Foto over lokalplanområdet

Århusgadekvarteret i Nordhavn tillæg nr. 3 - lokalplan nr. 463-3

Lokalplanen skal muliggøre opførelse af en boligbebyggelse til ungdoms- og kollegieboliger på et byggefelt i Århusgadekvarteret.

Høringsfrist:

31. januar 2018
Indsendt af:
Erik Rokkjær
Dato: 31. december 2017
Svarnummer:
3
By:
Nordhavn
Postnr.:
2150
Tilliden er truet! Tilliden til lokalplanerne som vedtages af politikerne på Københavns rådhus – og dermed også tilliden til politikerne selv – er truet, hvis det foreslåede tillæg 3 til lokalplan 463 vedtages. Som køber af en bolig i ét af Københavns kommunes byudviklingsområder er det vigtigt, at man kan have tillid til de lokalplaner, der definerer, hvordan de enkelte byområder skal udvikle sig. Lokalplanen er det vigtigste instrument i det enkelte menneskes vurdering af, om de har lyst til at bosætte sig i et nyt byområde. Hvis man ikke kan have tillid til, at de vedtagne lokalplaner i rimeligt omfang overholdes, må man på længere sigt frygte, at det bliver sværere for Københavns kommune at finde købere til boligerne i deres nye byudviklingsområder. Det fremlagte forslag til tillæg 3 til lokalplan 463 indeholder principielt to elementer, hvoraf det første element er en generel tilladelse til at etablere op til 300 studie og kollegieboliger i Århusgadekvarteret. Rigtigt mange beboere i Århusgadekvarteret mener, at dette udgør en så væsentlig ændring for lokalområdet, at tillæg 3 til lokalplan 463 ikke bør godkendes. Kollegier støjer mere end andre beboelsesbygninger – det kan man let overbevise sig selv om ved at gå en tur forbi nogle af byens øvrige kollegier en fredag eller lørdag aften - specielt i sommerhalvåret, hvor døre og vinduer ofte står åbne. De fleste af byens øvrige kollegier er da også placeret så der tages et vist hensyn til naboer ved ikke at placere dem meget tæt på anden boligbebyggelse. Århusgadekvarteret er i dag allerede tæt bebygget - primært med boliger – og det er derfor næppe længere muligt at finde en egnet placering til et kollegium med op mod 300 værelser, hvor der kan tages et passende hensyn til naboerne. Hvis der er et politisk ønske om at placere et kollegium i Nordhavn, bør man derfor overveje ét af de øvrige lokalplanområder i Nordhavn, f.eks. i nærheden af Den International Skole eller på den anden side af metroen ud mod Sundkrogsgade, hvor naboerne primært er erhvervsbyggerier, som ikke på samme måde er generet af lidt natlige festligheder – dette vil også være en fordel for kollegiebeboerne, da de derved slipper for alt for mange konflikter med deres nærmeste naboer. Det andet element i det fremlagte tillæg 3 til lokalplan 463 er et konkret projekt for etablering af et kollegium på byggefelt ”e1” (Tegning nr. 2 i ”Forslag til tillæg 3 til lokalplan 463”, side 89). Det konkrete projekt indeholder ingen specielle boligmæssige kvaliteter for de studerende, der berettiger til en lokalplansændring. Der er snarere tale om et eksperiment, der går ud på at finde ud af hvor mange unge mennesker man kan proppe ind i et hus, som reelt ikke er stort nok til dem – på et byggefelt der reelt ikke er stor nok til huset - og med en beliggenhed der på ingen måde tager hensyn til naboerne. Grundens ringe størrelse gør det endda nødvendigt at tillade øget bygningsdybde for at klemme nogle ekstra værelser ind. Den forøgede bygningsdybde medfører dog, at en række af kollegieboligerne – de der er vendt mod gården – bliver meget mørke, og ikke særligt behagelige at bo i, men med den konkrete desperate boligsituation for de unge studerende i København, kan alt jo nok udlejes. København kommune bør prioritere højere, at de studieboliger der bygges er af en tidssvarende kvalitet, snarere end at give dispensationer til en investor, der angiveligt kun kan få et ”passende afkast” af sin investering ved at klemme urimeligt mange unge mennesker sammen på meget lidt plads – burhøns! Hvis kollegiet placeres på det omtalte byggefelt ”e1”, vil det være tæt omgivet af 3 boligbyggerier; The Silo, Frihavns Tårnet og Kronløbshuset – beboerne her er med rette bekymret for deres fremtidige nattesøvn. Alene i Frihavns Tårnet (hvor undertegnede bor) er der mindst 80 soveværelser med vinduer i nordfacaden, som får det planlagte kollegium som nærmeste nabo lige på den anden side af Helsinkigade. Det konkrete projekt er endda planlagt med stor tagterrasse, hvor der kan holdes fest (eller festival!), hvilket yderlige sætter tingene på spidsen! Det er urimeligt at placere en så potentielt støjende bebyggelse så tæt på andre boliger. Hvis der var tale om et erhvervsbyggeri, ville der være grænseværdier for støjniveauer, som kunne måles og evt. føre til påbud og endda lukning, hvis grænseværdierne overskrides. Hvis der først er etableret et kollegium på grunden, så findes der ingen grænser for, hvor meget støj vi naboer må leve med – også om natten når vi egentligt gerne vil sove. Kan politikere virkeligt sove godt med den slags beslutninger? Politikerne på Københavns Rådhus bør IKKE GODKENDE forslaget til tillæg 3 til lokalplan 463. Kommunen bør måske også én gang for alle sætte deres eget byudviklingsselskab By & Havn på plads, så de fremover udvikler bydelen inden for rammerne af den vedtagne lokalplan, i stedet for igen og igen at udfordre lokalplanen med det tilsyneladende relativt banale formål at få lidt flere penge i kassen! HVIS politikerne på trods af den store lokale modstand alligevel ønsker at vedtage tillæg 3 til lokalplan 463, vil vi gerne komme med følgende kommentarer og ændringsforslag: 1: Det konkrete projekt på byggefelt ”e1” synes ikke at leve op til tillæggets § 3 Stk. 1 vedr. anvendelse, hvor det fremgår, at de enkelte boliger skal være mellem 25 og 50 m2. På den viste plantegning (side 8) er der vist i alt 55 boliger på 1. sal, der har et samlet areal på 1.395 m2 (vi opfatter ”Fakta” boksen på side 6 således at 6.975 m2 fordeles ligeligt på etage 2-6, hvilket vil sige på 1. til 5. sal). Den GENNEMSNITLIGE boligstørrelse bliver derved 25,36 m2 inklusive fællesarealer. Da alle boligerne tydeligvis ikke er lige store, er det svært at tro, at ALLE boliger lever op til minimumskravet på 25 m2, medmindre fællesarealet fordeles meget kreativt, således, at de mindste boliger får tildelt mest fællesareal – dette vil dog være i strid med gældende praksis for fordeling af fællesareal. 2: Det konkrete projekt på byggefelt ”e1” lever ikke op til tillæggets § 4 Stk. 1 vedr. husdybde. Det fremgår om husdybden, at denne ”må ikke overskride 13,8 m INKLUSIVE altaner”. På den viste plantegning (side 8) er der vist en husdybde på 13,2 m, hvortil skal lægges altaner der er vist til at være mindst ca. 1,5 m, eller i alt 14,7 m. 3: For det konkrete projekt på (det relativt lille) byggefelt ”e1”, bør der ikke dispenseres for den gældende maksimale bygningsdybde på 12 m, da det medfører en meget smal og dyb – og dermed mørk – baggård, som er eneste naturlige lyskilde til alle de kollegieboliger, der vender ind mod gården. Argumentet om, at det skal give mulighed for værelser på begge sider af en gang holder ikke - værelserne kan blot gøres lidt bredere end aktuelt planlagt. Konsekvensen vil selvfølgelig være lidt færre kollegieboliger, men til gengæld boliger med bedre lysindfald og dermed større livskvalitet. 4: For det konkrete projekt på byggefelt ”e1”, bør der for at begrænse støjgenerne for naboerne ikke tillades etablering af tagterrasse (hvor der kan holdes fest - og festival!). Opmærksomheden bør her henledes på det offentligt tilgængelige Konditaget Lüders, som det allerede har været nødvendigt at lukke om nattet fra kl. 22:00 til kl. 07:00, for at reducere de støjgener som nogle af naboerne her har været udsat for. En sådan mulighed for lukning findes næppe for en privat tagterrasse, når denne først er etableret. 5: Generelt bør der gælde en speciel normering for cykelparkering for kollegie- og ungdomsboliger, der sikrer, at der for hver planlagt beboer i ejendommen etableres mindst én cykelparkeringsplads inden for bebyggelsens egen grund! Endvidere bør det sikres, at der indrettes et passende antal ekstra cykelparkeringspladser til nogle af beboernes cykel nr. 2 og til gæster. Erik Rokkjær & Inger Kühne
Læs høringssvar fra Erik Rokkjær
Indsendt af:
Maj Anker Larsen
Dato: 10. december 2017
Svarnummer:
2
By:
Nordhavn
Postnr.:
2150
Det kan ikke godkendes fra min side atBy&Havn eller kommunen vil lave et tillæg til lokalplanen, som ændrer et kvarter så drastisk, som det tillæg man har tænkte sig at lave her. Ejere og lejer skal kunne stole på, at den lokalplan man har vedtaget, er den som bliver ført ud i livet. Når man køber en lejlighed i et kvarter som er under opførelse, så har man kun lokalplanen at forholde sig til, og den skal man kunne stole på. Som privatperson er det en kæmpe investering man laver, og det kan ikke være rigtigt, at de kriterier man har købt under, kan ændres så drastisk. Århusgadekvarteret i Nordhavn er i forvejen planlagt med meget smalle stræder, og at plante en kæmpe kollegie (både af bygningsstørrelse, men også antallet af kollegielejligheder og mennesker, som skal bebo disse) på så lille i grund, er fuldstændig ude af proportioner. Dernæst smadre man også den arkitektoniske smukke bygning man har fået ud af at istandsætte Siloen/The Silo. At proppe så mange unge mennesker ind på sådan et lille felt, vil kun generere store udfordringer for naboejendommene. Alle ved hvad der sker på kollegier, når unge mennesker er samlet. Opfør dog et kollegie på et sted, hvor der er plads til at man kan være ung og udfolde sig, istedet for at klemme dem inde på en meget lille byggefelt mellem børnefamilier mv. Tilsvarende øen man vil bygge i Kronløbet, hvor man nu vil gøre øen både større og bygninger højere, kan jeg ikke godkende. Kronløbet er et åndehul i et kvarter, som vil være tæt bebygget, når det står er færdigt. Så at plastrer Kronløbet til med en endnu større ø og endnu højere bygninger, kan ikke godkendes. Vi ved alle at det handler om at I skal have finansieret den parkering, som skal være under øen, og som er blevet så dyr at finansiere, at det ikke er rentabelt, og så vil I sætte den oprindelig lokalplan over styr og igen smadre kvarteret med overdimensionerede bygninger, som ødelægger lys og luft for de ejendomme, som allerede er opført og beboet. Der er så meget ubebygget plads endnu i Nordhavn, hvor man vil kunne lave plads til bla. kollegier mv., og hvor man kan lave en lokalplan på forhånd, som kan rumme dette. Bevar respekten for overfor de mennesker, som allerede er flyttet til Nordhavn, og som har investeret deres liv og deres penge i Nordhavn. Bevar respekten overfor den oprindelige lokalplan og de arkitekter, som har udtænkt Århusgadekvarteret i Nordhavn, som som vi alle har forholdt os til, da vi sagde ja til Nordhavn. Tak!
Læs høringssvar fra Maj Anker Larsen
Indsendt af:
Niels Worm
Dato: 5. december 2017
Svarnummer:
1
By:
København Ø
Postnr.:
2100
Det er helt meningsløst at bruge én af Københavns dyreste grunde til at opføre ungdomsboliger og kollegieværelser, der ligger langt fra de fleste uddan- nelsesinstitutioner. Det er langt billigere og langt mere tilfredsstillende for de unge mennesker at opkøbe grunde eller ejendomme tæt ved uddannelsesinstitutionerne og indrette disse til ungdomsboliger og kollegier.
Læs høringssvar fra Niels Worm

Sider