Kalvebod Brygge Vest tillæg 1 - lokalplan nr. 485-1

Lokalplanen blev bekendtgjort den 13. januar 2016

Høringsfrist:

28. september 2015
Indsendt af:
Ane Gro Jørgensen
Dato: 21. september 2015
Svarnummer:
7
Vedhæftede filer: 1
Virksomhed / Organisation :
Banedanmark
By:
København sv
Postnr.:
2450
Vedr: Kalvebod brygge vest, forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 485, Kalvebod Brygge Vest Københavns kommune har tillæg 1 til lokalplan 485, Kalvebod brygge Vest. I forbindelse med høringen af dette tillæg ønsker Banedanmark at frembringe et grundejerønske om at byggeretten for lokalplanen og kommuneplanen for området udvides med op til 10.000 etagemeter for område II. Banedanmark har før sommeren holdt møde med Københavns Kommune ved Bertha Lysgaard og Simon Schou Jakobsen. På mødet blev det bl.a. aftalt at Banedanmark ved denne lokalplanhøring skulle fremsætte ovenstående ønske. Banedanmark er tidligere af kommunen blevet bedt om at udarbejde et forslag til afslutningen af det grønne areal som er opstået mellem bygningsstyrelsens administrationsbyggeri og trafiktårnet øst, efter at bygningsstyrelsen har valgt ikke at udnytte hele arealet omkring trafiktårnet øst som det oprindeligt var tænkt i lokalplanen for området. I den oprindelig lokalplan var tanken at rummet mellem husene skulle fungere som bypark for beboerne på Vesterbro, og som et grønt areal de mange cyklister kunne vælge at krydse, når de skulle igennem byen. Mellemrummet mellem Trafiktårnet Øst og Bygningsstyrelsen byggeri til den fremtidige administration er blevet så stort og ikke mindst åbent ud mod Vasbygade, at det er svært at forestille sig et grønt område som vil kunne fungere, da både støj og vind ville være en meget væsentlig faktor på det område. Derfor foreslår Banedanmark at man giver mulighed for byggefelt på hjørnet ud mod Vasbygade for at skærme for trafikstøj og vind, som det oprindelig var tænkt i lokalplanen. Byggeriet skal være ’den nye Vesterport’ og skal være med til at definere indkørslen til København på dette meget markante hjørne. Huset skal respektere det grønne område ind mod Trafiktårnet Øst ved at terrassere opad ud mod vejen og danne fuld højde ud mod hjørnet. Huset udføres som to længer der forholder sig til Metroens spor under jorden og til sidst ud mod hjørnet forbindes med hinanden. På den måde dannes porten som man bevæger sig igennem for at komme ind på det grønne areal og videre rundt i forløbet. Der vil i alt kunne bygges ca. 7500-10000 m2 stigende fra 1 etage ind mod det grønne areal og op til 8 etager ud mod Vasbygade. Der etableres offentlige arealer som cafe og kantine i stueplan henvendt ud mod arealet, og resten af huset fungerer som erhverv. Derfor anser Banedanmark indførelsen af endnu et byggefelt på området som en løsning til at fuldende bearbejdelsen af området og det grønne areal mellem husene, samt definere indkørslen til København på det meget markante hjørne. Forslaget fremgår af de følgende modelfotos samt tegninger.
Læs høringssvar fra Ane Gro Jørgensen
Indsendt af:
Vesterbro Lokaludvalg
Dato: 21. september 2015
Svarnummer:
6
Vedhæftede filer: 1
By:
København V
Postnr.:
1758
Vesterbro Lokaludvalgs høringssvar til lokalplan Kalvebod Brygge Vest – tillæg I Forslaget til lokalplan er blevet diskuteret på åbne møder i Vesterbro Lokaludvalg og dets Teknik- og Miljøudvalg, samt gennem henvendelser fra borgere. Underområde I I underområde I planlægger IKEA at opføre et varehus. Byggeriet vil medføre ændringer i det eksisterende lokalplanforslag, især i fht. et grønt strøg, der skulle give området en rekreativ værdi. Fra nærboende borgere er der udtrykt bekymring for, at bygningen i hele sin længde vil tage en tilbageværende udsigt herunder til havnens vandflade. Bygningen vil dog ikke have samme højde som tidligere skitseret byggeri. Da det grønne strøg udgør et væsentligt element i områdets anvendelse ønskes der kompensation for det, som kan realiseres på forskellig vis. Indskrænkningen af det grønne strøg gennem bygningens bredde på 70 m kan delvis kompenseres ved at videreføre strøget i samme højde som ved Tivoli Hotel på en rampe, således at også tilkørsel til det planlagte parkeringshus kan være muligt under denne rampe. IKEA har planlagt en mindre boldbane på taget af bygningen. Vi foreslår denne idé udvidet til at omfatte hele tagfladen, hvor der kan indrettes begrønning, ophold, servering og kulturelle aktiviteter som kompensation for manglende grønne arealer og udsigt. (se inspiration hertil på www.klunkerkranich.de ) Samtidig skal facaderne på den lange bygning varieres og begrønnes for at mindske det bastante udtryk gennem den lange og ubrudte facade i byrummet og for at understøtte den rekreative værdi af det ved siden af bygningen videreførte strøg. Det kan dermed også give bidrag til et forbedret mikroklima. Efter kommunens skøn vil etableringen af IKEA-varehuset ikke medføre større indvirkninger på erhvervslivet på Vesterbro i form af nedgang eller butiksdød, hvilket ville være en uønsket konsekvens. Dybbølsbro Byudviklingen i området har allerede vist et behov for større kapacitet på Dybbølsbro. Med den nye bebyggelse vil dette behov øges i større omfang. Vesterbro Lokaludvalg har tidligere påpeget denne utilstrækkelige kapacitet og udarbejdet et forslag til udvidelse af Dybbølsbro, som også er tilgået TMF. Dette forslag er dog udarbejdet uden kendskab til de nytilkomne planer for IKEA. Cykeltrafikken med ladcykler kan således forudses væsentligt øget, og der må opstilles et fremtidssikret estimat for cykelparkering i varehuset, som for nuværende forekommer undervurderet. Samtidigt vil det være ønskeligt med en adskillelse af den gående trafik fra S-togs-stationen til Fisketorvet fra den cyklende trafik, således at fodgængere ikke længere skal krydse cyklister på vej til den succesrige ”Cykelslange”, hvilket er ret uhensigtsmæssig for begge trafikstrømmes vedkommende. Underområde II og III Bebyggelsen i underområdet II og III er i kommuneplanen hovedsageligt udlagt til administration og erhverv. Den massive bygningshøjde, der oven i købet ønskes forhøjet til over 40 m højde, vil medføre en stærk forandring af området, som på nuværende tidspunkt udgør et af de få steder på Vesterbro, hvor der er langt udsyn. Vi deler sammen med en del borgere ikke den i forslaget fremførte udlægning, at det ikke vil medføre væsentlig indflydelse på sky-line i området. Især med den kommende metro-station vil etableringen af nye arbejdspladser svare til kommuneplanens målsætning om stationsnærhed. I kommuneplan-strategien peges der dog også på nødvendigheden af at udpege områder til friarealer og nær-rekreation, som en del borgere har påpeget. Her er det væsentligt, at det videreførte grønne strøg reelt kan få en rekreativ funktion, hvilket kan være svært at få øje på igennem den omgivende, høje bebyggelse. Her vil vi pege på en form for kompensationsmulighed igennem rekreativ indretning og udnyttelse af nærliggende områder, som ubenyttede arealer på Otto Busses Vej, der på nuværende tidspunkt ejes af DSB. Der er tidligere udarbejdet forslag om en mulig indretning af boldbaner, som der er stort behov for på Vesterbro. Bæredygtighed Det er væsentligt for globale klima-mål og også for kommunens egne målsætninger, at byggeriet udføres efter moderne og fremtidsrettede bæredygtigheds-principper. Vi forslår derfor, at byrummene og byggeriet udføres således, at de kan opnå en certificering efter DGNB- eller GBC-DK-standarder. Det gælder især også, fordi trafikken trods stationsnærhed kan forudsiges stærkt forøget, heriblandt også fremmet igennem den nuværende parkeringsnorm. I spildevandsplanen opereres der med muligheden for at udlede vejvand uden rensning i havnen. Med den stærke og fremtidigt forøgede trafik på Vasbygade kan det give en yderligere belastning af havnen. Der mangler således en vurdering af konsekvenser heraf. Med venlig hilsen Fmd. for Vesterbro Lokaludvalg Thomas Warburg
Læs høringssvar fra Vesterbro Lokaludvalg
Indsendt af:
Camilla Rosenhagen
Dato: 4. september 2015
Svarnummer:
5
By:
København
Postnr.:
2300
Det virker som en gennemtænkt plan, dog med intensiv høj benyttelse af et nu åbent byareal, og som dermed mindsker luft og udsyn. Sat i perspektiv virker det nu endnu vigtigere, at det grønne strøg videreføres i form af en egentlig bypark gennem Enghave Brygge, og ender ved havnekajen og annullerer de planlage holme og den skandaløse opfyldning af havnen.
Læs høringssvar fra Camilla Rosenhagen
Indsendt af:
Louise Bjerregaard
Dato: 19. august 2015
Svarnummer:
4
Vedhæftede filer: 1
By:
København V
Postnr.:
1720
Jeg mener det er vigtigt i en by at fortætte - men lige så meget at have store åbne træk, som er byens "lunger". Det har vi i København i form af flere parker, søerne mv. For Vesterbro/Enghave mv. har Københavns kanal og baneterrænet så absolut været med til at give byområderne omkring sig luft. Førstnævnte; Københavns Kanal har man allerede fyldt en del jord i og igangværende projekt "Enghave Brygge" er efter min mening en fuldstændig uansvarlig beslutning. Man kan allerede se det nu når man kører over bryggebroen - det er ikke længere en kanal - men søer mellem husene! Baneterrænet -altså delvist Kalvebod Brygge Vest er også et af de steder man kan se langt og trække vejret inden man "dykker" ned i byen igen. Det er enestående. Så jeg mener ikke man skal bygge der - i det hele taget! (Det runde kontroltårn der netop er bygget, står ret flot som et omdrejningspunkt i det åbne område) I stedet for at bygge området til, mener jeg virkelig man burde lave det hele til rekreativt område. Det er en enestående mulighed. Og ville være en gave til byens borgere og folk på besøg. Som reference vedhæfter jeg et billede fra Valencia i Spanien hvor man har anlagt en park i en tidligere flod - et fantastisk projekt! Venlig hilsen Louise Bjerregaard Arkitekt MAA
Læs høringssvar fra Louise Bjerregaard
Indsendt af:
Mette Kit Jensen
Dato: 19. juli 2015
Svarnummer:
3
By:
København V
Postnr.:
1705
Som beboer i Ingerslevsgade har det været en trist oplevelse at se hvorledes havneområdet systematisk er bleven plastret til med alt for høje bygninger. For 25 år siden kunne man se vandet i kanalen. Den kendsgerning at man nu vil bygge højt i selve jernbanelandskabet og ovenikøbet bryde den maksimale bygningshøjde med 2,5 meter er en virkelig ærgerlig udvikling. At man retfærdiggør byggeriet med at der bliver indlagt landskabsstrøg og friarealer ændrer ikke på den kendsgerning at her kunne være bleven anlagt rekreative områder til gavn for beboerne og bibeholdt den flade struktur som gør hele banearealet så unikt.
Læs høringssvar fra Mette Kit Jensen
Indsendt af:
Sidsel R. Bak
Dato: 6. juli 2015
Svarnummer:
2
By:
København V
Postnr.:
1705
Generelt mangler der muligheder for ophold i grønne områder omkring togbanen/Kalvebod brygge. Der er i forslaget tænkt over, hvordan kontordomicilernes område integreres og indbyder til ophold. På tegning nr. 5.1 på side 20 lader det ikke til, at der er meget plads til længerevarende ophold i det store område område tættest på Otto Busses vej. Det, at der placeres så mange bygninger til arbejdspladser i området, gør, at området ikke virker særligt indbydende at færdes i (fx til fods). Man kan håbe, at de planlagte grønne områder i forslaget opvejer dette. Jeg håber i hvert fald, at der bliver skabt et område, jeg har lyst til at gå tur igennem og evt. kan gøre ophold i (hvor man fx kan ligge på et tæppe på græsset).
Læs høringssvar fra Sidsel R. Bak
Indsendt af:
TM
Dato: 30. juni 2015
Svarnummer:
1
By:
København V
Postnr.:
1705
Kære Københavns kommune Det er et flot kontorbyggeri og en god tanke, at der skal være mulighed for, at gå gennem byggeriet og under kontorhusets gangbroer ad små stier og, at der plantes nogle træer. Imidlertid er det på ingen måde noget, der kan tilføre bydelen noget positivt - tværtimod ødelægges endnu flere muligheder for lokale grønne områder til os beboere, da en enkelt sti og et par træet ikke kan erstatte muligheden for et grønt område og et par træet kan heller ikke skjule byggeriet. Det er blot endnu et kontorbyggeri som der allerede er bygget alt for meget af på Kalvebod Brygge. Tidligere politikere har vist også erkendt, at Kalvebod kontordomiciler, der tog mulighederne på havnen fra os, var en fejl, men sikkert en god forretning. Vi mangler i stedet grønne områder - gerne med udsigt og gå adgang ned til havnen eller med kanaler mod Vesterbro. Det byggeri som planlægges vil hindre endnu mere, at der skabes liv efter kl 16. Hvad med i stedet, at lægge det udenfor byen - eventuelt i udkantsområderne, hvor der er plads og mangler statslige arbejdspladser. Hvis der skal bygges kan man i det mindste bygge boliger til almindelige mennesker i stedet for flere kontordomiciler. Som det er nu er Kalvedbod uden liv udenfor arbejdstid og der kommer nu også en kæmpe Ikea. Jeg ønsker en bydel hvor der skabes og udvikles liv i stedet for at man fortsætter med at ødelægge mulighederne for vesterbroerne. Hvorfor flere kontordomiciler - fjern i stedet noget kontorbyggeri og åben op til havnen, så Vesterbro og havnen kan få lov at hænge sammen igen. Se på Islands Brygge, hvor Vesterbroerne må tage hen for at nyde vandet og hav nogle ambitioner for flere områder for beboerne. Hvis nogle af beslutningstagerne boede på Vesterbro - så ville man ikke bygge statslig administration her. Har tidligere nydt turen rundt om banen og langs vandet, men det er desværre ikke en fornøjelse længere. Det er trist hvis vi efterlader os et område plastret til med kontorer - når der er bedre muligheder. I stedet for direkte fortjeneste kan man derfor i stedet vælge, at tænke på fremtidige generationer og en levende by - det er en endnu bedre investering.
Læs høringssvar fra TM