Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november

 

Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Indsendt af:
Amager Øst Lokaludvalg
Dato: 19. april 2016
Svarnummer:
31
Vedhæftede filer: 1
Virksomhed / Organisation :
Københavns Kommune, Økonomiforvaltningen
By:
København S
Postnr.:
2300
Læs høringssvar fra Amager Øst Lokaludvalg
Indsendt af:
Mette Brogaard
Dato: 18. april 2016
Svarnummer:
30
Virksomhed / Organisation :
Aktiviteten Recovery og Krop i Idrætshuset
By:
København N
Postnr.:
2200
Jeg har haft stor glæde af tilbuddet om Recovery og Krop i Idrætshuset. Jeg og de der har deltaget i gruppen og i individuelle samtaler med Kurt Jacobsen er taknemmelige for tilbuddet. Vi har fået det grundlæggende bedre i vores liv og hverdag. Det er skræmmende at forestille os, at vi ikke har adgang til denne støtte, når livet er svært. Det er et tilbud, vi ønsker skal eksistere for flere fremover, fordi det er unikt med en meget positiv effekt på kort og lang sigt.
Læs høringssvar fra Mette Brogaard
Indsendt af:
SKC Ung personalegruppe
Dato: 18. april 2016
Svarnummer:
29
Vedhæftede filer: 1
Virksomhed / Organisation :
SKC Ung
By:
København K
Postnr.:
1361
OBS! For at se det fulde høringssvar, som indeholder bilag skal du downloade pdf-filen! Høringssvar til udvikling af Københavns Kommunes AST for borgere med sindslidelser. Som samlet personalegruppe i SKC Ung har vi bemærkninger og forslag til indstillingen til socialudvalget. 1) Vi foreslår, at SKC Ung’s personalegruppe og aktiviteter forbliver på adressen i Linnésgade 24, med visse justeringer i lejemålet (opsigelse af dele af lejemålet). 2) Alternativt, hvis adressen Linnésgade 24 ikke kan bevares, ser vi en mulighed i en sammenlægning med ungehuset i Hørsholmsgade. Siden d. 1/9 2015, efter et år med skiftende og ustabil ledelse, har Center Nørrebro stillet ledelseskræfter til rådighed i SKC Ung. I samarbejde med ledelse og vores brugere, har vi henover efteråret afholdt en række møder og haft en løbende dialog om, hvad SKC Ung skulle indeholde. Det har blandt andet resulteret i, at vi d. 1. februar 2016 omlagde vores aktivitetsskema og udvidede åbningstiden om aftenen til kl. 21 mandag-torsdag. Det har givet et boost i fremmødet af brugere – både når vi måler på antallet af forskellige brugere, og når vi måler på hvor mange gange brugerne kommer i løbet af en måned. Således kan vi vise, at der i februar mødte 66 brugere op, mod 57 i januar, og at de sammenlagt mødte 633 gange i løbet af vores åbningstid mod 341 gange i januar. Se bilag 1 (hvor også marts og halvdelen af april indgår). Interessen for vores tilbud er stigende, og vi forventer en tilgang af brugere i fremtiden. SKC Ung har i de nuværende lokaler (selv med en reducering af lejemålets størrelse) plads til at rumme ALLE vores brugere – også hvis der kommer flere. Denne mulighed har en placering i Hørsholmsgade ligeledes. 1) Linnésgade 24: SKC Ung i Linnésgade 24 har allerede en veletableret brugergruppe med et gennemsnit på godt 60 forskellige brugere pr. måned. Tilbuddet ligger yderst centralt lige ved Nørreport st. med gode tog-, bus- og metroforbindelser – og adressen Linnésgade 24 er kendt blandt vores samarbejdspartnere som Opus, DPC, hospitaler, mentorordninger mv. De unge bruger stedet på vej til og fra skole, aftaler i Opus, jobcenter mm. De har ofte brug for en snak enten før eller efter disse aftaler, hvilket er nemt for dem pga. den centrale beliggenhed. Det er muligt at opsige dele af lejemålet i Linnésgade og køre stedet videre med et reduceret budget i forhold til det nuværende. Huslejen vil kunne komme ned på ca. kr. 39.000,- pr. måned. Et samlet budget for SKC Ung vil kunne være på omkring kr. 3.500.000,-. Ved at bibeholde SKC Ung på adressen Linnésgade 24 kan socialforvaltningen holde sin målsætning om, at der skal være et trygt tilbud i hver bydel. Lukkes adressen Linnésgade 24, er der ikke længere et AST-tilbud i city. De unge har brug for tryghed, og det har de i de kendte lokaliteter og med det samme personale som de kender. Vi har opbygget et rigtig godt tillidsforhold til de unge. Vi har en god erfaring med den førindsats, der er nødvendig for, at de unge bliver holdt i gang, kommer videre og undgår for mange indlæggelser. Vi ved, at de unge mennesker, der bruger SKC Ung, er yderst frustrerede og utrygge over at SKC Ung er lukningstruet, og vi har desværre allerede set konsekvenser heraf bl.a. ved indlæggelser. 2) Hørsholmsgade: Såfremt SKC Ung´s aktiviteter overflyttes til et nyt ungehus i Hørsholmsgade, kan vi ligeledes øge brugergruppen fremover. En flytning til Ungehuset i Hørsholmsgade med os som en samlet personalegruppe vil give os gode betingelser for at videreføre SKC Ung´s trygge og kendte tilbud til Hørsholmsgade. Siden Ungehuset i Hørsholmsgade og SKC Ung fik samme leder d. 1/9 2015, har der været et samarbejde mellem de to enheder, hvor vi både har samarbejdet i hverdagen og deltaget i fælles supervision og personaleudviklingsdage. Disse fælles arbejdsopgaver har fungeret rigtigt godt og har vist, at SKC Ung og Fremtidsfabrikken/Ungehuset i Hørsholmsgade har et overensstemmende værdisæt og idégrundlag at arbejde ud fra. Velvidende om hvor komplekst det er at etablere ny kultur, værdisæt samt nå ud med budskabet, er det oplagt at bygge på det allerede etablerede fundament mellem SKC Ung og Fremtidsfabrikken/Ungehuset i Hørsholmsgade. Vores medarbejdergruppe er sammensat af personer med forskellige fagligheder og vil være et godt supplement til den medarbejdergruppe, der for nuværende arbejder med unge i Fremtidsfabrikken/Ungehuset i Hørsholmsgade. SKC Ung’s kunst-, medie- og sundhedsfaglige profil samt tilværelsespsykologiske samtalemetode, supplerer en udvidet tilgang af det fagligt dynamiske miljø i Hørsholmsgade. I Hørsholmsgade er der allerede et dynamisk ungemiljø med teaterskole, danseskole og Center for Rusmiddelbehandling med tiltag om ungebehandling. Det giver optimale muligheder for at arbejde på tværs af forvaltninger og sektorer samt samarbejde ud i civilsamfundet. En flytning af SKC Ung´s aktiviteter og materiel til Hørsholmsgade vil kunne gøres ukompliceret og hurtigt. Vi vurderer, at en stor del af brugergruppen ”automatisk” vil følge med, fordi de kender lokalerne i Hørsholmsgade og dels fordi vi ville flytte med som en samlet personalegruppe som de har gode relationer til. Fra den samlede personalegruppe i SKC Ung SKC Ung, Linnésgade 24,2. - 1361 København K, tlf. 33 14 98 41
Læs høringssvar fra SKC Ung personalegruppe
Indsendt af:
Mads Bo Frederiksen
Dato: 18. april 2016
Svarnummer:
28
By:
Frederiksberg
Postnr.:
1957
Succesen ifk98 består og blomstre fordi ildsjæle har opbygget og plejet foreningen, som med tiden er blevet noget ganske særligt. Det vil være uklogt at risikere at ødelægge succesen ved at ændre dens grundvilkår. Husk at mange nøglepersoner mangler noget af den styrke man normalt kan forvente pga deres sårbarheder. Ved at flytte foreningen vil nøglepersoner og medlemmer falde fra. Kan den holde til det? Plej i stedet ifk98 varsomt, som det kræves.
Læs høringssvar fra Mads Bo Frederiksen
Indsendt af:
Helle Larsen
Dato: 18. april 2016
Svarnummer:
27
Virksomhed / Organisation :
Lyrskovgade
By:
København v
Postnr.:
1758
Hermed høringssvar fra de 2 kommunale tilbudsledere på AST-området i Center City. Vi finder det problematisk, at Vesterbro er blevet nedprioriteret som bydel:  Man ønsker fra politisk hold større tilbud, men vælger at lave en halv, fragmenteret løsning på et af de største og mest belastede område i København – et område med et stort behov for socialpsykiatriske tiltag i form af livsmestringsforløb, samt ikke mindst tilbud med kvalificeret omsorg og samvær.  Det er vores faglige vurdering og et gennemgående træk i tilbagemeldingerne fra de deltagende brugere på workshopsene i efteråret, at AST skal have lettilgængelige tilbud. I og med at Vesterbro er blevet fravalgt som havende omsorgstilbud målrettet til målgruppen, skal man som psykisk sårbar beboer i Indre by - som vel at mærke går helt ud til Christianshavn - på en længere rejse for at nå et af vores tilbud i Sydhavnen, Valby eller på Østerbro. I udkastet står der, at alle bydele skal have et omsorgstilbud, men vi må konstatere, at dette ikke gælder Vesterbro og Indre by.  Der er en stor fordel ved og et behov for at samle fagkundskaberne ét sted for vores målgruppe, og matriklen i Valdemarsgade kunne være oplagt til formålet, idet den ligesom matriklerne på Kirsten Walthersvej og Svendborggade indeholde små og store lokaler, således at flere livsmestringsforløb vil kunne køre sideløbende med omsorgstilbud. En stor del af motivationsarbejdet i forhold til at skulle deltage i livsmestringsforløb, sker i det uformelle samvær brugere og personale imellem, samt peer to peer – det, at se en anden bruger forlade et vellykket livsmestringsforløb og efterfølgende høre ham fortælle om dette i samværet, virker meget motiverende på de andre brugere, viser vores erfaringer fra Ottilia og Milepælen. Ved at lave et fragmenteret tilbud og skille samværsdelen fra afskærer man denne givtige mulighed.  Lokalerne i Valdemarsgade ligger tæt på Hovedbanegården, hvilket gør stedet tilgængelig for det meste af byen. Desuden er de kommunale og kræver således ikke en deponering.  Vi foreslår Vesterbro tilføres 3 millioner, og at vi bytter lokaler med Kontaktcentret i Valdemarsgade, således at de flytter til Lyrskovgade, hvor lokaliteterne skønnes at dække behovet i deres målgruppe: mulighed for at tage bad, stort køkken til fremstilling af dagens måltid og stor café til samvær og rådgivning. Den bebudede demografiske besparelse har fået et urimeligt omfang:  Center City og Center Nørrebro blev stillet den opgave at finde besparelser, idet den demografiske undersøgelse viste, at vores områder var overrepræsenterede ift. omfanget af den potentielle målgruppe. Opgaven, vi fik, var at pege aktivt på mulige sparreområder, hvilket vi gjorde. Nørrebro, der blev stillet samme opgave, valgte derimod at arbejde på en – som de kaldte det – Rolls Royce model uden spareforslag.  Resultatet er blevet: o at vi skal spare 5,7 millioner, o Nørrebro får 1 million ekstra i forhold til det tidligere budget. o Derudover er der lagt op til, at Center City skal dække udgifter til Fountain houses tilbud til unge og studerende – Center Nørrebros spor. Ud af de 20 millioner får Fountain 7.461.142 kr. til opgaver rettet mod unge- og studieindsats, mens kernehuset på 1.522.102 dækker de voksne, som er interesserede i livsmestringsforløb, og som er Center Citys egentlige målgruppe.  Så Center Citys reelle besparelse – og hermed også på den pulje, der er afsat til livsmestringsforløb – er på 13.238.211-, hvilket der på ingen måde er belæg for i den demografiske undersøgelse. 5.777.069,- kr. til demografiske regulering til Amager og Nord Vest – og nu også Nørrebro!? 4.325.422,- kr. til Nørrebros ungeindsats 3.135.720,- kr. til Nørrebros studieindsats 13.238.211,- kr. i alt i besparelser i forhold til sporet livsmestringsforløb  Det efterlader 13.123.234,- til at dække livsmestringsforløb og tilgængelige omsorgstilbud i 5 bydele: Østerbro, Indre by, Vesterbro, Sydhavnen og Valby – er dette regnestykke lavet med åbne øjne? Ottilia har et stort brugerfremmøde og har behov for en matrikeludvidelse:  Ottilia har haft en generel vækst i brugerfremmødet på omkring 40 % - på nogle tidspunkter 50 % - og lokalerne er ikke store nok, mange nok eller hensigtsmæssig placeret til at rumme denne brugertilgang. Cafeens og køkkenets størrelse og placering i forhold til hinanden gør, at lokalet er overfyldt. Det indebærer, at brugere forlader tilbuddet pga. støjgener, manglende plads på de udbudte aktiviteter, samt at brugerne må spise deres mad købt i cafeen i det kreative værksted og tv-stuen, fordi der ikke er plads i cafeen. For personalet betyder lokalerne, at der er meget uro og støjgener.  Ottilia rummer et kontor på ca. 14 kvadrat meter. Her er gjort plads til tre kontorpladser. Der er ikke et eget kontor til leder. Den trange plads medfører følgende gener: o Det er meget støj på kontoret, og mulighederne for koncentration i forhold til arbejdet forringes. o Der er ikke et eget kontor til leder, hvilket blandt andet betyder, at fortrolige samtaler henvises til ”udenfor” Ottilia. o Vi er bekymrede for, at pladsmangel og støjgener vil påvirke medarbejdernes og leders arbejdsmiljø i negativ retning.  I løbet af det sidste år har Ottilia skullet forholde sig til flere opgaver - opgaver som kræver plads og tiltrækker flere brugere: o Projekt Minvej er en opgave som er placeret i Ottilia o Galleri 24 er en opgave som Ottilia varetager.  En udvidelse af Ottilia er mulig, da der på samme adresse er ledige lokaler.  Ang. Ottilias budget: o Ottilia er ikke er tiltænkt en budgetudvidelse, men står foreslået med 2.931.131,-, som tilsvarer Ottilias budget inden AST strategien. Ottilia beskrives som et af de tilbud, som skal udvikle det nye spor, samt udføre mere ressourcekrævende livsmestringsforløb. Det kan derfor undre, at budgettet til eksempelvis Mamma Mia, er større (foreslås til kr. 3.376.606) i sær når Mamma Mia kun er tiltænkt at drive omsorgstilbud.  Vi foreslår, at Ottilia tildeles ressourcer tilsvarende en matrikeludvidelse, så udbud og efterspørgsel stemmer overens, og det dermed bliver muligt at løse opgaverne. Det kræver ressourcer at udvikle et nyt spor:  Vi konstaterer, at Center City mod forventning ikke er blevet tildelt ekstra ressourcer til udvikling af et for Københavns kommune nyt spor: Livsmestringsforløb  Centrene kan have forskellige behov, og derfor er det vigtig, at budgettet lægges i forhold til, hvad behovet er – den nuværende fordeling af bydækkende kvalitetsløft forekommer ikke at tage udgangspunkt heri.  De andre centre, der fortsætter med allerede kendte spor, tilføres samme beløb eller større (Nørrebro) til trods for at deres spor er veldefinerede og har flere år på bagen.  Det kræver faglighed, fordybelse og ro at udvikle et nyt spor, og Center City skal i gang med følgende ressourcekrævende opgaver: • Kompetenceudvikling af vores medarbejdere – de skal lære nye evidens baserede metoder (i første omgang IMR + TP + socialfærdighedstræning + Fokus)og teorier, og skal erhverve sig undervisnings- og projektledelseskundskaber. • Udvikling af nye samarbejdsmodeller – i forhold til specielt voksenenheden. • Udvikling af visiterede forløb. • Projektansætte medarbejdere med viden og kompetencer, som det pædagogiske personale ikke har, så som psykolog til samtalegrupper ol.  Vi skønner, at udviklingen af livsmestringssporet vil koste 350.000 – en udgift de andre spor må formodes ikke at have, og derfor skal der tilføres en ekstra bevilling til Center City. Vi skal have de rigtige medarbejdere på de rette steder:  Center City har i årenes løb uddannet medarbejdere med speciale indenfor sundhed og beskæftigelse, hvilket betyder, at vi eksempelvis har en beskæftigelseskoordinator og uddannede sundhedscoaches i vores medarbejdergruppe. Det er ærgerligt, hvis medarbejderne ikke får brugt deres uddannelser og kompetencer – vi synes, det er vigtigt, at vi har medarbejdere, der brænder for deres felt. Desuden synes vi, det er et ressourcespild og et stort videnstab for kommunen, hvis disse medarbejdere ikke får mulighed for at bruge den viden og de kompetencer, vi som kommune har investeret i.  Ligeledes har Center City behov for medarbejdere, der har interesse og evner for at arbejde med livsmestringsforløb; et nyt arbejdsområde, som kræver kompetente medarbejdere for at blive en velfungerende succes.  Vi opfordrer derfor til, at medarbejderne får mulighed for at vælge, hvilket spor de ønsker at arbejde med i en prioriteret rækkefølge, og at vi som ledere får mulighed for at vælge de mest egnede til de opgaver, der skal løses på de 4 spor. Sydhavnen på kommunale hænder:  Som kommunale aktører agter vi at byde ind på Sydhavnen, og da det er sparsomt med kommunale bygninger i området, foreslår vi at gøre brug af den deponering, der ligger på Café Rose, Lyrskovgade – med mindre Kontaktcenteret flyttes hertil – samt Pegasus og Amadeus. Vi vil sikre os, at dette er indtænkt, så vi kan byde ind på lige fod med de selvejende organisationer. Østerbro på kommunale hænder:  Svendborggade 3 foreslås genåbnet. Vi ser behov for et stort kommunalt tilbud på Østerbro, der vil kunne supplere Fountain House, og hvor brugerne kan komme uden at skulle være medlem. Et kommunalt tilbud i Svendborggade vil tilbyde livsmestringsforløb i et tæt samarbejde med andre kommunale enheder, for eksempel hjemmevejlederne og voksenenhederne. Den demografiske undersøgelse viser en stor brugergruppe i området. Det kommunale har ved Milepælen været repræsenteret i området, og vi har derfor et stort kendskab til områdets målgruppe. Når alt dette er sagt, vil vi understrege, at vi ser frem til at skulle i gang med arbejdet og med de nye ideer, som vi tror på vil gavne vores målgruppe – det er dog vigtigt, at rammerne for udviklingsarbejdet er i orden, så vi håber meget, at vores ovenstående tanker, iagttagelser, underen og ideer vil blive inddraget. Med venlig hilsen Lise Kivijervi Leder af Ottilia og Café Rose Helle Larsen Leder af Lyrskovgade
Læs høringssvar fra Helle Larsen
Indsendt af:
Theis Auhagen
Dato: 18. april 2016
Svarnummer:
26
By:
Valby
Postnr.:
2500
Som bruger af IFK98, tidligere kursist på fremtidsfabrikken, bruger af idrætshuset, tidligere instruktør på projektet ”Ungdomsdivisionen” og nu også instruktør i IFK98, vil jeg gerne give mit syn på sagen. Jeg syntes det er en dum ide at flytte kæmperne fra Hørsholmsgade, og isoleret set lave det til et ungehus. Hvorfor? Jo ganske simpelt, da jeg startede med at komme i idrætshuset, var jeg en forvirret ung knægt på 22 år. Havde været i terapi og behandling i mange år, men aldrig følt mig som en del af noget. Jeg følte mig fortabt, og ligegyldig. Strukturen var en noget anden, end den er den dag i dag, da der er sket meget de sidste 5-6år jeg er kommet i huset. Men da jeg gik på fremtidsfabrikken var en af medarbejderne, faktisk en af brugerne i huset. Otto, som altid var smilende, var en del af vores ”hygge tirsdage”, udflugter, og havde andre roller. En af de første ting vi oplevede på mit første hold, var en fortæller time med Otto. Her fortalte han sin historie, og fortalte om, at selv efter mange års kamp, var der lys for enden af tunellen. Otto blev for mig personligt en god bro, imellem de unge og de gamle, og det gjorde også, at selv om vi havde lokaler ovenpå, så var vi ret hurtigt en del af fælleskabet i caféen også. Efter et forløb, følte jeg mig ret godt tilpas, både blandt gamle og unge, hvilket generelt ikke var noget jeg havde gjort før. Denne bro har også ført mig videre over i kæmperne, som jeg ellers ikke ville have være havnet i, fordi det ville jeg ikke have hørt om IFK98. Samarbejdet der var imellem Fremtidsfabrikken (Nu ungehus) og ifk98, gjorde jeg også havde noget at overgå til, da jeg var færdig med fremtidsfabrikken. Dette har ført til at jeg har fået flere oplevelser som jeg ellers ikke ville have haft. Jeg ville næppe være blevet instruktør i kæmperne, og ej heller været blevet brugt som instruktør på projektet ”Ungdomsdivisionen”, som senerehen er blevet en del af Ungehus. Da jeg stoppede var der ikke dropin tilbud og lignende. Men kæmperne gjorde jeg stadig havde min daglige gang i huset. Dette har ført til flere ting både for Ungehuset men også IFK98. Jeg har bla. Været ude og holde foredrag for en masse mennesker, af flere omgange, om hvordan det er at være i idrætshuset, og som tidligere bruger af ungehuset. Været med til møder med borgmesteren mht. Ungehus projektet. Disse ting havde jeg heller ikke deltaget i, hvis jeg ikke havde haft min daglige gange i idrætshuset som jeg har haft. Hvorfor skulle jeg stille op til noget, og blotlække mit liv gang på gang, hvis jeg var afsluttet og kommet videre? Der er så mange aspekter der vil gå tabt ved at splitte det op, og ved at ungehuset’s brugere tidligere også har lukreret godt af at være gratis medlem af kæmperne når de går på et forløb i huset. De har været store brugere af både bowling og biograf klubben. Disse ting vil de også skulle sige farvel til. En anden stor ting der får mig til at skrive dette brev, er at jeg frygter for IFK98’s overlevelse. Som instruktør har jeg været med at til at få div. Hold op og køre som vikar bla.. Vi har prøvet og udvide til amager og andre steder, og tilgangen har ikke været der. Den faste kerne hører til på Nørrebro og omegn. Fjerner vi en cafe der er et samlingspunkt, eller rykker den, kan det få store konsekvenser. Vi har pt. Over 400 medlemmer, for nogle år siden var dette tal det halve, hvor en del af dem var inaktive. Vi er Københavns hurtigst voksende forening, for folk med sindslidelser, og vi har været i Idrætshuset i evigheder. Vi har faktisk så stor tilgang af medlemmer, at vi ikke kan følge med. Økonomisk bliver vi dårligere stillet, og hvis vi nu også skal ud og betale for nye lokaler, og lignende vil dette knække økonomien er jeg sikker på, med mindre vi skærer godt ned på hold og instruktører. Jeg er med på der sker forandringer og lignende, men syntes ikke denne forandring vil gavne nogen. En ting der kunne gavne både idrætshuset og IFK98, var at øge deres bidrag, til bedre tiltag. Der er plads i idrætshuset til at begge tiltag kan være der, det er jeg ikke i tvivl om. I sommers forrige år, fik idrætshuset endda flere lokaler, så hvis kontoret endelig skal flyttes, så flyt det over i de ”nye” lokaler, og stadig lad cafeen køre. Så lad idrætshuset fungere som klubhus for IFK98 og som lokaler for ungehus projektet i hverdagene, og om eftermiddagen åbnes op for alle tilbuddene til ungehus brugerne, der ikke går på kurset, men enten går i skole, er i anden aktivering eller lignende. Dette vil give størst mening i min optik, og jeg håber i vil tage det til eftertanke. Tak for jeres tid. mv. hilsen Theis Auhagen
Læs høringssvar fra Theis Auhagen
Indsendt af:
Mette Brogaard
Dato: 18. april 2016
Svarnummer:
25
Virksomhed / Organisation :
Idrætsforeningen Kæmperne af 1998 IFK98
By:
Nørrebro
Postnr.:
2200
Jeg vil kraftigt opfordre til, at I støtter Idrætsforeningen Kæmperne, alt hvad I kan, fordi stedet kan noget særligt omkring at få mennesker i gang med at dyrke motion og holde os i gang med det. Kæmpernes kultur motiverer på mange særlige måder, feks den sociale tone, der hurtigt også bliver en del af nye medlemmers måde at kommunikere på. Kæmperne har fortjent både økonomisk støtte og at I lytter til de gode forslag, der allerede er indsendt som høringssvar. Vores fokus er, at motoren i Idrætsforeningen Kæmperne er en tæt sammenhæng mellem motion, krop, det sociale og kost. Jeg har været medlem af Kæmperne siden 2010. Jeg er blevet en del af flere aktiviteter i mit eget langsomme tempo, der svarer til det jeg kan kapere. Først skulle min krop i gang og vænne sig til at gøre motion. Det brugte jeg over et år på hos Kæmperne, hvor jeg på det tidspunkt ikke magtede det sociale.I forebyggelsescentret var min kondi målt til under det laveste. Jeg var så heldig, at til at starte med fulgtes jeg med en medarbejder og en lille gruppe brugere fra mit lokale aktivitets- og samværssted Ottilia til Idrætshuset og brugte deres fitnesslokale en gang om ugen. Cirka 2 år senere kunne jeg selv møde op og i denne periode fik jeg behov for at sætte mine ambitioner ned. Det så dels en medarbejder og dels en frivillig fra Kæmperne. De kunne guide mig i, at dosere min motion ikke for lidt og ikke for meget. Først nu efter dette lange træk har jeg erfaret, at motion kan løfte både når humøret og kroppen giver ubehagelige og negative symptomer. Idrætshusets cafe med den sunde mad og den gode sociale tone giver et skub og en fornyet energi for mange af os. Vi har en helt særlig social tone, der giver accept og virker motiverende. Jeg har oplevet nye som efter et par måneder i Idrætshuset og hos Kæmperne har fået liv i øjnene. Men det går to veje. Til frokosten i cafeen har jeg også oplevet velkendte, som jeg plejede at træne med, se trætte ud og udtrykke at de ikke kan finde deres energi og kommer så kun til maden. Det kan vare halve og hele år. Det er en sejr, de gange det lykkes, at følges til en aktivitet og forsøge at komme i gang igen. I perioder har jeg så meget af min energi til rådighed, at jeg ud over de faste ting i hverdagen som indkøb og bad, også kan opretholde at træne regelmæssigt 1 gang om ugen, mit mål er at træne flere gange om ugen. Sidste forår deltog jeg sammen med de andre til Sund By Løbet, som finder sted hvert år. Her mærkede jeg at kroppen kunne lidt igen og jeg blev motiveret til at begynde at gå tur. Selvom Kæmperne er velfungerende og istand til at hjælpe andre, så vil jeg henlede opmærksomheden på, at hvert medlem og hele foreningen også er skrøbelige og kan vælte. Jeg opfordrer til, at I støtter Kæmperne.
Læs høringssvar fra Mette Brogaard
Indsendt af:
Ulla Mortensen
Dato: 18. april 2016
Svarnummer:
24
Virksomhed / Organisation :
Café Rose
By:
København SV
Postnr.:
2450
I forbindelse med høringsrunden angående omlægningsstrategien på aktivitets og samværsområdet, gør vi som personalegruppe på Café Rose i Sydhavnen os følgende tanker, bekymringer og refleksioner: Der er i den nye strategi lagt op til at Center City skal varetage sporet Livsmestringsforløb, der vil fylde i fremtidens aktivitets og samværstilbud - ikke mindst i det planlagte multihus i Sydhavnen. Om end det fremhæves, at der stadig skal være plads til den omsorg vi kender fra de nuværende væresteder, er det vores bekymring hvilken prioritet denne vil få fremover. Vi er bekymrede for, hvorvidt der vil være plads til den læring, der ikke kan (eller skal) tilpasses et struktureret forløb. Læringsteoretikeren Etienne Wegner taler om praksisfællesskaber. Ifølge Wegner er vi mennesker sociale væsner, hvilket må forstås som et centralt aspekt af al læring. Vi tager del i utallige praksisfællesskaber, som vi skaber identitet i forhold til og hvori vi organiserer os og afvikler praksis eksempelvis former, rutiner, ritualer, regler, fortællinger mv. Praksisfællesskaber er en uadskillelig del af vores daglige liv - de er uformelle, gennemgribende, sjældent i fokus, trygge, velkendte - herigennem udvikles selvforståelse og identitet. Læring er altså ikke en separat aktivitet, som vi gør, når vi ikke gør noget andet - det er ikke nødvendigvis i situationer hvor læring er i fokus, at vi lærer mest, ifølge Wegner. Med denne teori in mente, ser vi det fællesskab der er på Café Rose som et praksisfællesskab, hvori vi ser brugere, der engagerer sig, organiserer og udvikler sig på forskellig vis. En vigtig arena for læring ser vi eksempelvis udspille sig ved dagens måltid, hvor brugerne kan komme fra gaden og spise med uden forudgående aftale. Her øves kompetencer udi sociale færdigheder uden at det er dette, der er i fokus. Her bliver de udfordret på alle sanser. Her lærer de om sundhed uden løftede pegefingre. Her skal nævnes, at mange af de brugere vi ser som aktive medspillere under måltidet, samtidig er brugere, som vi i øvrigt har svært ved at motivere til at tilmelde sig planlagte aktiviteter, kurser mv. Vi ønsker derfor, at fremtidens AST ikke alene skal kunne udvikle og udbyde livsmestringsforløb til afgrænsede målgrupper, men også i samme omfang som nu vil tage højde for og give plads til den læring, der ikke er i fokus og som ikke kan struktureres eller dokumenteres på samme vis. Samtidig må der være plads til nuværende spontane aktiviteter som eksempelvis gåture og andet, idet det er i disse øjeblikke at vigtigt motivationsarbejde foregår. Med hensyn til det planlagte multihus i Sydhavnen er det endvidere vores bekymring, hvorledes dette skal finansieres. Hvis et sådan hus skal fungere, må der afsættes midler ikke alene til at drive huset men også indrette det optimalt, hvilket der så vidt vides ikke er på nuværende tidspunkt? Her tænker vi ikke alene på det fysiske inventar, men også hvordan huset i sin plantegning ser ud - alt efter hvilken matrikel det lykkedes at finde egnet kan det blive nødvendigt med forskellige former for skillevægge, afskærmninger mv. da vi jo har med en målgruppe at gøre, der ofte er meget følsomme over for støj og indtryk. Fra vores hverdag ved vi, at flere brugere vælger ikke at komme i cafeen, når vi har afholdt møder, aktiviteter og arrangementer, hvor der har været et højere deltagerantal end vanligt. Brugere der måske nok har været interesseret i aktiviteten, men ikke kan rumme at være tilstede blandt mange mennesker eller i megen støj. Vi ved fra det stigende antal brugere hos vores kollegaer i Ottilia, at samme mønster gør sig gældende her. Vores ønske til fremtidens multihus er således, at dette i sin udformning og indretning vil tage hensyn til mennesker med forskellige udfordringer med at være mange mennesker tilstede, og at der afsættes midler hertil. Med venlig hilsen personalet på Café Rose: Adam Bach Nielsen – Pædagog Bodil Ovesen - Socialrådgiver Ulla Mortensen - Professionsbachelor i ernæring og sundhed samt cand.mag. i læring og forandringsprocesser Eva Rosenkrantz Thomsen – Seniorjobber
Læs høringssvar fra Ulla Mortensen
Indsendt af:
Henrik Drejer
Dato: 18. april 2016
Svarnummer:
23
Virksomhed / Organisation :
Kæmperne
By:
København N
Postnr.:
2200
Jeg har gået hos Kæmperne siden midten af februar måned i år. Jeg synes, at det er et godt og velfungerende værested. Det er en meget dårlig idé, at flytte dette sted. Det kan jeg slet ikke gå ind for. Hvis det er planen, at flytte stedet, synes jeg, det er en dårlig idé, at flytte stedet til Amager. Der er en god stemning på stedet, og det er mit indtryk, at der er mange medlemmer, som møder op til de forskellige hold. Cafe´en virker som et godt samlingssted for hygge og socialt samvær. Jeg tror, at foreningen Kæmperne er med til, at give mange mennesker bedre livskvalitet. Det er en stor forening med omkring 400 medlemmer, som alle betaler kontingent. Hilsen Henrik Drejer
Læs høringssvar fra Henrik Drejer
Indsendt af:
Brian Lund
Dato: 18. april 2016
Svarnummer:
22
Virksomhed / Organisation :
IFK98: Idrætsforeningen Kæmperne af 1998
By:
N
Postnr.:
2200 København
Ang IFK 98: Idrætsforeningen Kæmperne af 1998 Dette forslag tager udgangspunkt i Kæmpernes behov, som de er nævnt i mange høringssvar. Mit forslag er, at vi finder en centralt beliggende adresse, hvor der er plads til både motionsaktiviteter, cafe med sund frokost og sekretariat. Dette sikrer, at det sociale virker. Jeg har deltager i møder og mange samtaler i forbindelse med de ændringer der er i støbeskeen for vores aktivitets- og samværssteder. Jeg har besøgt Center Nørrebros adresser med socialpsykatiske tilbud. Jeg er med i Kæmpernes bestyrelse. Mit forslag er inspireret af dette og skal sikre, at de positive ting, som gør Kæmperne til det det er idag bevares. En vigtig forudsætning for det sociale er, at det er overkommeligt at transportere sig, det vil sige at Kæmperne ligger i cykelafstand. Jeg opfordrer til, at Kæmperne i samarbejde med Københavns Kommune bruger tid på at finde et sted, der svarer til de behov vi har. Stedet kan godt være sammen med/deles med andre organisationer, eksempelvis sundhedshuse på Vesterbro, Nordvest, Vanløse, Nørrebro, Valby eller City, Sind, en fagforening. De centre på Amager, City, Nordvest og Nørrebro, som oplagt vil bruge Kæmperne, kan fra deres budgetter afsætte penge til en husleje til et relevant sted for Kæmperne. Det vil også understøtte, at Kæmperne er til for alle og ikke særligt er tilknyttet et bestemt aktivitets- og samværssted eller center.
Læs høringssvar fra Brian Lund
Indsendt af:
marie boesen
Dato: 17. april 2016
Svarnummer:
21
By:
kbh n
Postnr.:
2200
Kære jer, som planlægger at flytte ifk98´s sekretariatslokaler. I er ved at begå en kæmpe og fatal fejl! I er ved at ødelægge en forening og et værested, som rent faktisk formår at hjælpe psykisk sårbare ”ud på den anden side” og gøre disse mennesker i stand til at leve og deltage i samfundet. Hvilket er noget i ønsker ikke? Eller hvad? For jeres såkaldte tiltag for at støtte os sårbare virker lige modsat. Jeres planer om at flytte IfK98´s sekretariatslokaler væk fra Idrætshuset (på Hørsholmgade) vil ikke blot få konsekvenser for kæmpernes bruger og instruktører, det vil være med til at bremse den positive dynamik, som skabes mellem de unge og ”gamle”, som er fælles om huset. Dermed vil det i sidste ende gå ud over kommende sårbares recovery og dermed også færre, der vil kunne bidrage i samfundet. Jeg er selv bruger af kæmperne og har kommet i idrætshuset siden jeg var 23 år og er i dag 30 år. Derfor kan jeg med rette fortælle jer at, i er ved at ødelægge det eneste, som virkelig fungerer i psykiatrien. I idrætshuset, hos kæmperne er der ikke venteliste og man skal ikke bestille tid for at få en snak, når verden er ved at krakelere omkring én. Kæmperne og idrætshuset var min livlinje. Her mødte jeg mennesker i alle aldre og et personale, der støttede mig og gav mig den omsorg og inspiration, som gav mig troen på livet. Hvis jeg ikke var kommet i kæmperne i idrætshuset, var jeg ikke blevet færdig uddannet pædagog, med et 35 timers job og mor til en fantastisk dreng på 1 ½ år. Min sygdom startede, da jeg var 19 år. Jeg havde mange gange sagt farvel til livet og været i utallige indlæggelser og forskellige behandlingsforløb. Det var først, da jeg blev en del af kæmperne og kom i idrætshuset, at jeg begyndte at få det bedre og mærke, at livet var værd at leve. Jeg blev færdig, som pædagog den 19. januar 2016, selvom jeg i løbet af min bacheloropgave flere gange, var ved at opgive, da angsten for at blive syg bremsede min koncentrationsevne. At jeg kom i mål skyldes også, at jeg kunne sidde i idrætshuset og skrive min opgave i trygge rammer, hvor kendte ansigter unge som gamle, gav mig styrke til at fortsætte. Lyt nu til OS, der ved, hvad der virker, når det gør ondt i livet og lad IFK98 blive i idrætshuset. Med Venlig Hilsen Marie
Læs høringssvar fra marie boesen
Indsendt af:
Jens Bjørn Pedersen
Dato: 17. april 2016
Svarnummer:
20
Vedhæftede filer: 2
Virksomhed / Organisation :
IF Kæmperne af 1998
By:
København NV
Postnr.:
2400
På vegne af medlemmer og bestyrelse hos Idrætsforeningen Kæmperne indsendes hermed høringssvar vedr. udvikling af Københavns Kommunes aktivitets- og samværstilbud til psykisk sårbare. Med venlig hilsen Jens Bjørn Pedersen Formand for Idrætsforeningen Kæmperne af 1998
Læs høringssvar fra Jens Bjørn Pedersen
Indsendt af:
Tine Selmer Bertelsen
Dato: 17. april 2016
Svarnummer:
19
Vedhæftede filer: 1
By:
København Ø
Postnr.:
2100
Til socialudvalget / høringssvar vedr. SKCung i Linnésgade. Det er med stor sorg, dyb undren og frustration, at jeg erfarer at Københavns Kommune ovevejer at lukke samværs- og aktivitetstilbuddet SKCung i Linnégade. Et særdeles velfungerende sted, der har været og er til stor gavn og støtte til mange unge mennesker i København, der er udfordret med psykisk sygdom og skrøbelighed. Jeg er pårørende til en af de unge brugere af SKCung. Det er uomtvisteligt, at stedet har været af uvurderlig støtte for min søn, der er daglig bruger af tilbuddene i SKCung Mødet med SKCung, det særdeles kompetente og engagerede personale og de øvrige unge brugere, har været et vendepunkt i min søns liv. Et liv med de udfordringer det indebærer, at være diagnostiseret med en skizotypisk lidelse, der blandt andet viser sig som social angst, depressive tankemønstre og koncentrationsbesvær. På SKCung har min søn oplevet og fået den støtte, der skal til for at han kan fungere i sin hverdag med studier og fritidsinteresser. Her har han fundet et trygt sted med højt til loftet og frirum til at være præcis den man er. Et sted med særdeles kompetente medarbejdere og andre unge, der oplever samme udfordringer og problematikker som han selv. Via SKCung har min søn fået et solidt og positivt netværk, der har givet ham mod på livet og hjælp og støtte til færdiggørelse af den HF uddannelse, han afslutter til sommer. Desuden er han lykkelig for de tilbud om kreativ udfoldelse (især musik), som stedet tilbyder. Han har fået nye venner og er i det hele taget blomstret op efter han er begyndt at komme i SKCung. Det vil være en katastrofe at rive tæppet væk under ham – og de mange andre brugere - med en lukning af stedet. Socialudvalg og forvaltning opfordres på det kraftigste til at genoverveje planerne om lukning af SKCung og andre mindre aktivitets- og samværssteder i København. Det er IKKE i brugernes interesse og det er IKKE varetagelse af deres tarv at nedlægge de velfungerende mindre steder til fordel for større enheder. Det er netop det nære og trygge og de mindre enheder med høj grad af brugerinddragelse, brugerne efterspørger og har størst glæde af. Tine Selmer Bertelsen Pårørende
Læs høringssvar fra Tine Selmer Bertelsen
Indsendt af:
Majken Simmelsgaard
Dato: 17. april 2016
Svarnummer:
18
Vedhæftede filer: 1
By:
København NV
Postnr.:
2400
Se nedenstående uploadede høringssvar
Læs høringssvar fra Majken Simmelsgaard
Indsendt af:
Lennart Nilsåker
Dato: 17. april 2016
Svarnummer:
17
By:
københavn
Postnr.:
2100
Jeg er ung mand på 60 år, boende i østerbro. er sen et års tid medlem af kæmperne. Jeg har en historik af psykisk sammenbrud og arbejdsliv flettet ind i hinanden. I cirka to år har jeg varet på flexydelse, og idag et 5 timers rengørings job. Min kontakt til kæmperne begynde for cirka 6 års tid. Kom på rundvisning sammen med patienter fra afdeling på Riget. Det var spændende, 3 år derefter sammen med distrikt psykiatrien. Men skridtet fra et besøg til at begynde bruge nogle aktiviteter er tit lang. Begyndte regelmæssigt at komme til fitness 2 gange om ugen. Svært at starte, men den måde som jeg blev mødt af fik det hele at bli mer nemt for hver gang,I løbet af året har jeg deltaget på cykel tur, deltog i julefrokosten samt årets generel forsamling. Jeres forslag at flytte kæmpernes sekretariat og lukke adgangen til kaffen vil set fra min stol ha flere negative konsekvenser. Kontakten mellen den ansatte bliver mer komplicerer gennem den fysiske adskillige .Det er ikke op til mig at beskrive hvilke konsekvenser det får, men det bliver ikke godt. At vi ikke fremover kan drikke kaffe efter træning, spise frokost osv, rokker på helheden af oplevelsen-fremover bliver det trangt, hvor kan man sidde ned og snakke og føle sig som en del af noget større. I jeres forslag som er til høring bruger i alle moderne buzz ord, recovery, peer to peer, brugerindragelse osv. Jeg kan ikke flere lige nu, men når i taler så meget om dette ikke bruger kæmperne som et godt eksempel, Brugerindragelse, peer to peer, Hos kæmperne er cirka 60% af instruktørerne tidligere bruger. Jeg er bange før at i er igang med at skade kæmperne hvis jeres ideer bliver virkelighed.
Læs høringssvar fra Lennart Nilsåker
Indsendt af:
Rikke C. Moltke
Dato: 16. april 2016
Svarnummer:
16
Virksomhed / Organisation :
IFK 98/kæmperne
By:
Frederiksberg C
Postnr.:
1902
Betegnelsen "psykisk sårbare" dækker over en broget gruppe med meget forskellige behov, derfor er det vigtigt at bevare velfungerende små og mellemstore tilbud som IFK 98/ /kæmperne, der - med nogen held - også tager sig af de mest skrøbelige, der netop er udskrevet fra hospitalet, og behøver hjælp til at vende tilbage til hverdagen. Det nytter ikke at tænke i stordriftsfordele, når man har med disse mennesker at gøre, da det ikke er indlysende at folk der får det dårligt af uvished, larm, store menneskemængder eller pludselige bevægelser skulle ønske at rejse langt for at komme et sted, hvor de ikke føler sig godt tilpas. Hvis man endelig skal bruge økonomi som et mål for om et tilbud kan betale sig eller ej , skal det ikke være et spørgsmål om hvad et tilbud koster, men i hvor høj grad det kan forebygge indlæggelser. IFK 98/kæmperne er ikke kun en gymnastikforening, hvor folk går hjem efter træning. Medlemmerne er skrøbelige mennesker, der har svært ved at skabe kontakt til andre, derfor er det vigtigt at vi kan beholde caféen, så folk kan blive lidt længere og tale sammen. Idrætshuset er en oase for folk der ikke er klar til at blive gjort arbejdsmarkedsparate. Tab dem ikke på gulvet!
Læs høringssvar fra Rikke C. Moltke
Indsendt af:
Nicklas Bertelsen
Dato: 16. april 2016
Svarnummer:
15
Vedhæftede filer: 1
By:
København Ø
Postnr.:
2100
Her er SKC-Ung-brugernes høringssvar vedrørende lukningen af værestedet SKC-Ung. VIGTIGT: Svaret indeholder billeder og statistikker der ikke kan vises i dette tekstformat, samt fysiske underskrifter på de to forfattere. Vi anbefaler derfor i læser den vedhæftede pdf.fil Kære Socialforvaltning Vi har modtaget jeres plan om udviklingen af byens aktivitets- og samværstilbud til borgere med sindslidelser. På baggrund af en lang rækker møder og workshops i huset har vi udformet et fælles svar rettet til høringen om omlægningen af de forskellige væresteder og centre for psykisk sårbare borgere i Københavnsområdet. Vi har valgt to repræsentanter til udformningen af brevet, Tine Sofie Nielsen og Sebastian Reinert Scheuer. Vi forstår godt, at I kan have et ønske om at omprioritere midler og skabe en mere jævn fordeling af tilbud og ressourcer i forhold til lokale og sociale tilbud. Vi sætter også pris på, at i tager området omkring psykisk sårbares recoveryproces seriøst, men vi føler som brugere af værestedet SKCung ikke, at vi bliver mødt af de nye tiltag. Selvom i har afholdt forudgående workshops og interviews i forbindelse med tiltaget, føler vi ikke, at vi kan se os selv i jeres forslag til en omlægning; vi føler os ikke hørt. Vi mener også, at det vil være et stort tab for den generelle indsats for psykisk sårbare, unge mennesker at nedlægge stedet. Vi vil derfor indgive en klage til høring og en kraftig opfordring til at beholde SKCung i stedets nuværende form. Vi vil i denne mail opsummere dels de mange uerstattelige værdier, stedet har for os; hvad der frustrerer os ved jeres tiltag og til sidst et forslag til et alternativ samt nogle tal og statistikker (OBS: kun tilgængelige i pdf.-filen), der måske kan give jer et nyt syn på sagen. Hvad betyder SKCung for os nuværende brugere? En oase uden krav Til forskel fra de mange steder, der i forvejen tilbyder strukturerede recoveryforløb og opkvalificering af psykisk sårbare til arbejdsmarked og uddannelse, står SKCung som en lille oase centralt i indre by, hvor vi som psykisk sårbare kan få et åndehul fra en hverdag fyldt med samfundets krav, fordomme og vores forskellige lidelser og udfordringer. Et frirum, der netop ikke stiller krav til mødestabilitet eller kontinuerlig udvikling, men i stedet lægger sit fokus på det uvurderlige ved mellemmenneskeligt samvær og kreativ fordybelse. Man kan komme og gå, når det passer én og bruge de helt fantastiske og enestående tilbud, stedet har: f.eks. madlavning, individuelle samtaler, atelier, multimedie og musik samt helt almindelig kontakt til andre mennesker. Stedet egner sig altså både til folk, der er i fuld gang med uddannelse, behandling eller arbejde og folk, der ikke er i hverken beskæftigelse eller behandling. For mange af os brugere er stedet faktisk en katalysator for, at vi overhovedet har overskuddet til at møde de mange udefrakommende krav fra forskellige behandlingsforløb, uddannelse og arbejdssituationer, vi befinder os i, ved siden af. Nogle bruger stedet til et afbræk fra deres uddannelse eller job, for andre er det faktisk det sted, der overhovedet giver dem noget at stå op til om morgenen – en mening med tilværelsen. Ikke kun sygdom Det enestående ved SKCung, som man netop ikke finder andre steder, er, at der ikke er fokus på ens psykiske lidelse eller sygdom, men at formålet ligger i ligesindet samvær og kreativ udfoldelse. Der er selvfølgelig rigeligt plads til også at tale med personalet om sin sygdom eller sparre med andre brugere om deres erfaringer og successer, men sygdommen kommer så at sige i anden række, hvilket står i stærk kontrast til de mange mere strukturerede forløb, man finder, hos eksempelvis Fountain House, Opus, Fremtidsfabrikken, Klub Fontana, ASPA eller i Distriktspsykiatrien. De fleste af os har været brugere i adskillige af disse forløb, og selvom der kan findes nogle positive egenskaber hos dem, mener vi enstemmigt, at SKCung er det definitivt bedste tilbud, vi nogensinde har haft på det socialpsykiatriske område. SKCung er altså ikke bare et værested, men en enestående kultur med en uvurderlig sammenhængskraft, der vil være svær (vi vil som brugere næsten sige umulig) at gendanne andre steder. Her er der liv, her føler vi os hjemme, her føler vi os mødt. De magiske medarbejdere En tredje grund til, at SKCung står som en uerstattelig grundpille i mange af os brugeres liv, er stedets helt igennem super kompetente medarbejdere. Deres engagement, humør og nærvær giver værestedet sjæl og skaber en tryghed, som ikke findes andre steder. Trine, Gitte, Johnni, Mette, Ulrik, Louise, Marco og Steffen er for os 1:1 med SKCung og dets kultur. Ligesom de er den mørtel, der får stedets mursten til at hænge sammen, er de kernen i den energi og atmosfære, der opretholder stedets glød og varme. Intet SKCung uden dem. Det kan måske virke utidigt at nævne vores medarbejdere ved navn, men det er essentielt for os, at i forstår, at SKCung ikke bare er et værested i en storby; det er en sammenvævning af mennesker og historier. En kultur. De ansatte er altså mere end bare medarbejdere for os: De er rollemodeller for de søgende, de er en venlig hånd på skulderen for den trængende, og de er et godt grin og en kærlig atmosfære for os alle. Hvad frustrerer os ved jeres meddelelse Da vi for lidt tid siden modtog jeres udmelding om, at I ville omlægge de forskellige væresteder, følte vi os temmelig frustrerede. For det første er det for mange af os en enorm stressfaktor at skulle omstille os til så omsiggribende ændringer i vores hverdag. Som psykisk sårbare har vi netop brug for faste og trygge rammer. Det giver SKCung os. Vi har faktisk haft flere, der har sagt, at jeres ændringsudspil har været medvirkende til, at de er blevet genindlagt på psykiatriske afdelinger, da der rokeres på nogle helt grundliggende brikker i deres liv. For det andet føler vi os ikke lyttet til eller genkendt i jeres udspil – til trods for de mange interviews og møder, vi har deltaget i op til jeres udmelding: Vi kan ikke se, hvor vores interesser er repræsenteret i omrokeringen. For det tredje – og det er næsten det, der stresser os mest – har vi enormt svært ved overhovedet at forstå, hvad der konkret set vil ske ud fra jeres udmelding. Vi synes, det hele virker meget ukonkret, usikkert og abstrakt, og vi føler os på ingen måder sikre på, at I vil gøre, hvad I kan for at bibeholde den kultur, vi efterhånden har opbygget her på stedet. Vi føler os med andre ord tabt af et system, der netop har til opgave at sikre vores velbefindende som psykisk sårbare borgere. Mere konkret har vi en række punkter, vi ønsker klarhed over. Konkrete punkter I skriver flere steder under punkt 2 i jeres løsningsforslag, at de nye tiltag skal indeholde såkaldte "livsmestringsforløb". Hvad indebærer det? Er det overhovedet et rimeligt krav at stille nogen (psykiske sårbare såvel som 'raske' borgere) at skulle "mestre" sit liv? Og er der plads til selvstændig kreativ udfoldelse og samvær her? I skriver under punkt 2 midt for også, at vores kreative aktiviteter skal overtages af "strukturerede forløb", "netværksskabende samvær" og uspecificerede "aktiviteter" i Fountain House. Er der overhovedet plads til SKCungs unikke og højt værdsatte drop-in kultur i forløb, der er strukturerede?; Skal samvær nødvendigvis være netværksskabene? Kan det ikke 'bare' være samvær? Og hvad betyder (uspecificerede) "aktiviteter"? Betyder aktiviteter uden fortegn, at vores nuværende kreative aktiviteter ikke skal have plads i jeres omlægning? I skriver også i næstnederste kolonne under punkt 2, at tiltaget skal styrke arbejdet med at få psykisk lidende borgere klargjort til uddannelse og/eller beskæftigelse. Dette er i sig selv en god idé, men er der ikke allerede nok steder, der udbyder netop denne service? Og kan I love, at vores højelskede frikultur og behov for et alternativ til strukturerede forløb stadigvæk kan blomstre? I skriver også, der skal være færre, men større aktivitets- og samværstilbud, men har I overvejet, om det måske havde sin egen logik, at aktiviteterne netop er uddelegeret på flere steder, fordi at for store steder og for blandede aktiviteter på et sted kan undergrave de mindre, unikke brugerkulturer, der allerede findes? At et sammensurium af både drop-in kultur med frihed blandet med retningsbestemte, strukturerede forløb kan virke mod hensigten, da det vil være svært at finde common ground; at det kan virke modarbejdende, at nogle brugere har specifikke mødetider og dagsordener, samtidig med at andre brugere af samme sted ikke har. I skriver under punkt 4.1– om ophør af tilbud og etablering af nye tilbud – at i vil afvikle en lang række små steder (med hver deres unikke fælleskab og dynamik) og forklare, hvorfor tilbuddene afvikles. Her giver i korte grundlag for, hvorfor fx. Værestedet Pegasus, Amadeus og Café Rose lukker pga."utidssvarende lokaler", og den samme grund giver i for afviklingen af café Offsides lokaler i Prinsesse Charlottesgade; men i giver faktisk ingen grundlag for SKCungs afvikling, da i nævner vores sted på side to under punkt 4.1. Der står blot, at det afvikles og integreres i Fountain House. Intet mere, intet mindre. Som vi har skrevet tidligere, er værestederne langt mere og meget andet end de lokaler, der udgør dem – det er en pærevælling af mennesker, kultur og historier. At lokalerne skulle være den primære grund til lukningen af de andre steder, forstår vi ikke, men i SKCungs tilfælde, kan det på ingen måde siges, at lokaler er hverken utidssvarende eller uoptimale – de ligger mest centralt for alle Københavns borgere i hjertet af byen, og samtidig savner vi en specifik grund for lige netop SKCungs afvikling. Vi brugere føler os altså relativt magtesløse overfor de ting i skriver, da de forekommer abstrakte og ukonkrete i forhold til de præcise ændringer og kulturen i SKCung. Statistikker for stedets besøgsfrekvens og forslag til alternativ til afvikling af SKCung Statistik for besøgende Vi har haft indtryk af, at I har haft et misvisende billede af, hvor mange brugere vi har i SKCung, og hvor stor opbakning stedet har. Vi vedlægger derfor nogle tal over antallet af besøgende i SKC i 2016. Tallene viser det samlede besøgstal i de forskellige aktiviteter i SKCung (musik, atelier, madlavning i caféen m.fl.) i månederne januar, februar og marts 2016. Efterfølgende figur (Fig. 2) viser antallet af unikke besøgende i samme periode, fordelt på køn (OBS: Se vedhæftede pdf.-fil! SKC er i gennemsnit blevet besøgt af 60 forskellige brugere pr. måned i månederne januar, februar og marts i 2016, og stedets aktiviteter er blevet benyttet 515 gange pr. måned i samme periode). Vi mener, at ca. 60 unikke besøgende i gennemsnit er et højt tal for et værested som SKC, som netop ikke har noget krav om fremmøde. Det er altså folks egen vilje og glæde ved stedet, der alene bærer det stærke fremmøde. Vi forholder os derfor tvivlende til idéen om, at de andre væresteder i København – herunder Fountain House – vil være i stand til at huse et så stort antal besøgende og aktiviteter som SKCung. Hvis der er spørgsmål til statistikkerne, er I meget velkomne til at kontakte os i SKCung. Underskriftindsamling Vi vedlægger også et link til en underskriftindsamling startet af os brugere. Som I kan se, er den startet d. 8. april og har i skrivende stund over 600 underskrifter: http://www.skrivunder.net/skc Der er altså en relativt stor opbakning for bibeholdelsen af SKCung, og vi synes, I skal have dette med i jeres overvejelser. Hvis I fastholder at SKC skal lukkes vil vi meget gerne I dialog med jer om hvad der så skal ske. Vi føler at vi som brugere fortjener at have indflydelse på hvilke ungetilbud der fremover vil være tilgængelige. Vi takker for muligheden for at gøre denne indsigelse, og håber vi kan få lov at bevare vores fantastiske kultur. Alternativer til afvikling af SKCung – Færre lokaler Vores helt klare endemål er at overbevise jer om, at SKCung skal forblive, som det er. Men for at indgå i en dialog foreslår vi, at man i stedet for at afvikle SKCung kan opsige nogle af SKCungs lejemål. Vi har pt. 7 forskellige lokaler, vi gør brug af; vi mener dog godt, at vi kan fordele vores aktiviteter på mindre plads for at frigøre nogle midler eller matche det budget, i har lagt for Fountain House. Vores atelier på 6. sal kan undværes og ligeledes kan de to 'ekstralokaler' på 2½. og 3. sal. Vi tænker, at kælderlokalet kan bruges til musik og arrangementer, caféen kan benyttes som drop-in og 2. salen bruges som multimedieværksted, malerværksted, studierum og samtalerum. Vi vedlægger her et kort over de forskellige lokaler samt kommentarer til, hvordan de kan benyttes (Se igen den vedlagte pdf.-fil). Caféen i stuen vil fungere som drop-in og hangout. Kælderlokalet vil fremadrettet inkorporere musikaktiviteten, samt “kultur med kaffe”, som er et månedligtarrangement hvor brugerne mødes. 2. sal kan huse atelier, multimedieværksted, medarbejdernes kontorer, samtalerum og stilleområde. Atelieret rykkes ned fra 6. sal. De resterende lejemål kan opsiges. Dette er blot et forslag, men vi håber i vil tage dem seriøst, da vi forholder os meget kritiske overfor forslaget om at fordele SKCungs funktioner ud mellem væresteder, herunder Fountain House på Østerbro, da vi er overbeviste om, at vores lokaler er langt bedre egnede til at huse disse aktiviteter, selv hvis flere af dem opsiges. Opsummering Vi håber virkelig, I har fået indtryk af, hvor vigtigt SKCung er for os brugere, hvor stor opbakning stedet har, og hvilke alternativer, der kunne være. Der hersker absolut ingen tvivl om, at vi alle ser det som vores ypperste mål at sikre SKCung, som det er nu, intakt. Hvis I på trods af vores store opbakning og brev alligevel fastholder afviklingen af SKCung, så håber vi i det mindste, at i vil indgå i en konstruktiv dialog med os om, hvordan vi sikrer kulturens overlevelse. På vegne af SKCungs brugere, tak for jeres tid. Venligst Sebastian Reinert Scheuer Tine Sofie Nielsen
Læs høringssvar fra Nicklas Bertelsen
Indsendt af:
Jens Jensen
Dato: 15. april 2016
Svarnummer:
14
By:
København V
Postnr.:
1619
Vedr. Udvikling af Københavns Kommunes aktivitets- og samværstilbud for borgere med sindslidelser, Høring 28443. Dette høringssvar vedrører primært Tilbud Hørsholmgade og tager udgangspunkt i at de midler på kr. 3.367.862 der i dag deles mellem Idrætshuset og Ungetilbud bliver rent Ungetilbud. Det skyldes punktet 1 i Indstilling, underpunkt: Citat ”Aktivitets- og samværstilbuddet i Hørsholmsgade omlægges til ungetilbud, og Kontaktcentret på Vesterbro udvides til at rumme både udsatte borgere og borgere med sindslidelser”. Kontaktcenter på Vesterbro drives i dag af KFUK (Reden m.m.) dvs udsatte borgere. Det nye forekommer at være borgere med sindslidelser. Budget for Kontaktcenter på Vesterbro er ikke nævnt i forslaget, hverken i Nuværende form eller Efter omlægning. Budgettet for Kontaktcentret på Vesterbro er formentlig uændret. I praksis vil det sige at tilbud Idrætshusets på Hørsholmgade reelt lukker! Jeg er pårørende til en bruger af kommunes aktivitets og samværstilbud både tilbud Idrætshuset og tilbud Kæmperne som har adresser samme sted og er i dag taknemmelig for de muligheder der er for hende. Det har i den grad betydet at en meget svær sygdom reelt har haft et positivt forløb ud over det sædvanlige. 1. Idrætshuset har følgende tilbud: • Recovery – at man kan komme sig • Motion og idræt • Kost • Rygning, alkohol og misbrug • Søvn • Metoder som skaber balance mellem krop og psyke,f.eks yoga, mindfulness, kropsterapeutisk: Bodynamic Therapy, Systems-Centered Therapy, NADA akupunktur, mm. • Metoder som afhjælper psykiske symptomer som psykose, angst, depression mm. fx øreakupunktur / NADA, stemmehøringsarbejde, personlig aktivitetsorienteret medicin, kosttilskud, narrative, kropsfænomenologiske og kropsterapeutiske metoder. • Håndtering af medicinrelaterede sundhedsproblemer, - såsom øget vægt, nedsat seksualdrift, uro mm. • Socialt netværk med fokus på fritidsliv, arbejds- og uddannelsesliv der Specielt Recovery og Bodynamic Therapy har stor betydning og effekt for de borgere jeg efter hånden har mødt gennem de sidste år gennem pårørende. Jeg vil endda gå så langt at sige at tilbuddene er afgørende for at det nuværende positive forløb fortsætter. 2. Idrætsforening Kæmperne for psykisk sårbare og deres pårørende vil blive flyttet (ukendt sted) og tildelt nye lokaler, men kun til sekretariat! Når de kun får et sekretariat, nedlægges de øvrige indendørs aktiviteter da Idrætshuset stiller mange faciliteter og lokaler til rådighed gratis. Det gælder mange af aktiviteterne (især e de mørke dage om vinteren) i Idrætshal, mødested og Cafe med fælleskøkken og spiseplads både indedørs og udendørs hvor borgerne ofte spiser sammen. Deres budget er uændret 900.000 og det er meget få penge i forhold til det store antal tilbud og aktiviteter, drevet af friville og psykisk sårbare borgere i fællesskab. Kæmperne er velfungerende, populært og et ”andet hjem” for mange af de psykisk sårbare borgere på Nørrebro. Det har stor betydning for sind og krop for de psykisk sårbare, i det De formår at bearbejde sind og krop gensidigt positivt fra begge sider. Kæmperne formår også at inddrage pårørende i deres aktiviteter. Afslutningsvis vil jeg svare til høringen at den forekommer meget vanskelig at læse og forstå. Vedrørende Hørsholmgade er det i en grad der gør at den reelt ikke opfylder Planlovens intention om at borgerne skal høres. Der mangler information om: Budget Hørsholmgade er uændret 3.367.862 men det burde været udspecificeret hvad Idrætshuset får før og efter. Dermed informeres der ikke om Idrætshuset fremtidige budget (formentlig 0 kr.) Bemærkning om at Kæmpernes sekretariat flyttes fortæller ikke noget om hvorvidt Nørrebro beholder denne aktivitet eller om Kæmperne reelt ”nedlægges” og muligvis genopstår på i en anden bydel. Det tages heller ikke stilling til om Kæmperne beholder adgang til idrætslokaler, cafe, fælleskøkken, mødelokaler med mere. Oprettelse af tilbud Borgere med sindslidelser på Kontaktcenter på Vesterbro sammen med udsatte borgere (Reden) forekommer at være problematisk og er ikke nærmere beskrevet. Der er ikke angivet noget budget eller organisation i forhold til KFUK. Det er heller ikke angiver hvorfor dette punkt er nævnt sammen med Hørsholmgades omlægning. Jeg er klar over at der tale om meget stort projekt der omhandler hele byen og der er positive ændringer idet Amager får tildelt flere midler. Jeg er også klar over at det ikke er færdigt endnu idet den endelige model skal forelægges socialudvalget. Det er dog eneste høring der er. De psykiske sårbare er en udsat gruppe og deres aktivitets- og samværstilbud er en vigtig del af deres recovery proces sammen med de distriktpsykiatrisk center. De fortjener en mere akkurat høring. MVH Jens Jensen
Læs høringssvar fra Jens Jensen
Indsendt af:
Tommy Rasmussen
Dato: 14. april 2016
Svarnummer:
13
Vedhæftede filer: 1
Virksomhed / Organisation :
Bedre Psykiatri, Amager afdeling
By:
Kastrup
Postnr.:
2770
Læs høringssvar fra Tommy Rasmussen
Indsendt af:
N.A.B.O.-center
Dato: 14. april 2016
Svarnummer:
12
Virksomhed / Organisation :
N.A.B.O.-center
By:
København S
Postnr.:
2300
Amager, 14. april 2016 Vi takker for at der bliver bevilget ekstra penge til N.A.B.O.-center, Amager. Efter en god debat er vi blevet enige om, at følgende er det vi prioriterer som det vigtigste for stedet lige nu: • Vi har en fast maddag torsdag. Vi kunne godt tænke os også at have fast maddag mandag. • Udvide vores åbningstider, således at der er åbent fra 11:00 til 20:00 mandag til fredag og 11:00 til 18:00 lørdag og søndag. • Et årligt sportsstævne i samarbejde med Kompasset. Med venlig hilsen Brugerne, N.A.B.O.-center, Amager
Læs høringssvar fra N.A.B.O.-center
Indsendt af:
Kristina Jonsson
Dato: 14. april 2016
Svarnummer:
11
Vedhæftede filer: 1
By:
København SV
Postnr.:
2450
Vedhæftet er Kristina Jonsson, bruger af Cafe Roses. Artiklen kan ses som en kommentar til udviklingen indenfor Aktivitets og Samværsområdet. Artiklen taler for sig selv! Hilsen Kristina Jonsson
Læs høringssvar fra Kristina Jonsson
Indsendt af:
Thomas Meyer
Dato: 14. april 2016
Svarnummer:
10
Virksomhed / Organisation :
IFK98
By:
København N
Postnr.:
2200
Det er med dyb bekymring for IFK98´s (Idrætsforeningen Kæmpernes) fremtid at jeg skriver dette høringssvar. Der er lagt op til at Idrætsforeningen Kæmperne som holder til i Idrætshuset på Hørsholmsgade 20, 2200 København N skal flytte sekretariat til botilbuddet Sundbygård på Amager hvilket efter min mening er dybt problematisk da jeg frygter at vores medlemstilgang vil falde markant. Vi har tidligere haft svært ved at få fodfæste på Amager og jeg frygter at vores medlemmer ikke længere ønsker at være medlem af vores forening længere hvis Kæmpernes sekretariat flytter til Amager. Der eksisterer i dag en dynamik i forhold til at vores medlemmer bruger vores fitnessaktivitet i Idrætshusets lokaler for derefter at benytte Idrætscaféen hvor man efter fitness spiser frokost sammen. Denne dynamik vil forsvinde fuldstændig hvis Idrætshuset som det eksisterer i dag vil blive lavet om til et ungehus. Jeg håber at disse problematikker vil blive taget i betragtning når der skal træffes beslutninger på mange menneskers vegne. M.v.h. Thomas Meyer
Læs høringssvar fra Thomas Meyer
Indsendt af:
Anja Egede Bjødstrup
Dato: 13. april 2016
Svarnummer:
9
By:
København SV
Postnr.:
2450
Høringssvar mod at aktivitets- og samværstilbuddet i Hørsholmsgade omlægges til ungetilbud - hvilket vil betyde at IFKs lokaler skal begrænses eller at foreningen skal finde lokaler andetsteds i byen. Jeg er pårørende til en af medlemmerne i IFK (Kæmperne). Min far har en diagnose som bipolær og har derfor i perioder meget svært ved at komme ud og møde andre mennesker. Han har været medlem af Kæmperne i ca. 4 år og i løbet af den tid har jeg oplevet en medicin der for alvor gjorde en positiv forskel for ham over en længere periode: nemlig motion, sund mad og venner. Det er altafgørende at han stadigvæk får mulighed for at komme et sted i nærområdet, hvor han kan finde netop de her tre ting. Da det i forvejen kan være en udfordring at komme ud af døren, vil en flytning af IFK højst sandsynligt betyde at han ikke vil have overskud til at tage den lange tur (hvis det bliver flyttet et andet sted hen i byen), og han vil således blive en af de medlemmer som måske vil falde fra, med kæmpe konsekvenser for hans helbred - fysisk og psykisk. Det vil i det lange løb koste samfundet langt flere penge at behandle ham end at sikre at det unikke sted, som IKF har bygget op over mange år, får lov at bestå. Jeg vil derfor virkelig tale kraftigt imod at man omlægger eller flytter IFK, da det vil have meget negative konsekvenser for dem her i samfundet som har mest brug for hjælp. Det har stor betydning at der er den slags lokale tilbud til sindslidende på Nørrebro og omegn, og det er forkert at tro at man kan flytte en forening som IFK et andet sted hen i byen uden at miste en stor del af brugerne. Jeg håber derfor meget at Københavns Kommune vil genoverveje deres planer og lade IFK blive i lokalerne i Hørsholmgade, så de kan vedblive at rumme muligheder for, at sindslidende kan have et fællesskab bygget op omkring idrætsfaciliteter, sund mad og en cafe/klubhus hvor man i en tryg ramme kan få venner og socialt sammenhold, som er så altafgørende vigtigt for netop denne målgruppe. Med venlig hilsen Anja Egede Bjødstrup
Læs høringssvar fra Anja Egede Bjødstrup
Indsendt af:
Nicklas Bertelsen
Dato: 13. april 2016
Svarnummer:
8
Virksomhed / Organisation :
SKC-Ung
By:
København
Postnr.:
2100
Dette er et kort høringssvar hvor jeg gør opmærksom på en underskriftindsamling for bevarelsen af værestedet SKC-Ung i Linnesgade. Yderligere høringssvar følger. Vi har pt. 540 underskrifter: http://www.skrivunder.net/skc Der er stor modvilje mod lukningen af dette sted. Vi opfordrer jeg til at genoverveje kraftigt!
Læs høringssvar fra Nicklas Bertelsen
Indsendt af:
leane Svendsen
Dato: 13. april 2016
Svarnummer:
7
Virksomhed / Organisation :
IFK98
By:
Kbh.NV
Postnr.:
2400 kbh.nv.
Angående IFK98 Jeg har været medlem ca.5 år. Og været flittig gæst både i aktiviteter i fitness center og Cafeen. Der er blevet brugt mange ressource på af få bygget noget noget frivillig op her i huset af brugere i huset. Så nu hvor det rent faktisk kører, virker det som en bulldozer at kommunen igen igen kommer med deres omrokeringer. Personligt vil jeg ikke selv kunne komme så meget som nu,hvis det bliver flyttet til Sundby. For det første er der meget langt for mig at cykle og jeg har ikke råd til at tage bussen frem og tilbage flere gange om ugen. Jeg beklager dybt hvis dette går igennem.
Læs høringssvar fra leane Svendsen
Indsendt af:
Søren Peter Jensen
Dato: 12. april 2016
Svarnummer:
6
By:
Vanløse
Postnr.:
2720
ang. Idrætsforeningen Kæmpernes forsatte mulighed for at have til huse i Hørsholmsgade 20, 2200 Kbh N. Jeg har været medlem i IFK98 (Kæmperne), siden 2011. Jeg har haft rigtig meget glæde af deres idrætstilbud. og især af muligheden for at være social med ligesindede, og spise et sundt måltid mad i Idrætshusets cafe, før eller efter træning. IFK98 er en ganske unik forening. Her kan psykisk sårbare dyrke et væld af idrætsaktiviteter. Der er en rummelighed og en forståelse på holdene som er helt unik. Det kan være svært, når man har en psykisk sårbarhed at få sig slæbt ud af døren og dyrke motion. Hvis man så ovenikøbet bliver mødt med stigmata, fordi man måske ikke helt kan klare de fysiske og psykiske udfordringer som der er på idrætstilbud, der er åbne for alle, kan det blive endu sværere. I IFK er der plads til alle. Vi er over 400 medlemmer og over 20 forskellige aktiviteter. Det har taget mange år at opbygge dét foreningen er i dag. Et stærkt netværk af psykisk sårbare mennesker, der nægter at give op. Som har et ønske om et godt og aktivt liv, på trods af psykiatriske diagnoser og perioder med mørke tanker og opgivenhed. For mange af vores medlemmer, betyder IFK indhold og glæde i hverdagen. Det er efterhånden almindelig kendt, at sund kost og motion samt et godt socialt netværk er altafgørende for at komme sig efter en psykisk lidelse og det er med til at skabe en platform at leve videre på. IFK har indtil nu haft et tilbud om alle 3 elementer, netop i kraft af, at vi har kunnet benytte Idrætshusets café som “klubhus”. Rigtig mange af IFKs medlemmer benytter sig af muligheden for at spise en sund frokost i Caféen før eller efter træning. vi mødes til en kop kaffe og hygge. Det er her vi kan møde vores administrator. Idrætshuset er blevet vores base. Det er hjertet af hele vores forening. Jeg mener det er afgørende for IFK98s fortsatte eksistens, at vi fortsat har mulighed for at benytte Idrætshusets faciliteter og at vores administration har til huse her. IFK har igennem de sidste 18 år vokset sig til en stor og stærk forening, men alt dette kan hurtig blive brudt ned hvis vi mister vores fælles base og ståsted i Hørsholmsgade på Nørrebro. I forvejen er svært for hvemsomhelst eller hvilken som helst forening at skulle starte forfra et andet sted. Men for vores målgruppe, risikerer vi, at en flytning vil betyde et voldsomt frafald, som ville tage mange år at bygge op igen. Der er planer om, at Idrætshuset skal være et ungehus. Øjensynlig er det medårsag til at man nu mener, at der ikke længere er plads til IFK i huset. Jeg mener tværtimod, at det er en styrke for begge grupper at kunne mødes i husets cafe. Det ser vi allerede nu i Fremtidsfabrikken, som er et ungetilbud i Idrætshuset. De unge kan spejle sig i de mere voksne IFK-medlemmer og se hvordan dé mestrer et liv med psykisk sårbarhed, og lade sig inspirere til et godt liv med motion. Derfor vil jeg på det kraftigste opfordre til at IFK kæmperne for lov at bevare administration, klubhus og træningsfaciliteter i huset på Hørsholsgade 20, 2200 Kbh N.
Læs høringssvar fra Søren Peter Jensen
Indsendt af:
Carina Fibiger Rydahl
Dato: 12. april 2016
Svarnummer:
5
Virksomhed / Organisation :
IFK98
By:
Nørrebro
Postnr.:
2200
Klage over flytning af IFK98 lokaler i Hørsholmsgade Det slår mig at denne flytning vil få store konsekvenser for en stor del af medlemmerne i denne idrætsforening, en unik en af slagsen, den største idrætsforening, hvor målgruppen er psykisk sårbare/psykisk syge. Jeg har selv kun være medlem af foreningen siden august 2014, men den har betyder meget for min personlige recovery proces. Jeg har været igennem et langt sygdomsforløb inden jeg startede i foreningen. Jeg startede med at spille fodbold og styrketræne i foreningen, og har fået nogle gode venner her og en sød kæreste, Jeg er også stor bruger af det omtalte fitnesslokalet, som ligger i gården sammen med IFK's sekretariat og cafe, hvor mange medlemmer kommer og får en sludder over et måltid sund mad eller en kop kaffe eller te. 1/4 del af medlemmerne bor på Nørrebro, mange har svært ved at tage lange Bus/tog/cykel ture. Det kræver meget af dem at komme afsted. Den kultur man finder i Hørsholmsgade 20 er hel unik, vi er her for hinanden og tager med åbne arme mod nye medlemmer. Det vil sige at vi steget i medlemstal og aktiviteter igennem årene siden starten i 1998. Jeg vil vurdere at omkring 25 % af medlemmerne uden at have muligheden for at komme her, vil blive indlagt og måske 10 % af dem også vil blive præget af ensomhed. Jeg ved godt at der findes mange væresteder på Nørrebro og I København, men denne forening hjælper med at få folk til at røre sig, hvilket er en stor hjælp da meget forskning viser at psykisk sårbare/psykisk syge har større risiko for at blive overvægtige og dø tidligere end den gennemsnitlige dansker! Så derfor overvej kraftigt, hvad denne ændring den har for IFK98 som forening, men også for det enkelte medlem, der kan blive kraftig kø til folk som gerne vil indlægges!
Læs høringssvar fra Carina Fibiger Rydahl
Indsendt af:
Søren Peter Jensen
Dato: 12. april 2016
Svarnummer:
4
By:
Vanløse
Postnr.:
2720
ang. Idrætshusets tilbud om "Recovery og Krop" gruppe samt individuelle samtaler v/ Kurt Jacobsen. jeg har af flere omgange deltaget i Idrætshusets tilbud “Krop og recovery”. Ligesom jeg også har fået individuel coaching hos Kurt Jacobsen Jeg har haft rigtig stor glæde af tilbudet. Mange psykisk sårbare har svært ved at mærke deres egne grænser og svært ved at rumme egne følelser, i en sådan grad, at det kan være direkte invaliderende. Det kan være så voldsomt og overvældede, at blot det at gå uden for en dør og møde andre mennesker, kan virke som en uoverstigelig udfordring. Der kan være mange grunde til, at disse færdigheder er blevet brudt ned hos et menneske, eller måske aldrig rigtig har været til stede. Fælles for dem er, at kropsterapi som Kurt Jacobsen tilbyder det, er en fantastisk effektfuld metode til at lære bedre at håndtere netop disse udfordringer. Det kan føre til, at man kommer ud af isolationen og får et socialt liv, at man får et ordentligt forhold til sine nærmeste fordi man lærer at mærke sig selv og lærer at sige til og fra. I sidste ende kan det føre til at man bliver bragt nærmere arbejdsmarkedet. Alt dette har jeg selv oplevet på egen krop ved at deltage i omtalte kropsgruppe. Jeg har selv tidligere i mit forløb og med stor succes gået hos en kropsterapeut, som arbejdede ud fra mange af de samme principper som Kurt Jacobsen Det var tilbage i 2005-08. Den gang fik jeg at vide af min socialpsykiater, at jeg nok burde stoppe med det, da han mente det “måtte være skadeligt, eller i bedste fald virkningsløst”. Jeg vidste dog med mig selv at jeg var på rette vej og fortsatte med det. Stor var min glæde og overraskelse derfor også, da jeg erfarede at Københavns kommune åbnede for Krop og Recovery tilbudet i Idrætshuset. Jeg tænkte “Wow! Tænk at kommunen kan være pionerer på dette område. At de tør gå foran med et tilbud som virkelig virker, og som bare få år tidligere blev anset for at være “skadelig eller virkningsløst hokuspokus”. Dengang måtte jeg selv af egen lomme betale for dyre terapitimer. Det er ikke en mulighed alle har. Især fordi Psykisk sårbarhed ofte også kan føre til økonomisk deroute. Derfor syntes jeg det var helt fantastisk, at dette tilbud blev oprettet. Jeg meldte mig straks til tilbuddet. Jeg har haft helt utrolig stor glæde af det, og jeg bruger ting som Kurt Jacobsen har lært mig i gruppen hver eneste dag, for at mestre at være sammen med andre uden at miste mig selv og få mine grænser overskredet. Jeg er blevet et lykkeligere menneske, jeg har en bedre hverdag, og jeg er blevet langt stærkere af at have deltaget i Krop og Recovery gruppen. Derfor vil jeg på det kraftigste opfordre til, at socialudvalget lader denne gruppe bestå og lader Kurt Jacobsen blive i sin stilling. Jeg mener, at det er afgørende at dette tilbud er for alle, og ikke kun for unge. Om tilbudet kan have til huse i Idrætshuset er måske ikke afgøredene. Men jeg véd at mange af mennesker der er i gruppen og som benyttere sig af de individuelle samtaler også bruger Idrætshusets café til sociale formål.
Læs høringssvar fra Søren Peter Jensen
Indsendt af:
Rune Andersen
Dato: 11. april 2016
Svarnummer:
3
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Brønshøj 10. april 2016 Klage over flytning af IFK98 lokaler i Hørsholmsgade Jeg blev psykisk syg efter en skilsmisse i 1996. I årene frem til jeg begyndte at bruge Idrætshuset i Hørsholmsgade, har jeg været indlagt mange gange. Men efter jeg er begyndt at komme i Idrætshuset har jeg fået det markant bedre. Jeg har været medlem af Kæmperne næsten siden foreningen blev stiftet i 1998. Jeg er kommet i Idrætshuset siden jeg var på kursus der i 2005. Jeg har ikke været indlagt siden 2002. Og det er på grund af Idrætshuset mit liv har fået mening. IFK98 er en forening der spænder bredt både menneskeligt og socialt. Vi har medlemmer i alle aldre fra nær og fjern. Jeg er meget glad for at komme i caféen og for at spise og snakke med de andre brugere af huset. Jeg synes det er en dårlig idé at flytte vores klubhus væk fra den centrale placering som Nørrebro er. Jeg er meget glad for vores lokaler der. Der er både café, gymnastiksal, fitnessrum og sofa til hyggesnak. Caféen er hjertet i IFK98. I forbindelse med brugen af Kæmperne, er jeg blevet instruktør der. Jeg har spinning om torsdagen. Jeg nyder at komme tidligt den dag, for caféen er åben så man kan få en snak med andre om hvad der lige sker. IFK98 har også betydet at jeg har fundet en dejlig kæreste der. IFK98 er derfor en meget stor del af mit liv. Jeg bruger mange af deres tilbud næsten dagligt. Men hvis vi flytter væk fra den centrale placering som Nørrebro er, bliver det sværere at komme afsted der til. Jeg ved at jeg ikke er den eneste der føler Hørsholmsgade er ”vores” sted. Rent samfundsøkonomisk er det meget billigere at bevare Idrætshuset i Hørsholmsgade. Og det er lidt sjovere at køre en spinningtime end det er at ligge på en Psykiatrisk lukket afdeling med Psykose. Venlig hilsen Rune Andersen Bruger, Instruktør og frivillig i Kæmperne.
Læs høringssvar fra Rune Andersen
Indsendt af:
Rune Andersen
Dato: 11. april 2016
Svarnummer:
2
By:
Brønshøj
Postnr.:
2700
Brønshøj 10. april 2016 Klage over flytning af IFK98 lokaler i Hørsholmsgade Jeg blev psykisk syg efter en skilsmisse i 1996. I årene frem til jeg begyndte at bruge Idrætshuset i Hørsholmsgade, har jeg været indlagt mange gange. Men efter jeg er begyndt at komme i Idrætshuset har jeg fået det markant bedre. Jeg har været medlem af Kæmperne næsten siden foreningen blev stiftet i 1998. Jeg er kommet i Idrætshuset siden jeg var på kursus der i 2005. Jeg har ikke været indlagt siden 2002. Og det er på grund af Idrætshuset mit liv har fået mening. IFK98 er en forening der spænder bredt både menneskeligt og socialt. Vi har medlemmer i alle aldre fra nær og fjern. Jeg er meget glad for at komme i caféen og for at spise og snakke med de andre brugere af huset. Jeg synes det er en dårlig idé at flytte vores klubhus væk fra den centrale placering som Nørrebro er. Jeg er meget glad for vores lokaler der. Der er både café, gymnastiksal, fitnessrum og sofa til hyggesnak. Caféen er hjertet i IFK98. I forbindelse med brugen af Kæmperne, er jeg blevet instruktør der. Jeg har spinning om torsdagen. Jeg nyder at komme tidligt den dag, for caféen er åben så man kan få en snak med andre om hvad der lige sker. IFK98 har også betydet at jeg har fundet en dejlig kæreste der. IFK98 er derfor en meget stor del af mit liv. Jeg bruger mange af deres tilbud næsten dagligt. Men hvis vi flytter væk fra den centrale placering som Nørrebro er, bliver det sværere at komme afsted der til. Jeg ved at jeg ikke er den eneste der føler Hørsholmsgade er ”vores” sted. Rent samfundsøkonomisk er det meget billigere at bevare Idrætshuset i Hørsholmsgade. Og det er lidt sjovere at køre en spinningtime end det er at ligge på en Psykiatrisk lukket afdeling med Psykose. Venlig hilsen Rune Andersen Bruger, Instruktør og frivillig i Kæmperne.
Læs høringssvar fra Rune Andersen

Sider