Jeg mener, at forslaget et udtryk for en meget kedelig tendens. Det udspringer af en egoisme, hvor man kun er interesseret i, hvad byen kan gøre for en selv og ikke omvendt. Og hvis ikke byen passer til ens egne personlige behov, så skal byen og dens liv ændres.
Men er denne forkvaklede tilgang til verden ikke netop det, vi forsøger IKKE at lære vores børn?
Sover småbørnsfamilier lige så godt i centrum, som de gør på landet? Nej, måske ikke. Spørgsmålet er; Skal de det? Har de krav på det? Er de blevet lovet det? Nej.
Ingen har tvunget nogen til at bo i byen, tværtimod står det folk frit for, hvor de vil bosætte sig. Man ville endda kunne argumentere for, at dem, der er en adresse forundt, hvor støj fra udeservering er en realitet, de er heldige. Og højest sandsynligt har de valgt adressen af netop den årsag, som får dem til at klage nu: Fordi den ligger der, hvor tingene sker.
Tingene skal altså bare ikke ske således, at det kommer i vejen for deres gode nattesøvn, forstås.
Derfor kan det jo undre, at man netop vælger København, for som de fleste ved, så er byer fulde af larm. København er ingen undtagelse. Samtidig er vi kendt for vores kultur, vores gastronomi, vores hygge, hvor kvalmt det end lyder og det dertilhørende pulserende liv.
Så spørgsmålet er meget enkelt: Hvilken by vil vi gerne have København skal være?
Vil vi fratage byen dens status som europæisk monopol? Gøre den mindre attraktiv for turister? Vil vi slå den madscene ihjel, der med succes får udlandets øjne til at falde på os? Vil vi give køb på at være bagtæppe til fortællinger som dem af Kristensen, Nordbrandt og Turèll fra nu, fordi magien ikke længere vil være en del af byens fremtid?
Er man i Københavns kommune virkelig villig til at give køb på alle former for autenticitet i byen for at tækkes dem, der flytter til byen og vil nyde godt af dens goder, men ikke vil leve med dens onder?
At lukke for udeservering, kl.22 på hverdage og 24 i weekender, vil i sagens natur komme til at gøre København til en mindre attraktiv by. Det vil ødelægge en branche, der gør så ufatteligt meget for byen og for landet, både i forhold til gastronomi, turisme, kulturtilbud og diversitet. Det vil også ødelægge byen for alle dem, der elsker København for det, den faktisk er; En by. Indtil videre i hvert fald.
Til gengæld vil der blive bedre plads til alle dem, der i årevis har forsøgt at udvande konceptet by. Dem der kun kan lide noget, hvis det passer lige præcis til dem, og deres børn og deres nattesøvn. Underlægges byen deres luner, vil den ende som en landsby, og dem har vi jo unægtelig så mange af i forvejen.