det handler om, at læring og leg – som er det børns skoleliv bør bestå af – ikke kan behandles efter LEAN-principper. Det er ikke en pølsefabrik, og selvom kommunen ikke har vedtaget skolereformen, så er det jeres pligt som politikere at tage situationen alvorligt og lytte til de mennesker, som kommer på skolerne og fritidshjemmene i det daglige.
Jeg kan forstå, at i hvert fald formanden for udvalget har valgt at sende sine egne børn i privatskole, og det er vel egentlig meget sigende for det her – Når det er så skidt fat, at de der har magten til at ændre på tingene, ikke selv vil udsætte deres børn for det, så er det måske på tide at lytte – og i hvert fald ikke medvirke til at forværre en i forvejen svær situation i folkeskolerne.
En anden ting er, at flere politikere har udtalt, at det her er en spareøvelse eller handler om, hvad der er rentabelt. Der vil jeg gerne gøre opmærksom på og redegøre for, hvordan det her forslag både på den korte og især den lange bane kommer til at koste både kommunekassen og borgerne mange flere penge end status quo.
Situationen i Sydhavnen – bevarelse af en positiv spiral
Helt konkret vil jeg opfordre jer til at droppe ideen om at lægge de små og i flere tilfælde selvejende fritidshjem ind under fx skolernes KKFO’er. I vores bydel vil jeg på stærkeste fraråde, at I vælger at nedlægge Idrætsinstitutionen Bavnehøj, som er en integreret børnehave og fritidshjem og er tilknyttet Bavnehøj Skole. Institutionen er flyttet over i helt ny bygning i sommeren 2014.
I den ældre del af Sydhavnen, som huser Københavns fattigste befolkningsgruppe, har der i årtier været flugt fra folkeskolerne. Bavnehøj og Ellebjerg har været fravalgt og andelen af tosprogede har i nogle klasser været tæt på 100 %
Udviklingen har i de senere år vendt sig til det bedre – pga. massiv indsats og profilering af skolerne. Nye ledere og renovering har betydet meget – og det gode rygte er begyndt at sprede sig.
Vi flyttede som par uden børn i en lejelejlighed i 2007 og har altid tænkt, at vores børn ikke skulle gå i skole her. Så ville vi flytte. For vi hørte stort set kun dårligt om skolerne herude. Da vi fik vores første barn fandt vi ud af, at der lå en fantastisk vuggestue herude ’Mini-Ajax – børn i bevægelse’.
Vi fik vores største i vuggestuen trods lang venteliste, hvilket betød at vi blev boende i området. Kort efter skete der besparelser på børneområdet. Souscheferne i alle institutionerne blev opsagt og der blev dannet klynger. De mindste institutioner kunne vælge at blive sammenlagt eller miste støttemuligheder. Det var tydeligt, at der kom færre ressourcer, de sociale aktiviteter blev sløjfet og stemningen og humøret hos de ansatte dalede. De kæmpede dog en brav kamp sammen med lederen, men som forældre kunne vi tydeligt mærke, at der kom en meget mindre synlig ledelse, og at det havde en negativ på de ansattes arbejdsglæde – som jo smitter af på børnene.
Vi har efterfølgende valgt samme institution til vores yngste, og selvom det er tydeligt, at de ansatte har mindre tid til børnene og er mere alene med dem, så er det stadig en god institution, men stordrift forringer – og færre ressourcer kan mærkes! Der har fx været meget mere sygdom her efter besparelserne, hvilket koster forældrenes job ’barn syg’-dage og egne sygedage. Hvilket koster samfundet penge. Fx koster det Københavns Kommune en vikar, når min kæreste har en ’barn syg’-dag. Og dem er der flere af, når børnene presses sammen på mindre plads, med færre pædagoger.
Da vores ældste fik plads i en integreret institution i børnehavedelen blev det for alvor tydeligt, at modellen med en leder for flere institutioner ikke holder i praksis. Det var en vuggestue og en børnehave, der havde været selvstændige, men nu i kommunens nye ånd med ’klynger’ og ingen små institutioner, var blevet lagt sammen til en – begge tidligere ledere var stoppet og erstattet med én leder for begge dele.
Lederen sad reelt hele tiden på vuggestuens matrikel, hvilket betød, at lederen tilsyneladende ikke havde så meget føling havde med, hvad der foregik på institutionen. Der blev skældt rigtig meget ud på de små børn og sat ’uden for døren’. En ’pædagogik’ vi troede hørte fortiden til og slet ikke hører hjemme i arbejdet med 3-5-årige. Der var en del børn, der -virkede det til – egentlig havde brug for ekstra støtte og omsorg – hvilket de ikke rigtig fik i den børnehave.
Mange såkaldt ’ressourcestærke’ forældre flyttede deres børn pga. forholdene og fraværet af ledelse i børnehaven og pædagoger, der var rådvilde. Dette har nok efterladt pædagogerne med en endnu større opgave, men mange af de andre forældre havde igen og igen påpeget problemerne og holdt møder med ledelsen, men det ændrede sig ikke, og vi vurderede, at det bedste var at flytte vores datter.
Kort efter fik vi plads i en anden integreret institution i Sydhavnen. En institution som er relativt populær. Men også her er det tydeligt, at størrelsen betyder mindre tydelig og nærværende ledelse. Vi har ofte oplevet, at det, at institutionen var så stor, blev brugt som en begrundelse for, hvorfor der ikke var taget ansvar for at gøre ting, eller betød at personalet bare ikke vidste noget om, hvad der foregik med vores barn, for de var ikke nær hende i løbet af en dag.
Lederen ser man ikke meget til, og hun virker ikke til at vide, så meget om, hvad der foregår på stuerne. Størstedelen af hendes job var -går vi ud fra - af administrativ karakter. Når forældrene oplever dette, føler de sig ikke trygge, og det smitter af på børnene. Vi har holdt en del møder for at skabe rammer for vores datter, men oplever at størrelsen på institutionen netop er det, der gør det svært at få det til at fungere. Det enkelte barn og den enkelte pædagog forsvinder i det store kaos. Samtidig betyder den manglende tryghed og oplevelsen af, at der ikke bliver taget hånd om ens børn, at mange forældre indkalder pædagogerne til møder, hvilket der igen bruges ressourcer på – Ressourcer som var bedre brugt på at have en nærværende ledelse og nogle rammer, der gjorde, at der var nok personale til at tage ordentligt hånd om børnene. Når ledelsen er nærværende og tydelig smitter det automatisk af, så også de ansatte tager mere ansvar. Det så vi i allerhøjeste grad i den vuggestue, hvor vores datter gik først. Her fungerede det rigtig godt.
Vi havde tænkt os at flytte fra Sydhavnen – huslejen i den almene bolig stiger og stiger, og skolerne har fået et bedre ry, men det, der faktisk har været grunden til, at vi har valgt at blive boende og skrive vores ældste op til Bavnehøj Skole, var at vi hørte og besøgte Idrætsinstitutionen Bavnehøj.
Vi havde hørt om den her fantastiske institution fra flere i min mødregruppe, som både havde børn i fritidshjem og børnehave der. I sommer flyttede de så til en ny bygning op ad Vestre Kirkegård – lige ved siden af min yngstes vuggestue. Vi besøgte dem, og pædagogerne virkede engagerede og dejligt rolige og nede på jorden – de virkede overskudsagtige og rummelige. Når man trådte ind, så var det et sted, man havde lyst til at være – og vores børn udstrålede at her ville de gerne være.
Når man har prøvet et par institutioner, hvor der på ingen måde er ro eller overskud, og alt virker som kaos, og ingen har overblik, så jeg love jer for, at man som forælder bliver lykkelig, når man træder ind sådan et sted.
Senere har vi så hørt til åbent hus på skolen fra andre forældre, at stedet er fantastisk – at det netop er helt perfekt, hvis man har en der går i børnehave og en der går i skole, for så kommer de jo til at se hinanden og havde tryghed i det – i løbet af dagen. Vi har også hørt, at de netop – modsat KKFO’en på skolen – ikke har haft problemer med at få dækket timerne efter skolereformen, fordi den er integreret med en børnehave.
Modsat har vi hørt fra forældre, der har valgt skolens KKFO, at de har haft stor udskiftning i personalet, fordi de ikke her har kunnet få timerne til at gå op.
Da jeg læste, at I havde planer om at lukke Idrætsinstitutionen Bavnehøj og mange af de andre åndehuller, så var min første tanke: hvor er det synd for Sydhavnen og for de børn, som ikke har forældre, der kan sætte dem i privatskole. For det bliver løsningen for os, hvis I vedtager spareplanen. Vi har fundet en privatskole på Amager, og så er vi begyndt at se på huse, der jo næsten er billigere end vores almene lejlighed herude. Vi havde tænkt os at blive boende – fordi vi havde fundet den her drømmeinstitution, som både var børnehave og fritidshjem og tilmed med så dejlige rammer og godt personale. Men hvis I lukker det fritidshjem, så ser vi simpelthen ikke for os, at det er her vi skal bo.
Min kæreste er selv skolepædagog på Vesterbro, og på hans job er lydniveauet allerede nu så højt, at det er sundhedsfarligt, og jeg vil ikke udsætte mine børn for at blive proppet sammen med endnu flere på mindre plads. Vi køber heller ikke buræg.
Jeg synes, at I skal tænke over, at det kommer til at betyde, at steder som Sydhavnen kommer til at mangle ’overskudsbørn’, ’middelklassebørn’ og børn uden ’særlige behov’ i klasserne. Jeg ser også de børn, som ikke har fået den heldigste start på livet, det kan både være pga. forhold i hjemmet og pga. diagnoser som ADHD eller andet – og dem kommer der til at være flere af i klasserne herude, for dem vil privatskolerne jo ikke have. De kommer til at betale prisen. Det kan også være børn, der måske har en svær periode i klassen og derfor har godt af at komme over på fritten og få et lille frikvarter. Her møder de jo, som det er nu, andre børn, end dem, de plejer at være sammen med i skolen.
Hvis I har ladet jer inspirere af andre kommuner, skal I huske at ikke alle andre kommuner har de udfordringer med ghettoisering og fravalg af folkeskolen, som København har – og derfor kan man ikke overføre erfaringer til København uden videre.
Jeg appellerer til, at I tænker på de langsigtede konsekvenser – for i forlængelse af nedskæringer, inklusion, og skolereform, kommer det her til at betyde:
- Mindre synlig, mere fraværende ledelse på den enkelte institution = dårligere ledelse
- Mindre tilfredshed hos de ansatte – mindre følelse af at have indflydelse på pædagogik og hverdag
- Mere støj – mindre afveksling, som mange børn har brug for. De har mange timer i skolen nu.
- Udgifter til ændringerne og måske nyt byggeri
- En masse administration pga. stordrift – flere skal koordinere, mere tid til interne ting i stedet for børnetid
- Mindre ro
- Mindre mangfoldighed – mere ensretning (fritidshjemmene har deres særlige profiler, som er med til at give børn – og forældre livsglæde, livskvalitet og personlig udvikling). Vi skal leve af vores børns hjerner i fremtiden ikke deres evne til at ligne alle andre – så vi bør give vores børn plads til at udvikle individualitet og kreativitet
- Færre selvejende institutioner, da KKFO’er på skolen oftest er kommunale
- Mindre trivsel - Voksne bliver påvirket af miljø – det gør børn også
- Flugt fra folkeskolen til privatskolerne (ressourcestærke)
- Flytning fra kommunen (ressourcestærke)
- Øget ghettodannelse (de ressourcestærke flytter)
- De mest dedikerede pædagoger flytter kommune, job, branche
- De udsatte børn bliver overset
- Udsatte børn, der overses får sociale problemer, bliver kriminelle, får ikke en uddannelse osv.
- Kommunen bliver fattigere, da de ressourcestærke flytter, og de, der kræver ressourcer, vil kræve endnu flere ressourcer.
- Når forebyggelse og trivsel glemmes, så kommer regningen, og den skal I betale/beboerne i KBH
Hvis I vil forebygge alt det ovenstående, så bevar strukturen og brug de penge, I ville have brugt på reformen, til at ansætte flere lærere, pædagoger og ledere – og til at give støtte til de børn med særlige behov, som er i alle klasser. Så bliver Københavns Kommune en overskudskommune.
Sidst men ikke mindst – når I ikke mener, at vi har råd til at fortsætte som nu, så prøv at overveje, om I kunne droppe nogle af de dyre el-cykler, interaktive bænke, cykleslanger og nye cykelbroer til Sluseholmen/teglholmen I vil bygge, og som koster mange millioner.
Børnene er vores fremtid. Husk det nu.
Med venlig hilsen
Mor til 2 børn, der meget gerne vil starte i Idrætsinstitutionen Bavnehøj i hhv. børnehave og fritidshjem og på Bavnehøj Skole i foråret 2015.
Høringssvar også vedhæftet som word.
