Kære Pia Allerslev,
Jeg tillader mig at tilbyde et blik ind i et børneliv:
Jeg er forældre til Kaya på 5 år, der skal starte i fritidsordning 15. juni og i 0.kl. efter sommerferien. Hun går i Saxogårdens børnehave på Vesterbro som hun trives i og er meget glad for. Det pædagogiske personale har været der længe og der hersker ingen tvivl om at de kan lide børnene og de kan lide hinanden. De definerer den kærlige grundstemning der hersker i institutionen.
Børnehaven deler 1. sal med Saxogårdens fritidshjem og selvom jeg endnu ikke har et barn på fritidshjemmet, så har Kaya allerede en rigtig god relation til pædagogerne der arbejder der. Det har hun, fordi hun sammen med de andre børnehavebørn har været med til at fodre fritidshjemmets fisk sammen med Peter siden hun var 3 år, fordi hun og de andre tit får lov til at komme på besøg og se hvad de store børn i fritten laver, fordi frit-pædagogerne vikarierer i børnehaven, når der fx er personalemøder og ikke mindst fordi hun siden sommerferien har været en del af storegruppen, der er på fritten hver torsdag og fredag formiddag, hvor de har temaforløb om tal, bogstaver, kroppen, bydelen mv. Disse temaforløb tilrettelægges og gennemføres af en pædagog fra børnehaven og en pædagog fra fritidshjemmet. Et ganske eksemplarisk samarbejde.
Sammen med de andre børn i storegruppen rykker Kaya 15. juni fra børnehaven i den ene ende af gangen, ned til fritten i den anden ende gangen, hvor hun nu skal være sammen med de store børn, altså dem der går i skole. Nogle af dem kender hun fra børnehaven, hvor også de tidligere har gået. Det betyder en ny hverdag med nye børnefællesskaber, nye aktiviteter, nye rutiner - men dog i velkendte rammer med pædagoger der kender hende og alle de andre børn, deres styrker, deres svagheder - ja, deres individuelle personligheder.
14. august starter Kaya på Tove Ditlevsen skole. Skolen har 4 spor og det betyder at der starter et sted mellem 100-120 elever i 0.kl. den dag. Skolen har besluttet ikke at klasseinddele børnene før februar, så min datter og hendes kammerater vil indgå i en række forskellige faglige og sociale grupperinger over de første 6 måneder og udover at møde 100 nye børn vil hun naturligvis også møde en række forskellige lærere og pædagoger, der er knyttet til skolen. Hun skal altså ikke bare forholde sig til mange nye kammerater, men også til nye omgivelser, en ny hverdag med nye strukturerede læringsaktiviteter, nye voksne med forventninger til deltagelse, progression og den rette skoleadfærd. Man kan forestille sig en dag proppet med nye indtryk og stimuli.
Om eftermiddagen hentes Kaya og de andre børn af en af pædagogerne fra Saxogården og går 10 minutter fra den ene matrikel til den anden, i alt 700 meter. Her sker skiftet fra skolen til fritid, fra de nye omgivelser til det vante og trygge rammer med blot 40 børn, som hun allerede kender. En gåtur der både tilbyder et sceneskift, frisk luft, bevægelse, snak om dagen, nye konstellationer i relationerne, øget kendskab til trafik og lokalområdet. I Saxogården kan hun puste ud. Her er der børnefællesskaber hun kender til, voksne der ser hende og som kan spørge til hendes dag, som kan tilbyde snak, kram, hyggelige aktiviteter og meget mere.
Som forældre ser jeg i ovenstående beskrivelse en organisering der fungerer overordentlig godt. En organisering, der giver både mit og de andre børn mulighed for en god skolestart, der giver de pædagogiske medarbejdere mulighed for at bedrive god pædagogik på en arbejdsplads kendetegnet ved høj trivsel, lavt fravær og et godt samarbejde om børn fra 0-10 år.
Jeg forestiller mig hvordan Kayas hverdag ville se ud, hvis hun efter at være startet i skole og forholdt sig til over 100 nye kammerater, lærere, aktiviteter, omgivelser mv. bagefter skulle i et fritidstilbud for 480 børn, som måske ligger i skolens egne undevisningslokaler, hvor der ikke hører mange udendørskvadratmeter til, med flere nye voksne, der hele ofte skifter (og måske udskiftes), der går med høreværn, fordi støjen er enorm, som skælder ud fordi mange børn på lidt plads kræver ekstrem disciplinering, som ikke ser det enkelte barn, men kun ser grupper af børn. Kaya er ikke specielt udfordret eller har vanskeligheder med koncentration eller relationer. Det er der andre børn der har og jeg kan forestille mig, hvilken mareridt overstående må være for dem. Det er bestemt ikke et billede jeg kan lide. Kan I?
I beder om høringssvar og om at vi forholder os konkret til det stillede forslag til omlægning af fritidsordningerne i kommunen. Men det forslag er i mine øjne alt andet end gennemtænkt. Hvordan har I konkret tænkt jer, at 1:1 omkring Tove Ditlevsen skole skal organiseres? Der er ikke egnede lokaler til det på nuværende tidspunkt. De forslag som der har været vedr. byggetilladelser ovenpå gymnastiksalen, på Enghave Plads, ændringer af Transformeren er enten afvist eller stemt ned. Der er i forvejen meget begrænsede udearealer til skolebørnene på og omkring skolen, så hvor skal 480 fritidsbørn kunne være ude henne? Det virker ikke som en gennemtænkt løsning. Jeg har ikke noget imod ideen om 1:1 såfremt der er egnede lokaliteter til det, men det er der ikke. Hvis der skal bygges helt nyt, så er argumentet om at spare skudt i sænk.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at anmode om, at I bevarer status quo indtil der er udviklet/opfundet gode og holdbare løsninger, såfremt idealet om 1:1 skal gennemføres.
Personligt mener jeg at der vil gå uendelig meget tabt ved at nedlægge eksisterende små fritidshjem som Saxogården, der har opbygget en dynamisk kultur, en fantastisk personalegruppe, et godt sammenhængende pædagogisk arbejde om børn fra 0-10 år. Ja, samarbejdet med skolen kan helt sikkert kvalitetudvikles. Det er jo fx. rimelig tosset at pædagogerne i fritidshjemmet ikke arbejder med de børn/indskolingsklasser som de kender, men fx. er tilknyttet 5. kl. hvilket en af fritidshjemspædagogerne er. Men det må være reformens fødselsvanskeligheder og vil kunne løses.
Så kære Pia: Før du tænker øget effektivitet og rationalitet ind i fritidsordningerne, hvilket kan være forførende på papiret og på bundlinjen, så vær sød at overveje hvilken konkret betydning dette forslag har for det levede børneliv, som Kaya og andre københavnske børn skal leve. Hvordan vil deres hverdag se ud? Hvordan vil deres mulighed for at indgå i børne- og voksenrelationer se ud? Vil der være risiko for at effektivisering og rationalisering fører til mindre plads, mere larm, større udskiftning i personale? Med andre ord - mindre af det rigtige og mere af det forkerte? For i så fald skal vi ikke klantre børnene for at være opmærksomhedsforstyrrede, for ikke at kunne koncentrere sig, for ikke at kunne indgå varige relationer, for at være stressede eller kede af det. I så fald må vi anerkende, at de omgivelser og strukturer som vi organiserer vores børns liv i - det er det kun de mest robuste der kan trives i.
Det er nemmere (læs: billigere) at opbygge et funktionelt menneske end at reparere et dysfunktionelt menneske.
Med venlig hilsen,
Charlotte Bie
