Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november
Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Udvikling af Københavns Kommunes aktivitets- og samværstilbud for borgere med sindslidelser
Oprettet:
18. april 2016
Svarnummer:
25
Indsendt af
Mette Brogaard
Virksomhed / organisation
Idrætsforeningen Kæmperne af 1998 IFK98
Postnr.
2200
By
Nørrebro
Høringssvar
Jeg vil kraftigt opfordre til, at I støtter Idrætsforeningen Kæmperne, alt hvad I kan, fordi stedet kan noget særligt omkring at få mennesker i gang med at dyrke motion og holde os i gang med det. Kæmpernes kultur motiverer på mange særlige måder, feks den sociale tone, der hurtigt også bliver en del af nye medlemmers måde at kommunikere på. Kæmperne har fortjent både økonomisk støtte og at I lytter til de gode forslag, der allerede er indsendt som høringssvar. Vores fokus er, at motoren i Idrætsforeningen Kæmperne er en tæt sammenhæng mellem motion, krop, det sociale og kost.
Jeg har været medlem af Kæmperne siden 2010. Jeg er blevet en del af flere aktiviteter i mit eget langsomme tempo, der svarer til det jeg kan kapere. Først skulle min krop i gang og vænne sig til at gøre motion. Det brugte jeg over et år på hos Kæmperne, hvor jeg på det tidspunkt ikke magtede det sociale.I forebyggelsescentret var min kondi målt til under det laveste. Jeg var så heldig, at til at starte med fulgtes jeg med en medarbejder og en lille gruppe brugere fra mit lokale aktivitets- og samværssted Ottilia til Idrætshuset og brugte deres fitnesslokale en gang om ugen. Cirka 2 år senere kunne jeg selv møde op og i denne periode fik jeg behov for at sætte mine ambitioner ned. Det så dels en medarbejder og dels en frivillig fra Kæmperne. De kunne guide mig i, at dosere min motion ikke for lidt og ikke for meget. Først nu efter dette lange træk har jeg erfaret, at motion kan løfte både når humøret og kroppen giver ubehagelige og negative symptomer.
Idrætshusets cafe med den sunde mad og den gode sociale tone giver et skub og en fornyet energi for mange af os. Vi har en helt særlig social tone, der giver accept og virker motiverende. Jeg har oplevet nye som efter et par måneder i Idrætshuset og hos Kæmperne har fået liv i øjnene. Men det går to veje. Til frokosten i cafeen har jeg også oplevet velkendte, som jeg plejede at træne med, se trætte ud og udtrykke at de ikke kan finde deres energi og kommer så kun til maden. Det kan vare halve og hele år. Det er en sejr, de gange det lykkes, at følges til en aktivitet og forsøge at komme i gang igen.
I perioder har jeg så meget af min energi til rådighed, at jeg ud over de faste ting i hverdagen som indkøb og bad, også kan opretholde at træne regelmæssigt 1 gang om ugen, mit mål er at træne flere gange om ugen. Sidste forår deltog jeg sammen med de andre til Sund By Løbet, som finder sted hvert år. Her mærkede jeg at kroppen kunne lidt igen og jeg blev motiveret til at begynde at gå tur.
Selvom Kæmperne er velfungerende og istand til at hjælpe andre, så vil jeg henlede opmærksomheden på, at hvert medlem og hele foreningen også er skrøbelige og kan vælte.
Jeg opfordrer til, at I støtter Kæmperne.