I de tre spørgsmål, der ønskes kommentarer til, er desværre indbygget, at Paladsteatret skal indgå i et helt eller delvist nybyggeri. Det mener jeg ikke, det skal, da et sådant vil ødelægge et markant vidnesbyrd om det tidlige 1900-tals forlystelseskultur.
Paladsteatret er – sammen med Cirkusbygningen (hvor World Cinema holdt til fra 1917 til 1982) og Tivolis hovedindgang – en af de sidste hjørnesten på en plads, som i mere end 100 år har stået i den folkelige underholdnings tegn. Det er med til at indramme et unikt stykke byrum, et sidste levn af Københavns gamle forlystelseskvarter, hvor blandt andet også Scala og Apollo Teatret lå. Det er en historie som stadig kan fornemmes og indåndes på pladsen i dag trods Axel Towers. Det ville en udbygning af Palads-bygningen spolere.
Hertil kommer, at Palads i sig selv et af verdens ældste bevarede luksus-biografpaladser, som var et kulturelt fænomen i årene 1910-40. Fordums storhed fornemmes stadig i det ydre (trods Paul Gernes’ senere farveudsmykning, der i sig selv er en bevaringsværdig senere tilføjelse) såvel som delvist i det indre (forhal med trappe, vestibule og ovenlys fra glasmosaik-loft).
Biografsalene er siden 1978 ændret efter tidens forhold, og det kan vel ske igen med eventuel inddragelse af undergrunden, såfremt dette er muligt.