Efter at have læst udkastet til Fremtidens Fritidstilbud, vedrørende Utterslev skoles KKFO 2, sidder jeg, som forælder, pædagog og studerende cand.pæd.pæd.psyk, tilbage med en følelse af, at man fra politisk side simpelthen ikke har sat sig ind i, hvad Utterslev skole og KKFO 1 og 2 kan.
Utterslev skole er en af de skoler, der rent faktisk formår at få en ellers på mange måder urimelig og håbløs skolereform til at fungere.
En af grundene til dette er uden tvivl strukturen på skole og KKFO 1 og 2.
Strukturen sikrer et tæt samarbejde mellem pædagoger, lærere og ledelse, hvilket i sidste ende skaber sammenhæng for alle og får hverdagen til at gå op.
Når jeg læser, at man ønsker at lade KKFO 2 indgå i et fritidscenter, er der flere ting, der bekymrer mig meget.
Jeg tror ikke, man helt forstår, hvilken konsekvens det vil have for den daglige praksis både i skole og KKFO.
Fleksibiliteten, samarbejdet, gennemskueligheden og den tydelige og nære kommunikation vil forsvinde.
Man vil skabe distance mellem pædagoger, lærere, ledelse, forældre og børn.
Store institutioner kan ikke bare sådan lige skabe den samme nærhed og tryghed i relationerne, som små institutioner kan. Det giver egentlig sig selv, hvis man ved lidt om pædagogik, relationer, børn og udvikling, men der findes jo også forskning, man kan læne sig op ad her, bl.a. har Grethe Kragh-Müller og Charlotte Ringsmose netop lavet et spændende forskningsprojekt med bekymrende konklusioner i forhold til kvaliteten store institutioner.
Det kræver noget andet af store institutioner at skabe kvalitet og tryghed, og her mener jeg at ledelsesstrukturen og ’den røde tråd’ i hverdagen er helt central.
Det er ikke kun i forhold til den daglige praksis, at det tætte samarbejde og den nære ledelse er vigtig. Det handler lige så meget om at sikre et rum, hvor børnene i KKFO også oplever sammenhæng, tryghed og tillid, således at KKFO 2 forsat er et sted, de har lyst til at benytte. Interessen for at benytte et fritidsrum falder, hvis det ikke giver mening for barnet. For lad os alle huske, at de der benytter KKFO 2, stadig er børn. De er børn, der har behov for sammenhæng og nærhed i hverdagen. De er børn, der har brug for tætte og genkendelige relationer. De er børn, der har brug for et stabilt sted, hvor de kan dyrke venskaber og interesser sammen med de børn og vokse, der er en naturlig del af deres hverdag.
Som jeg læser forslaget om et fritidscenter, åbner man desuden op for muligheden for, at børn fra andre skoler, kan benytte lokaliteterne i KKFO 2. I så fald dette er rigtigt forstået, må jeg se mig dybt bekymret.
Dels vil dette fratage børnene det rum, de har med de børn, de dagligt omgåes. De vil pludselig skulle forholde sig til en tilfældig og flydende børnegruppe – Og i forvejen er der mange børn at forholde sig til på Utterslev skole. Det ville være et fuldstændig urimeligt vilkår set i forhold til børnenes alder.
Dels vil det ødelægge muligheden for det pædagogiske relationsarbejde. Jeg må igen nævne, at vi taler om børn. Børn der har behov for den nære pædagogiske relation, hvor pædagogen gennem kendskab og tillid kan støtte barnet i dets udvikling.
Hvorledes forestiller man sig desuden, at man skal kunne opretholde en pædagogisk kvalitet, hvis pædagoger skal forholde sig til ’fremmede’ børn? Hvordan skal man kunne varetage det enkelte barns trivsel, hvis man giver køb på de nære relationer? Her må man virkelig sætte spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan tale om et pædagogisk funderet fritidstilbud, eller om vi blot taler fysisk opbevaring.
Når man har bygget Utterslev skole og KKFO 1 og 2, som man har, har det jo netop været med tanke på helhed i barnets hverdag. Jeg er ikke i tvivl om, at det bl.a. fungerer, fordi børnene har hjemme hele dagen i egne lokaler. Børnene får et særligt ejerskab i forhold til lokaliteterne, da de færdes her hele dagen. Man er fælles om at passe på skole og KKFO, og man kan holde hinanden op på det ansvar, fordi man netop har en helt almindelig og naturlig dagligdagsrelation. Børn udefra vil ikke have den samme loyalitets og ansvarsfølelse overfor lokaliteterne på Utterslev skole, og Utterslev skoles børn fortjener, at der bliver passet på deres faciliteter.
Desuden giver en stor, tilfældig og flydende børnegruppe også anonymitet, og med anonymitet vokser risikoen for mobning – igen fordi man ikke oplever et stabilt og meningsfyldt børnefællesskab.
Lige præcis i denne situation, mener jeg faktisk, at man med klyngeledelsen forankret i ’fritidscenter Bispebjerg’, kommer til at ramme både Utterslev skole og KKFO på muligheden for at udvikle kvalitet, både på skoledel og fritidsdel.
Da der ellers er lagt politisk op til lokale løsninger i forhold til skolereformen, mener jeg, man må respektere, at Utterslev skole netop er Utterslev skole på grund af den særlige struktur, og derfor må man lade skolen og KKFO 1 og 2 stå som den fælles enhed, det er.
Personligt har vi ikke bare valgt folkeskolen. Vi har helt konkret valgt Utterslev skole. Det har vi bl.a. på baggrund af de muligheder det tætte samarbejde mellem skole og KKF0 giver, og fordi vi har krav til kvaliteten og graden af sammenhæng i vores døtres hverdag.
Det forslag der pt ligger på ’Fritidscenter Bispebjerg’ vil vi ikke udsætte vores børn for. Det er på så mange måder pædagogisk uforsvarligt, og i sidste ende bliver det enden klubberne.
Hvordan vil kommunen derefter tage sig af de mange børn, der enten må hænge på gaden, eller gå hjem i ensomhed? Hvis man politisk virkelig ønsker at sikre kvalitet i fritidstilbud, så er man nødt til at gøre det med respekt for det, der allerede fungerer.
