Oprettet: 28. oktober 2022
Svarnummer:
4

Indsendt af

Peter Bruun Christensen

Virksomhed / organisation

Kastaniehuset - vuggestue og børnehave / Klynge NB C

Postnr.

2200

By

København

Høringssvar

Vedr. justering af anvisningsmodel på dagtilbudsområdet

Vi i ledelsesteamet klynge NB C forholder os noget kritisk over for det fremsatte forslag.

Vi har både forhold vi ønsker uddybet og forhold hvor vi tænker at forslaget ikke vil komme børn og forældre til gode.

Overordnet set mener vi at vi som pædagogiske leder er langt bedre til at vurdere hvordan man, i sin pladsstyring, fastholder et børneperspektiv, hvor der tages hensyn til:

  • børn i udsatte positioner
  • undgår forcerede overgange for barnet
  • et særligt kendskab til familierne.

For os er pladsstyring ikke et blot et spørgsmål om økonomi – det er et værktøj vi bruger til at sikre dynamiske børnegrupper, bredt sammensat af køn, alder, sociale udfordringer mm.

Forhold vi ønsker uddybet:

  • Hvordan forholder vi os til løbende udmeldinger? Vil der være en dialog med pladsanvisningen eller anviser de blot 1-1? Ved at bero dialogen udelukkende på 2 årlige dialogmøder, risikerer man at det særlige kendskab vi har til børnegrupperne forsvinder ved pludselige udmeldelser. Hvis der skal være dialog om udmeldelser, ser vi det som en unødvendig administrativ arbejdsgang, da beslutning alligevel vil være vores.
  • Hvor får man indsigt i undersøgelsen af pladsanvisningen? Vi er ikke blevet gjort bekendt med at denne er udarbejdet, og heller ikke på hvilke præmisser der er opstillet. Er det lokale eller generelle pladsstyringsproblemer man oplever?
  • Hvilke nye værktøjer vil blive stillet til rådighed i vores pladsstyring? Hverken KMD I2 eller belægningsarkene i vores økonomistyring er fleksible nok til at lave prognoser. De pædagogiske ledere arbejder med egne systemer – post-its, excel mm. Hvor er det pladsstyringsværktøj der skal kunne hjælpe PL’erne?

Forhold hvor vi forholder os kritiske:

  • SKOLEVALG: Ingen ved hvilke skoler børnene vælger. Vi kan have idéer, estimater og gisninger. Men som sådan er der ingen der ved det før i sidste øjeblik. Der er børn der kan forlænge deres institutionstid fordi de bliver tilbudt privatskole, der er børn som kan blive skoleudsat, der er skoler der kan vælge opstart 1. april i stedet for den vanlige 1. maj. Det kan gå alle veje – så at lave en realistisk pladsstyring 1. december, som foreslået, virker fjernt for de betingelser forældrene har for skolevalg.
  • KENDSKAB TIL FAMILIER: Vi oplever at mange af vores forældre til søskende ønsker at deres børn skal gå i den samme vuggestuegruppe som deres ældste. Dette bliver svært at styre, når det er en planlægning der skal ske flere måneder i forvejen. På nuværende tidspunkt er det en proces vi i højere grad kan styre sammen med forældre, men dette vil blive besværliggjort hvis den nye model træder i kraft.
  • REKRUTTERINGS- ELLER FAGLIGE UDFORDRINGER: København har voldsomme udfordringer med rekruttering, og det kan skabe situationer hvor en fleksibel pladsstyring er nødvendig. Hvis man har fået flere opsigelser, eller der er kritiske pædagogisk tilsyn, er pladsstyring et oplagt værktøj i den forbindelse. Det at kunne udsætte sin indskrivning, blot for en kort tid, kan skabe den ro der er nødvendig for at komme tilbage på sporet. Denne mulighed vil vi blive frataget.
  • De 4 måneder: Det er en urimelig og urealistisk målsætning at forældrene skal have kendskab 4 måneder før, fordi de spænder ben for sig selv. Selvom de pladser vi melder ud i god tid kan hurtigt blive til pladser som anvises i sidste øjeblik pga. ventetid fra forældrene selv. Der er mange forældre som ikke forholder sig til deres anviste pladser, eller først takker nej i sidste øjeblik. Det kan tage flere måneder fra man melder ud, til alle pladserne er i hus.

 

Med venlig hilsen

Peter Bruun Christensen, Pædagogisk leder i Kastaniehuset

Heidi Blæhr Anthonsen, Pædagogisk leder i Forfatterhuset

Majken Andersen Samming, Pædagogisk leder i Guldsmeden

Susanne Tine Gustenhoff, Pædagogisk leder i Kernehuset

Victoria Crone Helt, Pædagogisk leder i Hulahophuset

Maria Tang Kiil, Pædagogisk leder i Hulahophuset

Claes Martinson, Pædagogisk leder i Urtehaven

Caroline Margrethe Sennek, Pædagogisk leder i Urtehaven

Gitte Bille, Klyngeleder NB C