Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Administrationsgrundlag for Udeservering
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
Et forbud mod udeservering efter klokken 22 i København er en ærgerlig provinsialisering af Danmarks eneste reelle storby. Forbuddet vil være med til underminere byens unikke identitet som en livlig og socialt engageret by. Mens ønsket om ro og stilhed om natten er legitimt, er det også vigtigt at anerkende, at folk vælger at bo i København netop på grund af dens dynamiske atmosfære, kulturelle rigdom og plads til socialt samvær uden for hjemmets fire vægge.
København har gennem årtier opbygget en internationalt anerkendt identitet som en by, der pulserer med liv og kulturel mangfoldighed. Vi er så heldige at bo i en by fuld af kreativitet og kunstnerisk udfoldelse. Et levende natteliv og udeserveringsscene er med til at skabe en by, som mennesker fra nær og fjern ønsker at være en del af - hvor man ikke trækker sig tilbage til egen stue når solen går ned, men interagerer med og iblandt hinanden igennem nattens timer, og hvor nattens møder og samtaler fortsætter ud i dagstimerne. Vi trækker folk til byen, som skaber nye fællesskaber og miljøer og oplevelser til gavn for alle. Dette er med til at opbygge byens kulturelle kapital, charme og spænding - og er en central del af, hvad der gør København til unik. Et forbud mod udeservering efter kl. 22 ville lægge en seriøs dæmper på den aktivitet og følelse af frihed og mindske byens tiltrækningskraft.
Byer i Danmark tilbyder forskellige livsstilsmuligheder. Mens nogle foretrækker ro og stilhed om natten, vælger andre aktivitetsfyldte og livlige omgivelser. København tilbyder det sidstnævnte. At bevare Københavns larm er at bevare byen sociale energi og livlighed, og det giver folk mulighed for at vælge den livsstil, der passer bedst til deres præferencer, og bidrager til mangfoldigheden i landets byer.
I sidste ende handler spørgsmålet om udeservering efter kl. 22 i København ikke kun om støj og ro (eller om indtægter og arbejdspladser), men også om at bevare byens unikke karakter og dens status som en livlig og charmerende by samt at have et land, der ikke kun har plads til børnefamilier og hjemlige aktiviteter, men også spragl og liv i vores alle sammens gader.