Oprettet: 23. december 2021
Svarnummer:
3

Indsendt af

Advokat Mike Steen Hansen

Postnr.

2970

By

Hørsholm

Høringssvar

 

 

 

 

21. december 2021

J.nr. 8569-0003

 

Sekretær:

Jeanett Presfeldt

 

Advokat Mike Steen Hansen

Mail: msh@mortang.dk

Direkte: 2926 8771

 

Ved Amagerbanen Nord – nyt forslag til lokalplan – høringsindlæg på vegne Lejerforeningen i Københavns Havn mfl.

 

På vegne følgende organisationer/virksomheder (”høringsparterne”) fremsendes høringsindlæg til Københavns Kommunes forslag til lokalplan Ved Amagerbanen Nord:

 

  1. Lejerforeningen i Københavns Havn, Cvr. 17774573,
  2. Sten & Grus Prøvestenen A/S, Cvr. nr. 89646413,
  3. Dansk Natursten A/S, Cvr. nr. 19883442
  4. Norrecco A/S, Cvr. nr. 30518438
  5. Stema Shipping A/S, Cvr. nr. 52020212
  6. SuperAsfalt A/S, Cvr. nr. 36469781,
  7. Meldgaard A/S, Cvr. nr. 13767084 og
  8. Zurface A/S, Cvr. nr. 34903093

 

Fælles for de nævnte virksomheder er, at de alle har erhvervsmæssige aktiviteter på eller i nærheden af Prøvestenen i København. Lejerforeningen i Københavns Havn er en forening af erhvervelejere i Københavns Havn beliggende på Prøvestenen og i Nordhavnen.

 

 

Efter offentliggørelsen af den oprindelige lokalplan anmodede høringsparterne Professor Dr. Jur. Peter Pagh om at gennemgå lokalplanforslaget med henblik på at få foretaget en juridisk vurdering heraf.

 

Notatet af 12. oktober 2020 ”Notat vedrørende Lokalplanforslag om boligbyggeri ved Prøvestenen” vedlægges. Notatet behandler dels beslutningen om ikke at gennemføre en miljøvurdering af lokalplanforslaget, og dels en række andre forhold herunder lokalplansforslagets manglende opfyldelse af planlovens § 15 a og 15 b om placering af boliger i støjplagede og forureningsplagede områder.

 

Om sidstnævnte forhold konkluderer Peter Pagh følgende:

 

”Lokalplanforslaget opfylder efter min opfattelse endvidere ikke kravene i planlovens § 15 a og 15 b om placering af boliger i støjplagede og forureningsplagede områder. Dels medfører nærheden til Prøvestenens tunge industrivirksomheder, at omfanget af disse forureningspåvirkninger ind i lokalplanområdet skal belyses. Dels indeholder lokalplanforslaget ikke bestemmelser, der effektivt sikrer støjafskærmning for den betydelige trafikstøj fra bl.a. Prags Boulevard, hvilket må anses for påkrævet efter den vurdering af trafikstøj af 30. januar 2020, som Københavns Kommune har fået udarbejdet i forbindelse med udarbejdelse af forslag til lokalplan. Disse to retlige mangler understreger yderligere, at lokalplanforslaget kræver en forudgående en miljøvurdering.

 

Dette er efter min opfattelse i modstrid med planlovens § 15 a, der forudsætter, at hvis der planlægges for boliger eller anden støjfølsom anvendelse i et støjplaget område, kræves både en vurdering af støjen, men også en vurdering af, hvordan overskridelsen af støjgrænser kan imødegås samt en anvisning i lokalplanen på, hvordan dette skal ske. Meningen med planlovens § 15 a var således at undgå, at der lokalplanlægges for støjfølsom anvendelse som boliger i støjplagede områder, hvis der ikke samtidigt i lokalplanen gives anvisninger på en løsning inden for lokalplanområdet. Dette har i mange tilfælde betydet, at der ved etablering af nye boligområder er lokalplanlagt for støjvold eller anden støjafskærmning. I det foreliggende tilfælde, foreligger der en støjrapport af 30. januar 2020, men når bortses fra de anbefalinger, der er indeholdt i rapporten, foreligger ingen offentliggjort vurdering af, hvordan det er muligt at undgå de betydelige overskridelser af grænsen for trafikstøj for det lokalplanlagte byggeri. Der er heller ingen nærmere stillingtagen til denne væsentlige miljøgene i lokalplanforslaget, og det er med den foreliggende støjrapport af 30. januar 2020 ikke godtgjort, at dette kan løses ved støjisolering af bygningerne.”

 

Uanset, at der nu er gennemført en miljøvurdering af lokalplanforslaget, ændrer dette ikke ved, at det nye lokalplanforslag ikke opfylder kravene i planlovens § 15 a og 15 b om placering af boliger i støjplagede og forureningsplagede områder. Det nye lokalplanforslag med tilhørende miljørapport godtgør ikke i tilstrækkelig grad, at der kan etableres

afskærmningsforanstaltninger mv., der sikrer den fremtidige anvendelse mod støjgener.

 

Det skal særligt fremhæves, at det store projekt omkring etablering af Lynetteholmen må antages at få betydelige miljømæssige konsekvenser for de områder, der grænser op til Lynetteholmen eller som ligger tæt ved de transportveje, der skal anvendes i forbindelse med tilkørsel af jord og byggematerialer til Lynetteholmen i de kommende mange årtier. Hverken i anlægsloven vedr. Lynetteholmen eller i lokalplansforslaget er konsekvenserne af at etablere boligenheder umiddelbart langs den mest befærdede transportvej til og fra Lynetteholmen belyst. 

 

I forhold til Lynetteholmen er der i øvrigt det særlige problem, at projektets gennemførelse og omfang endnu ikke er endeligt afklaret. Derfor bør vedtagelsen af lokalplanen under alle omstændigheder afvente denne afklaring, hvorefter miljøvurderingen bør udarbejdes på ny.

 

Afslutningsvis skal det bemærkes, at lokalplanen heller ikke i tilstrækkelig grad tager hensyn til, hvor tæt ved Prøvestenens industriområde, der etableres boliger. Prøvestenen er i Fingerplan 2019 udlagt til virksomheder med særlige beliggenhedskrav (miljøklasse 6 og 7). På Prøvestenen er der placeret flere højrisikovirksomheder omfattet af Servesodirektivet. Disse forhold er forsøgt adresseret i miljørapporten. Vurderingerne har imidlertid karakter af bundne opgaver, hvor den ønskede konklusion er givet på forhånd. Høringsparterne har pt. ikke ressourcer til at få gennemført alternative vurderinger til at understøtte argumentationen om, at placeringen af boliger tæt ved Prøvestenen er uansvarlig, men vedtages lokalplanforlaget, så vil høringsparterne overveje at få gennemført en sådan alternativ vurdering til understøttelse af en klage.

 

 

Med venlig hilsen

Mike Steen Hansen