Luftfoto over lokalplanområdet Jagtvej 157

Jagtvej 157 - lokalplanforslag

Lokalplanen skal muliggøre et botilbud til udsatte voksne inkl. udendørs opholdsarealer.

Høringsfrist:

25. november 2024
Indsendt af:
Anna Boje
Dato: 9. oktober 2024
Svarnummer:
16
By:
København N
Postnr.:
2200
En boldbane som rekreativt rum har kønslig slagside (ligesom skatebaner eksempelvis) og bidrager til støjen i området. (Voksen)gyngestativer, petanquebaner og borde-bænkesæt vil skabe større diversitet i det rekreative rum og være mere stille. Desuden er bygningen for høj og laver skygge for beboerne på den anden side store dele af året. Gør byggeriet lavere og mere organisk, så det ikke skriger døgninstitution i beton.
Læs høringssvar fra Anna Boje
Indsendt af:
Jacob Friis Strand
Dato: 8. oktober 2024
Svarnummer:
15
By:
København N
Postnr.:
2100
Støjgener: Det er vigtigt at påpege, at vores område allerede er belastet af betydelige støjproblemer, især fra Jagtvej, kollegier, bar og natklub. Tilføjelsen af et bosted og en boldbane vil utvivlsomt forstærke disse støjproblemer. Der er ingen planer om støjdæmpende foranstaltninger som afskærmning eller tilstrækkelig afstand til eksisterende boliger. Dette virker uhensigtsmæssigt, da det vil føre til yderligere støjbelastning uden hensyntagen til hverken tidsrum for brug, støjhegn eller tilstrækkelig støjisolering på de eksisterende bygninger. Der bør overvejes alternative løsninger, der ikke skaber så meget støj. Tryghed: Planerne om et bosted i området skaber bekymring blandt os beboere. Vi ønsker naturligvis at være en del af en inkluderende by, men det er afgørende, at trygheden i vores nærområde bevares. Området har tidligere været præget af uro, og vi frygter, at etableringen af et bosted kan genoplive disse problemer. Det er derfor essentielt, at placeringen af et bosted tages op til grundig overvejelse. Byggehøjde og lysforhold: Den foreslåede bygning vil blive opført i samme højde som vores nuværende boliger, hvilket vil medføre en markant reduktion af lysindfaldet til de omkringliggende boliger. Der er rigelig plads i området til at bygge lavere, hvilket ville sikre bedre lysforhold og passe bedre ind i områdets eksisterende arkitektur. Vi anmoder derfor om, at byggeriets højde justeres, så det tager hensyn til naboernes livskvalitet og lysforhold. Manglende borgerinddragelse: Vi er utilfredse med den manglende borgerinddragelse i forbindelse med disse planer. Beslutningen om projektet synes at være truffet uden tilstrækkelig dialog med os, der bor i området. Som beboere er det vigtigt, at vi inddrages tidligt i processen, så vi kan bidrage med vores perspektiver og input. Områdets karakter og behov: Nye tiltag i området skal passe ind i den overordnede plan for områdets udvikling. Vores område har brug for et løft, men det skal ske på en måde, der fremmer trivsel og forbedrer både de fysiske og sociale rammer. Der skal være plads til både boldbaner og bosteder, men det skal ske med respekt for områdets karakter og de mennesker, der allerede bor her. Vi opfordrer derfor til, at planerne justeres, så de bedre afspejler områdets behov og tager hensyn til de eksisterende beboere.
Læs høringssvar fra Jacob Friis Strand
Indsendt af:
Marie
Dato: 8. oktober 2024
Svarnummer:
14
By:
København N
Postnr.:
2200
Jeg vil gerne udmelde min klare utilfredshed med dette projekt. Jeg ønsker at sætte lys på valget om ikke at udarbejde en miljørapport. Jeg mener ikke dette er i overensstemmelse med gældende lovgivning (lovbkg. nr. 4 af 3. januar 2023). Jf. lokalplanen fremgår det, at der ikke udføres en miljørapport da, "Der er envidere ikke tale om projekter, der i størrelse og omfang i forhold til lokalplansområdets nuværende omfang og karakter får væsentlig indvirkning på dette eller omkringliggende områder eller bebyggelser" (Lokalplanen s. 10). At sige at projektet ikke vil have en væsentlig indvirkning på de omkringliggende områder eller bebyggelser, er i min optik fuldkommen uhørt. En støjende boldbane klods op af en boligblok, samt en bosted for misbrugere mener jeg bestemt går under kategorien 'væsentlig indvirkning'. Det er noget der kommer til at berører alle beboere ved AB Parkalléen i en væsentlig grad, da vi ville skulle leve med meget mere støj og utryghed. Såfremt, der ikke kan videre uddybes hvorfor at dette forslag ikke vil have 'væsentlig indvirkning på omkringliggende områder eller bebyggelser', vil jeg argumentere for at der ikke er lovhjemmel til at forbigå en miljørapport, og kræver således en sådan udført. 
Læs høringssvar fra Marie
Indsendt af:
Matilde
Dato: 8. oktober 2024
Svarnummer:
13
By:
København N
Postnr.:
2200
Jeg ønsker at udtrykke min bekymring angående bebyggelse af bosted til misbrugere ved Jagtvej 157. Jeg er bosiddende i industrikollegiet på Rådmandsgade, som vil blive direkte genbo til bostedet. Jeg mener bestemt ikke det vil være til fordel for de udsatte at blive placeret direkte op ad et kollegie fyldt med fest, larm og gang i den. Der er ofte arrangementer på kollegiet i form at fest, og det er jeg sikker på vil være til stor gene for et i forvejen meget udsat gruppe mennesker. Dertil ligger KP lige ved siden af, som også frekvent holder diverse fester. At placere et bosted der, vil være at placere meget udsatte mennesker, i omgivelser der på ingen måde tilgodeser dem. Det synes jeg er ekstremt synd, og ikke specielt gennemtænkt. Jeg vil på det kraftigste anbefale, at man placerer de udsatte et sted for de faktisk har reel mulighed for at få det bedre, i rolige og gode omgivelser. Ikke midt i en allerede støj og festpræget zone. Hvis man endelig skulle udnytte pladsen til noget fornuftigt, kunne man overveje en park, eller erhvervsmål til butikker som kunne fremme lokalområdet positivt. 
Læs høringssvar fra Matilde
Indsendt af:
Caroline Dittmann
Dato: 8. oktober 2024
Svarnummer:
12
By:
København N
Postnr.:
2200
Jeg tænker, at der næppe er nogen som bor i AB Parkalléen, som synes at den udarbejdede lokalplan er en god idé. Hvis jeg boede ud til Skrivergangen, ville jeg også blive meget ked af udsigten til at glo ind i en høj bygning. Dog kan jeg blive særligt bekymret for planerne om en boldbane ud mod Jagtvej og de støjgener, som det må medføre. Jagtvej er i forvejen en af Københavns mest støjbelastede og trafikerede gader, og en boldbane vil blot tilføre os beboere yderligere støjgener, der overstiger det anbefalede. Planerne synes ugennemtænkte, særligt set i lyset af, at man i sommers, i aviserne, har kunne læse om ligende tilfælde, hvor Københavns Kommune har givet tilladelse til boldbaneprojekter meget tæt på beboelse, hvilket kommunen så efterfølgende har måtte beklage, da det har påhørt beboerne voldsomme støjgener på alle tider af døgnet.  Det kan yderligere bekymre, hvilket klientel som boldbanen vil tiltrække. I forvejen benyttes stien under Jagtvej og langs Niels Bohr-bygningen til salg af euforiserende stoffer i eftermiddagstimerne og om aftenen.  Endvidere synes projektet totalt unødvendigt, da der i nærområdet er op til flere boldbaner tilgængeligt for områdets beboere og brugere, og behovet for en ny boldbane derved ikke eksisterer. Med ovenstående in mente får man næsten en mistanke om, at planerne om en boldbane er en billig og ugennemtænkt hovsa-løsning fra kommunens side for at få anvendt det overskydende areal. I lokalplansudspillet står der derudover at; "Bestemmelser for ubebyggede arealer skal sikre, at udearealerne vil fremstå grønne og med muligheder for ophold og rekreation for de kommende beboere samt andre brugere af området."  Jeg har ærlig talt svært ved at se, hvordan en asfalteret boldbane vil fremstå hverken grøn og/eller rekreativ. Såfremt ovenstående citat virkelig er et ønske fra kommunens side, ville det give meget bedre mening at anlægge små by- eller nyttehaver, der faktisk tilbyder beboerne i nærmiljøet et rekreativt område man kan samles om.   Når det skal besluttes, hvad der skal ske med grunden, så appellerer jeg virkelig til, at man vil gentænke planen, da nuværende plan på ingen måde tilgodeser os naboer, men blot vil tilføre området endnu mere støj i et område der i forvejen er MEGET støjplaget.   
Læs høringssvar fra Caroline Dittmann
Indsendt af:
Matilde
Dato: 8. oktober 2024
Svarnummer:
11
By:
København N
Postnr.:
2200
Jeg er virkelig ikke positivt stemt over denne plan. Det vil gøre kvarteret endnu mere utrygt, især for os med børn. Jeg forstår slet ikke, at misbrugere skal placeres et sted, hvor der bor mange børnefamilier. Det er dybt uansvarligt. Nej tak herfra.
Læs høringssvar fra Matilde
Indsendt af:
Mikkel
Dato: 7. oktober 2024
Svarnummer:
10
By:
København N
Postnr.:
2200
Jeg er far til en lille datter. Og jeg syntes det er en dårlig ide med at vores nabo skal være en døgnbemandet institution for misbrugere. Jeg syntes kvarteret har det hårdt nok i forvejen. I bør prøve at gøre noget for området der gør det bedre, ikke værre. Ifølge de naboretlige regler skal byggeri tage rimelige hensyn til naboerne og ikke påføre dem urimelige gener. En så høj bygning vil tage vores sol. Det ses også i skyggerapport. Det er fra Skrivergangen vi får sol, så vores lejlighed vil miste sit naturlige lys. Jeg mener der er plads nok på grunden til at man kan bygge uden at skulle skygge for os. Begge ting er noget der forringer værdier af vores boliger. Både værdier i penge og værdien af at bo der.
Læs høringssvar fra Mikkel
Indsendt af:
Asbjørn Bjaaland Larsen
Dato: 7. oktober 2024
Svarnummer:
9
By:
København
Postnr.:
2200
Som far til et lille barn er jeg stærkt utilfreds med planerne om at placere både et botilbud for misbrugere og en 300 m² boldbane lige ved vores bolig. At I overhovedet overvejer en boldbane så tæt på vores hjem er helt uforståeligt. Vi vil ikke kunne få fred, og det vil uundgåeligt påvirke vores trivsel og hverdag negativt – især når alle vores opholdsrum vender mod banen. Hvem ønsker sådan en konstant forstyrrelse? Desuden er jeg meget ærgerlig over valget om at bygge en 19 m høj bygning op af vores, der tager al vores lys. Kommunen har tidligere konstateret, at grunden er større end institutionens behov og man kunne i stedet nøjes med at bygge på maks to etager. Jeg har i øvrigt fået at vide, at bestyrelsen i a/b Parkalleén i en intern høring har udtrykt bekymring omkring dette. Det er dog alligevel ignoreret af kommunen.  Men endnu værre er botilbuddet. Et botilbud kan nemt tiltrække et aktivt misbrugsmiljø og kriminalitet, noget vi allerede har kæmpet med her i området før. Jeg ønsker på ingen måde, at mit barn skal vokse op i et kvarter, hvor jeg skal være nervøs for, hvad der sker udenfor vores hjem. Jeg synes overhovedet ikke, at naboerne er tænkt ind i planerne. Det her har en voldsom negativ betydning for min families trivsel.
Læs høringssvar fra Asbjørn Bjaaland Larsen
Indsendt af:
Jakob
Dato: 7. oktober 2024
Svarnummer:
8
By:
København Ø
Postnr.:
2100
Jeg skriver hermed for at udtrykke min stærke modstand mod forslaget om at opføre et bosted for socialt udsatte voksne i vores lokalområde, herunder som nabobygning til vores forening. Som beboer i A/B Parkalléen og som forælder til en 4-årig datter er jeg dybt bekymret for, hvilke konsekvenser dette vil have for vores tryghed og hverdag. Min største bekymring relaterer sig til den øgede utryghed, et bosted for socialt udsatte potentielt kan medføre i området. Selvom jeg har forståelse for, at der er behov for at hjælpe de mest sårbare i samfundet, frygter jeg, at de udfordringer, der ofte er forbundet med denne beboergruppe, kan påvirke lokalområdet negativt. Som forælder ønsker jeg tryghed og ro for min datter i de nære omgivelser, og jeg er bange for, at denne tryghed vil blive væsentligt forringet, hvis der opføres et bosted som foreslået. Vi er en forening med adskillinge andre børnefamilier, og jeg ved, at der er flere andre familier, der deler min bekymring. Udover bekymringen for øget utryghed, vil jeg også gerne påpege de økonomiske konsekvenser, som opførelsen af bostedet kan have for vores ejendom. Den foreslåede bygning vil, både på grund af sin højde og sin placering tæt på vores ejendom, medføre en væsentlig forringelse af udsigten og adgang til naturligt lys for beboere på Skrivergangen. Dette vil uundgåeligt påvirke ejendomsværdien negativt. Dertil kommer det at være nabo til et bosted for socialt udsatte selvfølgelig med yderligere forringelse af nærområdet og vores ejendoms værdi. Jeg vil derfor på det kraftigste opfordre til, at kommunen revurderer placeringen af bostedet og finder en alternativ løsning, der tager bedre hensyn til trygheden og sikkerheden i nærområdet.
Læs høringssvar fra Jakob
Indsendt af:
Felix
Dato: 5. oktober 2024
Svarnummer:
7
By:
København N
Postnr.:
2200
Vi sætter os stærkt imod forslaget. Der er rigeligt med boldbaner i nærområdet som sjældent er i brug, herunder Lersø Parkallé, Universitetsparken og selvfølgelig Fælledparken. Derudover har foreningen egen boldbane i gården, hvilket gør at det ikke er noget vi mangler. Derfor virker det fuldstændig overflødigt. Området er i forvejen belastet med bandemiljøer, og at opsætte en aflukkket boldbane med små kroge ud til en smøge som Skrivergangen og en stor trafikkeret vej som Jagtvej, og en stor parkeringsplads, er blot en invitation til banderne om et nyt sted de kan hænge ud.  Og der kommer vi slet ikke ind på selve bostedet og hvordan det vil påvirke især lejlighederne lige overfor hvor Skrivergangen og Rådmandsgade mødes. Det er næsten en cliché på et dårligt kommunalt forslag, der ikke tager højde for det område det placeres i.
Læs høringssvar fra Felix
Indsendt af:
Mikkel
Dato: 4. oktober 2024
Svarnummer:
6
By:
København N
Postnr.:
2200
Jeg skriver som beboer i området omkring Jagtvej 157 for at udtrykke min bekymring over lokalplanen, som vil etablere et bosted for udsatte voksne tæt på min bolig. Uhensigtsmæssig placering af et bosted for udsatte voksne: Det er uklart, hvilken specifik målgruppe bostedet skal tjene, men ifølge et tidligere budgetnotat vil det huse mennesker med komplekse plejebehov og et længerevarende misbrug. Dette skaber en væsentlig bekymring for den sociale uro, som bostedet potentielt kan tiltrække, herunder tilstedeværelsen af narkotika-relateret aktivitet og pushere, hvilket er dokumenteret i lignende projekter andre steder i landet. Se evt. følgende artikler, samt undersøgelse udført af Københavns Kommune, i samarbejde med Røde kors: Sælger stoffer til psykisk syge | TV2 Østjylland (tv2ostjylland.dk) Tilsyn: Pushere hærger bosted for psykisk syge | Fagbladet FOA cec524b3-e1c7-4590-aadb-3d58b9d0498c-bilag-4.pdf (kk.dk)  Placeringen af bostedet ved siden af kollegier og uddannelsesinstitutioner, hvor der er mange unge, vil skabe et miljø, der ikke fremmer ro og stabilitet for de beboere, som har brug for netop det. Manglende fokus på beboernes behov: Beboerne i bostedet har brug for et miljø, der er roligt og stabilt, hvilket dette område med sit livlige natteliv, trafik og unge beboere ikke kan tilbyde. Det er afgørende, at man tager hensyn til både de nye beboeres trivsel og de eksisterende beboere i kvarteret. Derfor bør man overveje en alternativ placering, hvor der er bedre forudsætninger for at skabe et trygt og roligt miljø. Jeg opfordrer kraftigt til at gentænke projektet og tage hensyn til både områdets og de fremtidige beboeres behov.
Læs høringssvar fra Mikkel
Indsendt af:
Bo
Dato: 4. oktober 2024
Svarnummer:
5
Virksomhed / Organisation :
Totalkredit
By:
København N
Postnr.:
2200
Jeg skriver som nabo til det foreslåede projekt på Jagtvej 157 og ønsker hermed at udtrykke min klare modstand mod lokalplanen af følgende årsager: 1. Støjgener fra boldbanen:   Som beskrevet i lokalplanen planlægges der en offentlig tilgængelig boldbane i området, som vil skabe væsentlige støjgener for de omkringliggende beboere, herunder mig selv. Dette område er allerede præget af betydelig trafikstøj fra Jagtvej, som det også fremgår af planens miljøvurdering. Boldspil, råb og sociale sammenkomster vil øge den eksisterende støjbelastning og markant forringe livskvaliteten for beboere, især dem, hvis boliger vender direkte mod boldbanen. Boldbaner placeret tæt på boligområder har tidligere ført til naboklager i andre kommuner, hvor man efterfølgende måtte flytte faciliteterne. 2. Manglende regulering af brugstid: Lokalplanen indeholder ingen detaljer om, hvordan brugen af boldbanen vil blive reguleret tidsmæssigt, hvilket skaber en bekymring for, at der kan opstå støjende aktiviteter på alle tidspunkter af døgnet. Dette vil have en stor negativ indvirkning på vores livskvalitet, da vi har brug for ro, især om morgenen og om aftenen. På baggrund af ovenstående anbefaler jeg, at projektet bliver ændret eller flyttet til et område, hvor det ikke ligger så tæt op ad beboelsesbygninger.
Læs høringssvar fra Bo
Indsendt af:
Nanna Widding
Dato: 3. oktober 2024
Svarnummer:
4
By:
København
Postnr.:
2200
Jeg skriver som umiddelbar nabo til det foreslåede byggeri på jagtvej 157.  I tråd med med de øvrige svar vil jeg gerne udtrykke bekymring dels over højden - samt nærheden til naboer -  på det foreslåede byggeri, dels over de støjgener det  måtte medføre, i et i forvejen støjbelastet byrum. Et offentligt tilgængeligt boldbur samt en vende - og parkeringsplads for hhv. dagrenovation og vareindlevering ud mod Skrivergangen kan kun medvirke til at øge støjniveau i området. Et område, som i forvejen er belastet af Jagtvej samt den støj der opstår, når nærmeste naboer er kollegie og uddannelsesinstitutioner med tilhørende fester og arrangementer.   Under opstarten af lokalplanen fra august 2023 forlød det at man arbejdede med en 4-etagers bygning ud mod Rådmandsgade og en mindre bygning ud mod Skrivergangen. I den interne høring i den forbindelse, udtrykte Lokaludvalget også bekymring for netop højden, nærheden til naboer samt støjgener (både for naboer, men også beboere i det nye byggeri, grundet nærheden til bl.a. kollegiet). Der blev endvidere lagt op til at indlede en dialog med naboerne omkring indretning af det udefinerbare "byrum med multibane", således at det blev et rum, der rent faktisk blev brugt af beboerne i området. https://www.kk.dk/sites/default/files/agenda/04cdc209-bf8b-486b-8869-496def55eb5d/fa919362-0b45-4c98-a8f9-e9b12430fd4e-bilag-1_0.pdf   Ingen af de hensyn synes at være indgået i udviklingen af det nuværende lokalplansforslag. Jeg vil derfor kraftigt opfordre til at omtænke projektet med fokus på beliggenhed og hensynet til støjgener (for både nuværende som nye beboere) samt inddragelsen af brugere i indretning af byrummet i forhold til at gøre det praktisk anvendeligt for lokalområdet.
Læs høringssvar fra Nanna Widding
Indsendt af:
Line Windfeldt
Dato: 2. oktober 2024
Svarnummer:
3
By:
København
Postnr.:
2200
Jeg skriver som nabo til det foreslåede anlæg af en 300 m² stor boldbane. Jeg ønsker hermed at udtrykke min klare modstand mod projektet på grund af de væsentlige støjgener og forstyrrelser, det vil medføre for beboerne i området, herunder mig selv.   1. Støjgener og tæt bebyggelse   En boldbane placeret blot 15 meter fra vores bygning vil utvivlsomt skabe uacceptable støjgener for os beboere. Når en boldbane ligger så tæt på boligfacaden, vil selv almindelig aktivitet som boldspil, råb og socialt samvær være en betydelig støjbelastning.   Det er desuden vigtigt at understrege, at mange af boligerne på Skrivergangen og hjørnet af Jagtvej har soveværelser og opholdsrum, der vender direkte mod den foreslåede boldbane. Disse rum er netop dem, hvor vi søger ro og hvile, hvorimod mindre lydfølsomme rum som køkkener og badeværelser vender mod gården. Denne boligudformning gør situationen endnu mere kritisk, da det netop er i soveværelser og opholdsrum, at støjgener vil påvirke vores livskvalitet mest.   2. Tidsrum for brug   Jeg er desuden bekymret for, at banen vil blive benyttet uden tidsmæssige begrænsninger, hvilket kan føre til støjgener på tidspunkter, hvor beboere har behov for ro, eksempelvis tidligt om morgenen, om aftenen og i weekenderne. Uden restriktioner for åbningstider kan der være generende aktivitet på alle tider af døgnet. Dette vil have en betydelig negativ effekt på vores hverdag og livskvalitet.   3. Afstand er den eneste løsning   Der er i planen ikke indtænkt støjreducerende tiltag mod Skrivergangen. Støjhegn vil dog ikke være tilstrækkelige til at løse problemet, når boldbanen ligger så tæt på en etagebolig. Lyden vil stadig sprede sig og forårsage støjgener for et stort antal beboere, også i højden. Den eneste reelle løsning er at placere boldbanen længere væk fra boliger.   4. Grænseværdier for støj er allerede belastede   Området er allerede plaget af meget høj trafikstøj fra Jagtvej. En boldbane så tæt på boligerne vil føre til et endnu mere forstyrret lydmiljø. Det er afgørende, at der tages højde for den samlede støjbelastning, og at yderligere kilder til støj begrænses frem for at blive tilføjet i et allerede presset område. Etableringen af en boldbane inden for så kort afstand til boliger er derfor idrekte skadelig for de nuværende beboeres trivsel og der bør tænkes i mere hensigtsmæssige formål i forhold til området.   5. Erfaring fra andre kommuner   Erfaringer fra Aarhus viser, at bold- og multibaner placeret under 75 meter fra boligfacader har givet anledning til naboklager om støjgener, der har krævet afhjælpende foranstaltninger eller flytning. Dette understøtter behovet for en betydelig afstand mellem boldbaner og boliger for at undgå gener. I dette tilfælde, hvor banen er placeret med så kort afstand fra boliger, er der ingen tvivl om, at væsentlige støjgener vil opstå, og at afstanden derfor er langt under det acceptable niveau.   https://aarhus.dk/media/ojbhgzxi/menneskeskabt-stoej-i-lokalplanlaegningen-eksempler-og-tommelfinger-2.pdf   Det skal i øvrigt bemærkes, at bestyrelsen i A/B Parkallen, i den interne høring om projektet ikke rådførte sig med foreningens øvrige beboere. Bestyrelsen fik dog ikke fremlagt konkrete placeringsplaner for hverken boldbanen og institutionsbygningen af Københavns Kommune i den forbindelse.   På baggrund af ovenstående anmoder jeg om, at projektet annulleres eller flyttes til et område, hvor afstanden til boliger er tilstrækkelig stor til at undgå støjgener. Altså mindst 75 meter. Det er afgørende, at beboernes trivsel prioriteres højere end etableringen af en boldbane – især da der allerede findes en del andre muligheder for boldspil i området.   Jeg håber, at kommunen vil tage mine bekymringer alvorligt og træffe en beslutning, der sikrer et godt boligmiljø for alle - herunder os naboer til Jagtvej 157.   Med venlig hilsen Line Windfeldty  
Læs høringssvar fra Line Windfeldt
Indsendt af:
Line
Dato: 2. oktober 2024
Svarnummer:
2
By:
Kbh
Postnr.:
2200
Vi vil gerne udtrykke vores bekymring over planerne om at etablere et bosted for udsatte voksne på Jagtvej 157. Området er allerede meget livligt med en KP, kollegier, flere barer og et diskotek, og vi mener derfor ikke, det er et passende sted til et bosted. De mennesker, der skal bo på bostedet, har brug for ro og stabilitet, hvilket kan være svært at finde i et område, hvor der allerede er meget gang i den. Derudover er der allerede pres på parkeringspladser og andre faciliteter, og et bosted vil kun øge dette.  
Læs høringssvar fra Line
Indsendt af:
Patrick Kolby
Dato: 30. september 2024
Svarnummer:
1
By:
København N
Postnr.:
2200
Nej tak. Opfør noget der løfter områdets tilstand og gør det mere attraktivt i stedet.  At indsætte et bosted for udsatte klods op ad den bygning jeg bor i med min familie er ikke et ønske herfra og håber i kan finde på noget der vil gavne det eksisterende lokalsamfund og være med til at løfte det. Der mangler desuden ikke flere boldbaner i området, på nogen måde, og støjgener herfra er ikke inkluderet i jeres analyse. 
Læs høringssvar fra Patrick Kolby