Høringssvar vedrørende Organisering af Fremtidens Fritidstilbud

Oprettet: 29. april 2015
Svarnummer:
511

Indsendt af

Anne Stubsgaard

Virksomhed / organisation

Thorshave - forælder

Postnr.

2300

By

København

Høringssvar

Til Børne- og Ungdomsudvalget, Københavns Kommune Vedr.: Fremtidens Fritidstilbud på Islands Brygge. Jeg er forælder til en 7-årig dreng i Thorshave, Islands Brygge. Jeg vil med min henvendelse gerne melde mig i koret af forældre og børn, der ikke ønsker at se 1:1-modellen implementeret på Islands Brygge. I stedet vil jeg gerne støtte det forslag, der samler de mindre fritidshjem på Bryggen i en klyngemodel. Fritidshjemmene på Islands Brygge er alle integrerede institutioner. Der ligger allerede forslag fra institutionerne selv (jf. høringssvar fra Krudtuglen, sidste høringsrunde) om at disse institutioner samles i en klyngestruktur, der kan fungere side om side med KKFO'en, Skibet. En sådan klynge af integrerede institutioner med børnehave og fritidshjem vil være rigelig stor til at man vil kunne opnå stordriftsfordele. Man vil her kunne have en fælles leder og samlet administration, og mulighed for personalegrupper, der indgår i funktioner på tværs af børnehave og fritidshjem (som det allerede i dag sker i et vist omfang). En sådan 2:1-model, eller hvad man måtte vælge at kalde den, vil kunne tilgodese den nærhed og tryghed, der efterspørges af både forældre og børn i både KKFO'en og på fritidshjemmene. Samtidig tilgodeses ønsket om en større økonomisk smidighed ved klyngestrukturen, ligesom der åbnes op for synergieffekter, både hvad angår pædagogik og muligheder for sammensætning af personalegrupper. Konformitet og store enheder kan og må ikke være et mål i sig selv. På samme måde er vi også tvunget til at vælge et se vores løsninger i et værdipolitisk perspektiv. – Det må ikke kun være spørgsmål om økonomi og lettelse af administration, der driver værket. At vælge at give plads til de mindre enheder og samtidig bevare KKFO'en på omtrentlig nuværende størrelse, er også udtryk for at bevare og give plads til en vis forskellighed og nærhed, og dermed rummelighed. - Der er forskning og der er common sense. - Begge dele tilsiger, at man må forsøge at lade børn leve i overskuelige og ikke for store sociale enheder. At lade hånt om forskningen og lade hånt om almindelig sund fornuft, er i en vis udstrækning at lade hånt om vores børns velbefindende, opdragelse og udvikling. Det er ikke at behandle dem med et lige værd. - Lad os vende den om, og bevare det, som vores børn trives i og kan rummes i. - Det er ikke et spørgsmål om helt at ignorere hverken økonomi eller administration - det er et spørgsmål om at sætte børnene og vores værdier først - om at behandle børnene i overensstemmelse med vores værdier. Venlig hilsen Anne Stubsgaard