Vi er forældre til to børn på 6. og 2. årgang på afdeling Blå (tidligere Kirsebærhaven). Vi føler et stort behov for ændringer i forhold til ledelsesstruktur, trivsel og skabelsen af gode læringsmiljøer på skolen.
Som forældre har vi været en del af skolen både før og efter sammenlægningen af Kirsebærhaven og Lykkebo. Før sammenlægningen oplevede vi en nærværende skole, forankret i lokalsamfundet, hvor forældreengagement blev værdsat og understøttet af skolens ledelse. Et eksempel er at repræsentanter fra forældrebestyrelsen besøgte lokale børnehaver og mødregrupper for at fortælle om skolen, hvilket styrkede båndet til lokalsamfundet. Dengang havde vi en klar fornemmelse af, at skolen var på rette vej, trods de udfordringer der også eksisterede.
Efter sammenlægningen er denne fornemmelse imidlertid forsvundet fuldstændig. Vi føler, at skolen befinder sig i en nedadgående spiral, som går alarmerende hurtigt. Det er især bekymrende at konstatere, at 31 ud af 46 lærere, som var ansat på Kirsebærhaven inden sammenlægningen, ikke længere er på skolen i dag. Det svarer til en fratrædelsesprocent på 67 % på blot tre år! Vi har endda ikke medregnet den høje gennemstrømning af lærere, der er kommet og gået i perioden fra skoleårets start i 2021 til nu. Dette indikerer et dårligt arbejdsmiljø, hvor lærerne ikke modtager den nødvendige støtte, de redskaber og den sparring, der kræves på en velfungerende arbejdsplads. Dårlige arbejdsforhold for lærerne påvirker uundgåeligt kvaliteten af vores børns skolegang.
Vi forstår, at incitamentet for skolesammenlægningen sandsynligvis har været økonomiske stordriftsfordele. Desværre oplever vi, at kulturen på skolen også bliver kørt som stordrift. Hvis f.eks. afdeling Grøn ikke kan tilbyde en aktivitet, må afdeling Blå heller ikke tilbyde den, og omvendt. Der er ikke plads til at hver skole beholder deres eget særpræg eller identitet, hvilket betyder at de fleste gamle traditioner er blevet sløjfet. Som leder af en "megaskole" bør man efter vores mening fokusere på overordnede opgaver og give medarbejderne handlefrihed til at varetage dagligdagsopgaver. Alligevel har vi som trivselsforældre gentagne gange oplevet, at Søren Friis involverer sig i detaljer som f.eks. rammerne for klassearrangementer. Efter sammenlægningen blev det forbudt at låne et lokale på skolen til et klassearrangement uden for skoletiden, med den begrundelse at HELE årgangen skulle inviteres (dvs. ca. 75 børn plus forældre). Dette har betydet, at de fleste klassearrangementer er blevet aflyst gennem de sidste tre år, hvilket ikke har gavnet trivslen.
Vi ser ingen fordele ved skolesammenlægningen og ønsker, at skolerne igen bliver selvstændige enheder. Dog er det vigtigt, at der allerede nu iværksættes tiltag for at forbedre situationen. Vi kan ikke tillade, at skolen ender i et handlingslammet vakuum på grund af et skolebudget, der først muliggør ansættelse af en ny skoleleder fra skoleåret 2025/2026. Det tager lang tid at opbygge en god skole, men vi har med egne øjne set, hvor hurtigt en dårlig udvikling kan accelerere.
Med venlig hilsen,
Anthony og Merete