Oprettet: 27. juli 2021
Svarnummer:
345

Indsendt af

Alexander Rastén Rydberg

Virksomhed / organisation

Københavns Frie Promotere

Postnr.

1432

By

København K

Høringssvar

Høringssvar vedrørerende Restaurations- og nattelivsplan 2021

 

Vi er hos Københavns Frie Promotere glade for, at være en del af Advisory Board for Natteliv, og føler at udkastet til den nye Restaurations- og Nattelivsplan er udtryk for et godt samarbejde på tværs af nattelivets aktører. Vi vil dog stadig gerne komme yderligere inputs i forbindelse med høringsperioden.

 

Bilag A - Partnerskabsmodellen

Det er med stor glæde at se, at Københavns Kommune lægger op til en organisering af byens natteliv, der er præget af talrige aktører med forskellige agendaer.

 

For at kunne sikre fælles og forpligtende løsninger virker særligt model A ideel for udviklingen af en bedre organisering af nattelivet. Netop under opstartsfasen for en velfungerende nattelivsorganisering bør det være Københavns Kommune, der sekretariatsbetjener og finansierer processen. Det vil skabe den mest tillidsvækkende platform, hvor aktører på tværs af nattelivet kan starte dialog under neutrale rammer, betjent af kommunen. Hos KFP tror vi, at netop tillid, og tryggere rammer, er essentielt for en velfungerende og fælles organisering af nattelivet.

 

Derfor mener vi også at model B bør tilgås med forsigtighed. Her beskrives det hvordan en non-profit fond skal realiseres i organisatorisk og økonomisk fællesskab på tværs af nattelivets aktører. Yderligere at den fælles finansiering særligt skal lykkedes med bidrag fra erhverslivet. Denne fremgangsmetode kan give ulige vilkår for deltagelse for mindre kultur- og nattelivsaktører. Til trods for at det kulturelle vækstlag ønskes inddraget i partnerskabsmodellen bør Københavns Kommune sikre at de deltagende aktørers mandat ikke er afhængigt af hverken evnen til at bidrage med økonomiske eller organisatoriske ressourcer.

 

Et sekretariat, som i model B, der finansierer projekter og leverancer gennem fælles fondssøgning, kan give de administrative og organisatorisk ressourcestærke aktører en utilsigtet favør. Det kan skabe mistillid på tværs af de inddragede aktører, og potentielt give en forståelsen af, at der kun bruges tid på at søge støttemidler til projekter, der anses som vigtige hos de større og kommercielle nattelivsaktører.

 

Det er muligt at model B, vil give mening på sigt. Som opstart mener KFP dog, at model A, vil skabe de mest gunstige forhold for et godt samarbejde på tværs af nattelivets aktører.

 

Vi henviser til tidligere indsendte dokumenter omkring organisering af nattelivet. Disse er vedhæftet i dette høringssvar.

 

 

 

Mini-arrangementspulje for mindre kulturaktører

Oprettelsen af en mini-arrangementspulje vil understøtte det kulturelle og frivillige natteliv, og alle de progressive indsatser der findes for at skabe et sundere og mere mangfoldigt natteliv. Det vil uden tvivl skabe et sundere økosystem i nattelivet og bane vejen for et mere kreativt og kunstnerisk natteliv.

 

I udkast til budgetoversigt, er der afsat 2,5 million kroner årligt til denne pulje, hvilket vi anser som både visionært og nødvendigt. Hertil er det især essentielt at nævne, at puljen bør anvendes til logistiske, og ikke kunstneriske formål. Vores erfaring fra tidligere dataindsamlinger viser at det netop er udgifter til toiletter, hegn, vagter, lydanlæg, lokaleleje mm. der giver vækstlaget vanskelige vilkår i det københavnske natteliv. Man kan med fordel lade sig inspirere af fonden Snabslanten, blot til logistiske formål.

 

Vi har ved tidligere møder hos Kultur- og Fritidsforvaltningen har KFP givet følgende inputs:

 

  • Puljen bør have en kort svarfrist på ca. 4-6 uger.
  • Puljen bør understøtte arrangementer med under 2000 publikum
  • Puljen bør understøtte arrangementer med billig offentlig adgang
  • Puljen bør fokusere på arrangementer der platformer vækstlagets kunstnere
  • Puljen bør kunne ansøges til logistiske formål, herunder frivilligforplejning, leje af lokation, leje af lys og lyd, vagter, toiletter hegn mv. På samme måde som arrangementspuljen.
  • Puljen bør understøtte arrangører der arbejder med mangfoldighed og inkluderende fællesskaber til deres arrangementer. Hermed kan vækstlaget og nye arrangører påvirkes til at tænke endnu mere på et tryggere og sundere natteliv.

Dette er blot et udkast til vilkår for puljen og KFP står til yderligere rådighed når rammerne for puljen ønskes udformet. Vi har tidligere været i dialog på baggrund af viden indsamlet fra de små arrangører i nattelivet i København, og har stor indsigt i hvordan en pulje bedst kan tilpasses vækstlaget. Herunder ansøgningskriterier, vurderingssystemer, bevillingsområder mm.

 

Identificering af festzoner/festivalplads

KFP støtter op omkring dette forslag og bidrager gerne med viden omkring rammerne for udviklingen og lokaliseringen af festzoner.  Festzonerne nævnes kun sporadisk i udkastet til Restaurations- og nattelivsplanen, men det kan ikke understreges nok, hvor essentielt festzoner er for understøttelsen af det kulturbårede og frivillige natteliv. Vi henviser til tidligere indsendte dokumenter omkring netop potentielle festområder samt rammerne for disse, og kan til hver en tid kontaktes for yderligere uddybning.

 

 

 

 

 

 

Ordenskorps

I udviklingen af det nævnte ordenskorps anser vi det som ekstremt vigtigt at korpset har indsigt i nattelivskulturen og forstår at tilgå gæster og arrangører i nattelivet. Ordenskorps skal uddannes og kvalificeres til at håndtere konflikter i nattelivet. Dialog og diplomati bør gå forud for restriktioner og autoritet. KFP vil derfor ikke enstemmigt anbefale at man arbejder med ordenskorps. Snarere  bør man undersøger hvorvidt man kan oprette nattelivsguides inspireret af adfærdsguiderne som Københavns Kommune i samarbejde med Roskilde Festival Experience har anvendt under nedlukningen. Disse guider har haft en langt mere konstruktivt tilgang til dialogen med brugerne af byen.

 

Man kan med yderligere lade sig inspirere af det internationale samarbejde omkring vagter og frontpersonale i nattelivet - Door Policy Panel. Her deles erfaringer med at oprette og kvalificere vagtpersonale på tværs af europæiske storbyer. Storbyer der deltager i samarbejder tæller Malmø, Madrid, Berlin, Athen og mange flere. Den seneste rapport kan læses her.

 

Øget inddragelse, dialog og samarbejde

Forsættelsen af sund dialog på tværs af nattelivet gennem både Advisory Board for Natteliv og oprettelsen af lokale netværksgrupper anser Københavns frie Promotere som en af de vigtigste skridt i Restaurations- og Nattelivsplanen.

 

KFP har gennem sine medlemmer samlet et bredt netværk af nattelivsorganisationer på tværs af Europa og USA. Mange af disse aktører har erfaring med samme lignende problematikker som København står overfor. International vidensindsamling er essentielt for at opnå et natteliv på internationalt niveau, og KFP biddrager gerne med kontakter og netværk fra byer som Tbilisi, Vilnius, Warsawa, Kyiv, London, Berlin, New York samt Amsterdam.

 

 

 

Afslutningsvis

Købehavns Frie Promotere er generelt positivt indstillet overfor udkastet til Restaurations- og nattelivsplanen. Vi bidrager gerne med yderligere viden og erfaring om det elektroniske vækstlag og det kulturbårne natteliv. Vi ser frem til et konstruktivt samarbejde omkring et fremtidig sundere og tryggere natteliv i København.

 

 

På vegne af Københavns Frie Promotere

 

Alexander Rasten Rydberg