Der er brug for et langt svar og en alvorlig diskussion og ikke en stribe korte udsagn. Problemet er, hvilket slags samfund vi vil have – forkælelse af druk- og værtshusmiljøet er blot et af mange symptomer, sygdomstegn på et samfund i tydelig opløsning.
Det korte svar er, hvem i alverden vil bryde sig om at have hylende og storrygende og facadepissende mennesker lige nedenfor ens vinduer, så man aldrig kan være i sin bolig? Antagelig end ikke værtshusholderen selv – og vores politikere har endnu ikke udviklet tilstrækkelig modenhed til bare at kunne spørge sig selv og hinanden om det. Tidsånden indebærer med sit misforståede vækstvanvid en total ligegyldighed over for medmennesket, derfor vil kun få nå så langt i tankerækken.
Det er ellers simpelt. Jo tættere mennesker bor på hinanden, som i storbyer, des mere hensyn skal alle tage og des færre ting kan man tillade sig, f.eks. støj og lugt. Vi man have lov til at larme og stinke, må man flytte ud, hvor det ikke generer nogen. Hvis man kan finde sådan et sted. Men sådan tænker de fest- og drukkulturglade myndigheder og politikere ikke. De har vendt problemstillingen på hovedet. De mener, at byboeren skal finde sig i mere og mere, fordi de bor tæt sammen – ikke det ellers indlysende at være mere betænksom og hensynsfuld (og vi har jo lov til at more os, det er omdrejningspunktet for tossen, der ikke kan fylde sit liv ud med andet end skæg og ballade). Ingen myndighed opfordrer medborgere til hensynsfuldhed eller omtanke. Det er ellers alvorligt nok for de titusinder i København, der får ødelagt deres liv af nabo- og værtshusstøj. De små gader og gårde er som lydforstærkere, hvor selv hvisken kan høres og generer. Københavnerne skal ikke blot kæmpe med og mod et unødvendigt usundt og unødvendigt luftforurenet og støjende levested, som er totalt uegnet for små børn, men også mod råheden, der ligger i tidsånden og materialiseret i udeserveringens mangfoldige problemer.
Men der ligger langt alvorligere iboende konsekvenser i den nuværende politiske dyrkelse af en kynisk og hensynsløs værthuskultur med udskænkningssteder og skrål på mere end hvert gadehjørne. I den plagede og dybt forurenede indre by med få meter imellem udskænkningsstederne. Det er et sygdomstegn for et overfladisk samfund ikke et sundhedstegn.
Alkohol, fest, ligegyldige fjollerier bliver nemt livsindholdet for næste generation og er allerede blevet det med tragiske følger
Vi fastholder en allerede alvorligt identitetsforvirret og plaget og ulykkelig ungdom i et drukmiljø, som udelukkende tegner samfundets afmagt, overfladiskhed og totalt manglende ansvarsfølelse. Som man ser det i kampen mod forureningen og kampen for at ændre en klimakatastrofe. End ikke en halvhjertet indsats. Viser virkeligheden sig at være for ubehagelig, afviser vi den. Er problemet for alvorligt, bagatelliserer vi det og kalder det en ”udfordring”, hvorved vores ansvar fordamper og vi kigger efter indtjeningsmuligheder og ikke problemløsninger. Muligheden for at tjene på problemet bliver målet og ikke løsningen og fjernelsen af problemet. Som vi ser det med energiforsyning og med en forkølet klimakamp.
Danmark har EUs og antagelig Vestens mest alkoholiserede unge - på snart tredje generation, dvs. også de nuværende unges forældre var de mest fordukne og behandlingskrævende. De danske myndigheder, skoler og forældre har valgt at fornægte eller bagatellisere og bortforklare eksistensen af denne dybt tragiske del af vores samfund, hvor også unge som følge af "ungekulturen" og vækstvanviddets indbildte værdier drives ud i en samlet elendighed, som næsten dagligt beskrives i al sin håbløshed - og får de forkerte men bekvemme og ansvarsfratagende begrundelser. Tilbage har de unge kun tåbernes sidste flugtsted ligesom deres forældre, festmiljøet med alle dets typer af krænkelser, fordummelser og overgreb og misbrugstilvænning. Kynisk markedsført af værtshusbranchen og tankeløse politikere som ”smukke øjeblikke med vennerne – og nogle flasker”. Det pladder tror ganske mange så på og spilder deres tid i værtshusmiljøet i stedet for at foretage sig noget fornuftigt. F.eks. frivilligt arbejde for bedre miljø og sundhed, protest mod indgreb i deres frihed og privatliv, som skoler og arbejdspladser gør i stigende grad. Endnu en dyr tur på værtshus så slipper man også for sin egen familie ligesom forældrene for deres børn, når de samles med ligegyldige mennesker, illusionen om ”venner” til en ligegyldig snak om ingenting. En åndelig og intellektuelt nøjsom generation, hvis uheldige vaner kører videre, for deres børn kender ikke til andet liv end druk- og festlivet – altså bortset fra arbejdslivet og drømmen om det familieliv, man alligevel ikke vil tage ansvar for.
En forloren romantisering af drukmiljøet, som har ført til uansvarlige udeserveringer i dybt forurenede og sundhedsfarlige gademiljøer – til ulempe for naboer og gående. Den førte værtshus-romantiserings-politik og leflen-for-i-bund-og-grund-meningsløse-druk-fest-arrangementer er en af mange stærkt medvirkende årsager til vores alkoholiserede unge og deres ulykkelige skæbne. Angiveligt nu over halvdelen af dem. Og festglade og tankeløse politikere går i spidsen for at cementere accepten af druk som forudsætning for samvær og avlssted for alle typer af mishandlinger, selvmishandling og misbrug.
Profilen på vores unge, når man samler alle de aldrig koordinerede rapporter, viser et sørgeligt billede af et omsorgs- og ansvarssvigt med forpinte og forvirrede børn og unge. Antagelig forventeligt for børnene af de svigtede efterkommere fra ”ungdomsoprørernes” utallige og alvorlige fejl på stort set alle områder. Den oversete af flere storsyndere er ”festkulturen” og indbildningen om venskaber og sammenhold, der aldrig har eksisteret, hvilket tydeligt ses i de mange overgreb mod hinanden, eksplosionen af kønssygdomme som følge af selv- og selvsjusk og selvnedvurdering. Og med en ny uhyggelig tendens de ”digitale overgreb og forfølgelser”, som er en uadskillelig del af ”samværet med vennerne”. Og sikkert ikke det sidste skud på stammen af krænkelser i et etisk sygeligt samfund i opløsning, som vi end ikke ser.
Ikke kun tidsånden og specielt den stigende ligegyldighed, hensynsløshed og accept af lovløshed, som vi alle møder i hverdagen og bøjer os for i stedet for at sige fra – især de unge siger ikke fra og protesterer ikke.
Hvor er unges kamp mod den forurening, der er ved at kvæle os?
Hvor er de unges kamp mod en forfejlet energipolitik, hvor kyniske forretningsfolk og politikere måske ikke helt rene i kanten ødelægger naturen med misforståede projekter, der aldrig burde have været påbegyndt. Energisforsyning kan og skal være bundet til hver bygnings selvforsyning og ikke til kommercielle og sårbare landskabsryddere, som vælges når det er ”forretningsmulighederne”, der tæller mere end forsyningssikkerhed og tryghed og samfundshensyn. Men de unge synes end ikke at have forstået alvoren i det.
Hvor er de unge i protesten mod den atomkraft ingen kan styre, der lige nu med misinformation og virkelighedsfornægtelse i gigantisk format forsøges sneget ind, ind ad bagdøren? Blandt andet ved en totalt forfejlet vind- og solenergipolitik vil få befolkningen til at tigge om alt andet end gigant parkerne, der ødelægger hele landsdele og umuliggør beboelse i mange kilometers afstand.
Og hvor er de unge i vreden over, at ”de voksne” intet har lært eller vil lære af fortidens endeløse fejl- i stedet for som det allerede ser ud til ubekymret vil gentage fædrenes synder – og ufattelige dumheder – som deres forfædre gjorde det.
Jo de unge har slet ikke tid, for de skal pleje karriere eller flygte ind i endnu en druktur, festival eller sidder og hyler ubegavet ved et dybt ligegyldigt idræts- eller popsynger-arrangement, som det åndelige og intellektuelle pjalteproletariat i medierne har indbildt dem, er vigtigt. Meget bekvemt og ikke nyt. Jo, for så bruger de kræfterne på ligegyldige tosserier og ikke på at få et bedre samfund. Og i værtshusmiljøet trives dumheden og uvidenheden, det ligger i dens og sprittens natur.
