Oprettet: 16. maj 2024
Svarnummer:
6

Indsendt af

Lars Lund

Virksomhed / organisation

H/F Arbejderboligerne

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Dette høringssvar indgives på vegne af H/F arbejderboligerne, Høffdingsvej 8. Vi er en lille kolonihaveforening, som bliver nærmeste nabo til det nye byggeri lige på den anden side af Ringbanen.
Kolonihaverne i Københavns Kommune er et vigtigt grønt fristed for byens beboere. Det er derfor også vigtigt for kommunen at værne om den værdi som kolonihaverne repræsenterer.
De fleste af os haveejere bor i lejligheder, og haverne er vores mulighed for at komme ud og nyde den frie luft og solskinnet i alle årets tjenlige måneder – sæsonen starter i midten af marts og løber ofte et godt stykke ind i november.

Vi noterer os, at lokalplanforslaget ikke har belyst skyggepåvirkningen af kolonihaverne tilstrækkeligt, og at der derfor ikke er arbejdet med en tilpasning af byggeriet. I det vedhæftede dokument er påvirkning og muligheder for tilpasning nærmere belyst.

Vi foreslår derfor:

 

  • at der udføres en langt mere detaljeret analyse af skyggepåvirkningen, med fokus på den reelle påvirkning af kolonihaverne i eftermiddags- og aftentimerne hen over efteråret
  • at byggeriet på baggrund af analyserne tilpasses, så skyggepåvirkningen af kolonihaverne begrænses mest muligt.
  • At der udføres analyser af byggeriets påvirkning af støj ved naboer, og at der eventuelt anvendes materialer som reducerer reflektionen af støj.

Samtidig tror vi på, at en tilpasning af byggeriet samtidig kan skabe et bedre byrum på stationstorv end det byggeri der er vist i lokalplanforslaget - og at det vil være muligt at lave en tilpasning som beskrevet, uden at reducere byggeriets omfang væsentligt.