Amager fælled er en nødvendig, livgivende lunge for Københavns borgere og et ukrænkeligt hjem for de sjældne arter vi er forpligtede på at beskytte.
Det er derfor beskæmmende, at beskyttelsen af Strandengen blev betalt med affredningen af et stykke natur, som nok har en fortid som losseplads, men som nu er hjemsted og passage for et rigt dyre- og planteliv. Og det er uforståeligt, at beslutningstagerne ikke har viljen til at finde andre måder at afregne en aftale der blev indgået i en anden tid, når vi i dag kan se at fremtiden har brug for at vi handler anderledes nu. Pengene kan findes på andre måder, men naturen er uerstattelig.
Hvis byen skal vokse må den derfor vokse udad, og ikke æde af de åndehuller, som gør byen værd at leve i. Når vi bliver flere og flere om at deles, som det er sket med den vilde vækst der har været i Bryggen Syd gennem de sidste tiår, er det så meget desto vigtige at der er noget at deles om og steder hvor vi kan komme væk fra den tætte, travle by.
For mig er fælleden min skønne, vilde baghave, hvor jeg kan høre gøgen og møde et dådyr, plukke brombær, misse mod solen og opleve årstidernes skiften. Den er mit helle og var min medicin da jeg var sygemeldt med stress, altid god for en gåtur.
Som borgere og mennesker tørster vi ikke efter 'Vejlands kvarter', men vi har brug for 'Lærkesletten', uanset hvilken betegnelse man bekender sig til. Vi har brug for den grønne natur, vi har brug for frisk luft og fristeder, for det poetiske og det vilde for at vi selv kan finde ro og turde tro på at fremtiden har en fremtid.
Og vi har brug for at blive hørt hvis vi skal fortsætte med at tro på det demokratiske fællesskab.
