Virksomhed / Organisation :
HF Strandbo
Jeg støtter forslaget om en begrænsning af pendlertrafik og langtidsparkerede biler i området, men det skal ikke være på bekostning af de kolonihaveejere, der allerede nu uden parkeringsproblemer parkerer i de kommende parkeringszoner. Af de 108 andelshaveejere i HF Strandbo er det nok under halvdelen, der bor i kolonihaverne hele sæsonen, og det er sandsynligvis også under halvdelen, der har bil.
De kolonihaver, der findes i de kommende parkeringszoner, er placeret i villaområder, hvor der ikke er samme mangel på parkeringspladser, som der sandsynligvis er i områder med etagebyggeri.
Min holdning er, at kolonihaveejerne skal kunne få en beboerlicens til deres bil, uanset om de har folkeregisteradresse i Københavns Kommune eller i en anden kommune. Som flere andre har pointeret i deres høringssvar, må vi ikke bo permanent i kolonihaverne, og vi har derfor heller ikke folkeregisteradresse her. Til gengæld kan jeg godt leve med, at vi kun får beboerlicens for et halvt år – fra april til oktober – da vi ikke må overnatte i haverne i vinterhalvåret.
Antallet af gæstelicenser bør også være højere end 10.
Ud over hensynet til kolonihavebeboerne bør kommunen også tage hensyn til sine ansatte på skolerne i området, som ikke kan rende ned og flytte bilen hver tredje time!