Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Fremtidens Fritidstilbud
Oprettet:
5. februar 2015
Svarnummer:
349
Indsendt af
Sofie Plenge
Virksomhed / organisation
Skolebestyrelsen, Korsager Skole
Postnr.
2700
By
Brønshøj
Høringssvar
Til Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune
Høringssvar vedr. Fremtidens Fritidstilbud på Korsager Skole.
Et godt fritidstilbud til alle Korsagers børn
På Korsager Skole ønsker vi gode fritidstilbud til alle skolens børn. Det vil vi realisere gennem disse pejlemærker:
- En tydelig pædagogisk linje med høj faglig kvalitet
- Et kompetent personale med høj medarbejdertilfredshed
- Intelligent udnyttelse af både indendørs og udendørs arealer, der giver mulighed for mange former for udfoldelse
- En tryg hverdag, hvor børnene kender de voksne og de voksne kender børnene.
Vi ønsker at realisere dette uanset hvilken struktur, skolens fritidstilbud får fremover.
1:1 organisering
Borgerrepræsentationen har besluttet den såkaldte 1:1-struktur for fritidstilbuddene, som betyder, at der er knyttet ét fritidshjem til én skole.
1:1-strukturen medfører en organisatorisk fusion mellem personale fra de tre institutioner knyttet til Korsager skole, som i fællesskab skal etablere en ny kultur og pædagogisk linje. Såvel tilstrækkelige ressourcer i form af fuldtidsansatte medarbejdere samt engagerede og tilfredse medarbejdere er en forudsætning for, at en sådan fusion kan lykkes. Skolebestyrelsen forventer derfor, at der med fusionen følger midler til en god proces, fx gennem processtøtte, workshops og medarbejderinternat.
En anden forudsætning er, at det nye fritidshjem får en stærk og synlig ledelse, som har erfaring med svære forandringsprocesser.
Én eller flere matrikler
Borgerrepræsentationen lægger op til, at der med den nye organisatoriske struktur også følger en geografisk samling af hele fritidshjemmet på Korsager Skole. Dette vil desværre medføre en afvikling af de fysiske rammer omkring de to fritidshjem Voldparken og Storegårdsvej.
Såvel Voldparken som Storegårdsvej er særdeles velfungerende fritidshjem, der i dag tilsammen rummer omkring 170 børn fra Korsager. Storegårdsvej ligger forholdsvis tæt på Korsager Skole og har gode lokaler og en dejlig legeplads. Voldparken har også gode lokaler og en dejlig legeplads.
Skolebestyrelsen ønsker derfor, at både Voldparken og Storegårdsvej fortsat bliver brugt til glæde for Korsagers elever. Skolebestyrelsen kan se følgende scenarier:
Storegårdsvej etableres som enhed under KKFO’ens ledelse
En ”satellit”, der vil aflaste KKFO’ens matrikel med godt 100 børn. Storegårdsvejs lokaler kan i denne konstruktion indrettes til projektareal, der gør det muligt at sætte fokus på bestemte aktiviteter (udeliv, science, værksted eller andet) og dermed både udvider de pædagogiske muligheder i fritidstilbuddet og gør det muligt og attraktivt at udnytte lokalerne til projektforløb i skoletiden.
Storegårdsvej og Voldparken bliver omdannet til klub
Med realiseringen af fritidscentrene vil det være en mulighed at etablere Storegårdsvej og Voldparken som en del af bydelens klubtilbud til 4.-7.-klasserne. Dette scenarie udelukker i vores optik ikke, at man samtidig etablerer en satellitafdeling af KKFO Frithuset på Storegårdsvejs matrikel.
Storegårdsvej bliver overgangsklub for 3. klasserne
Matriklen på Storegårdsvej kan desuden etableres som en ”juniorklub” for 3. klasserne, evt. med en fleksibel overgang til fritidscentrene for 4.klasseselever.
Faciliteter, indendørs og udendørs
Korsager Skoles KKFO Frithuset er i dag normeret til omkring 250 børn, fordelt på fire afdelinger. Realiseres ideen om at samle alle børn i KKFO Frithuset vil dette fremover skulle rumme op til 443 børn. Dette kræver naturligvis, at både inden- og udendørs faciliteter bliver væsentligt opgraderet.
Udendørs ser skolebestyrelsen det som en forudsætning for et større fritidshjem, at arealerne udnyttes mere intelligent. Skolebestyrelsen forventer, at der følger en grundig vurdering af udendørsarealerne samt ressourcer til opgradering. Mulige forbedringer kunne være:
- Etablering af kunstgræs på den nuværende fodboldbane mod Grevingevej, så man kan benytte plænen hele året
- Etablering af udearealer på skolens tag, fx boldbur, byhave, overdækket ”dansedæk” eller andet
- Etablering af egentlige uderum – fx bålhytte eller tipi – der gør det muligt at bedrive ”udeskole” både i KKFO’en og i skoletiden. Enten på skolens areal eller på arealer i tilknytning til de mange grønne områder, der findes i skoledistriktet
- Inddragelse af hjørnet i forlængelse af den nuværende legeplads mod Grevingevej og Gislingevej – I øjeblikket bliver området brugt til ”kiss and goodbye”-parkeringsplads og en nedslidt legeplads. Området kan fx bruges som det førnævnte uderum for både skole og KKFO
Indendørs har Korsager Skole netop gennemgået en ud- og ombygning og fremstår i dag som en moderne og attraktiv skole med gode indendørs faciliteter. Skal skolen tilbyde et fritidstilbud af høj pædagogisk kvalitet er det imidlertid nødvendigt, at der også her bliver opgraderet, så de fysiske rammer om fritidslivet er gode for alle godt 440 børn. Skolebestyrelsen forventer derfor, at der bliver foretaget en professionel vurdering af, hvordan lokalerne kan indrettes til at rumme flere børn, og at der bevilges penge til arkitektrådgivning, den nødvendige ombygning og ekstra inventar. Det kunne fx være til:
- At etablere fleksible udnyttelsesmuligheder af klasselokaler, der skal bruges i KKFO’en. Dette vil dels kræve konsulent- eller arkitektbistand og midler til indkøb af fx skabe, borde med hjul etc.
- Indkøb af udstyr til faglokaler, der gør det muligt at udnytte disse i KKFO’en
- Etablering af flere personalelokaler
- Etablering af flere toiletter til børnene. Dette er en generel mangel på skolen, der kun vil blive et større problem med flere børn i KKFO’en
Kompetenceudvikling af personalet
Vi ønsker, at der på Korsager Skole skal være fritidstilbud med en tydelig pædagogisk linje med høj faglig kvalitet og et kompetent personale med høj medarbejdertilfredshed samt lav personaleudskiftning. Som nævnt tidligere vil en fusion kræve ekstra ressourcer tilført, for at skabe de bedst mulige betingelser for at den ender godt.
Derudover vil udnyttelse af skolens faglokaler kræve en opkvalificering af det pædagogiske personale.
Organisering
Vi ønsker en tryg hverdag, hvor børnene kender de voksne og de voksne kender børnene. Det er derfor vigtigt for skolebestyrelsen, at der i realiseringen af en ny struktur arbejdes med at etablere små enheder i det store fællesskab. Vi ønsker, at hvert barn hører til i et mindre fællesskab på max 30 børn med et fast tilknyttet personale. Det skal skabe en tryg hverdag for børnene med kendte voksne.
De særligt sårbare børn
Med større pædagogiske enheder følger en frygt for, at børn med særlige udfordringer bliver ’glemt’ eller på anden vis ikke bliver mødt i forhold til de særlige behov, de måtte have. Det bør være et fokusområde at opkvalificere personalet, så de kan varetage den særlige indsats, denne gruppe børn kræver.
Fritidscentre og klubber
Beskrivelsen af de nye fritidscentre er meget svag i høringsmaterialet. Skolebestyrelsen forventer at blive involveret, når implementeringen af den nye struktur for klubområdet bliver mere konkret. I første omgang ønsker Skolebestyrelsen dog, at tilbuddene til 4-9. klasses børn får et løft, da mange børn oplever, at der er ikke attraktive tilbud for dem i området. Mange børn forlader i dag klubberne allerede i 4. klasse, og udover idrætsforeninger oplever de ikke attraktive tilbud.
Der er brug for at gentænke klubtilbuddene i Husum, så de er attraktive for alle børn, og i mindre grad end i dag reelt er et socialpædagogisk tilbud.
Børnene bør inddrages i afdækningen af behov, forventninger og indretningen af de nye tilbud. Skolebestyrelsen finder på nuværende tidspunkt, at man i processen bør have fokus på at løfte tilbuddene på disse punkter:
- Der skal i højere grad end i dag lægges vægt på en imødekommende og hyggelig hverdag i klubberne. Det skal være et sted, hvor de store børn har lyst til at hænge ud. Det kræver voksne, der kender børnene og møder dem med engagement og nærvær
- Fritidscentrene skal i højere grad end i dag indgå samarbejder med lokale foreninger (både idræt og kulturelle foreninger) og erhvervsliv med henblik på at bygge bro mellem fritidscentrene og børnenes øvrige fritidsliv
- Fritidscentrene skal indgå forpligtende samarbejder med skolen, fx ved at bruge skolens lokaler, etablere en bedre overgang fra KKFO/fritidstilbud til fritidscenter og gennem faglige samarbejder med fokus på fx idræt, erhvervskendskab osv. Det kan også bruges til en pædagogisk vurdering af fordeling af børnene fx så klasserne følges i samme klubtilbud
- De fysiske rammer for de to nuværende klubtilbud bør forbedres. 3’eren på Frederikssundsvej mangler udearealer, og lokalerne i Smørhullet lider under at være et kælderlokale. Indeklimaet bør undersøges i Smørhullet
Skolebestyrelsen ser ikke derudover problemer i etableringen af fritidscentrene.