#bevarpalads
København - og Danmark - har med Palads Teatret fået en central totaludsmykning af den danske billedkunstner Poul Gernes i 1989.
Palads er et unikt eksempel på hvordan arkitektur og kunst, tradition og fornyelse kan gå hånd i hånd. Det er glædeligt, at NFB har annonceret, de ikke vil rive bygningen ned, MEN at bygge 40 meter ovenpå, virker som en total mangel på respekt og sans for både områdets identitet og Palads Teatrets karakteristiske udtryk.
Palads Teatret er en bygning, som qua sin kunstneriske udsmykning er en del af vores alle sammens yngre kunst- og kulturhistorie. Den giver mere fra sig, end den tager.
Derfor burde det være et spørgsmål om, hvorvidt Palads Teatret, med dens totaludsmykning kan danne udgangspunkt for, at området ved Axel Torv netop rummer kunst- og kulturoplevelser.
På baggrund af dialogmødet, initieret af Nordisk Film Biografer og COBE, kan jeg ikke forstå, hvorfor man ikke fokuserer på at bygge nedad og ikke op i højden. Der kom mange gode forslag til dialogmødet:
Bygge ned i jorden til underjordiske up-to-date biografer
Optimering af nuværende biografoplevelsen
Få bygningens indre arkitektur til at stå frem i egen ret
Bevaring af bygningens storhed
Bevaring af Poul Gernes totaludsmykning på facaden
Bedre restaurantoplevelser og service, evt åbent mod Axel Torv
Brug biografen til mere end bare biograf, eksempel etablering af filmmuseum, rum for talks, events m.m.
Der har tidligere været mange gode bud på et fremtidens Palads. Se her:
https://copenhagencontemporary.org/koebenhavn-kaerlighed-candyfloss/
Det er formen og farven i kunsten, der giver Palads-grunden følelsen af luft, rummelighed og identitet, for alle os, der oplever film og bevæger os i- og omkring den.