Høringssvar vedrørende Forslag til Kommuneplanstrategi 2023

Oprettet: 28. september 2023
Svarnummer:
94

Indsendt af

Hans Erik Rasmussen

Virksomhed / organisation

Buschaufførgruppe fra Ryvang

Postnr.

2400

By

København NV

Høringssvar

Vores høringssvar vedrører Sibeliusgade nr. 84-86 på Ydre Østerbro, hvor der siden oktober 1969 har været busanlæg. Det er det eneste busanlæg, som gennem de seneste år har været tilbage i København, og det har gennem årene været benævnt som Ryvang busanlæg. Arriva (og Deutsche Bahn) lukkede busanlægget i november 2022 efter, at Arriva havde mistet linjerne i nogle udbud af kørsel gennem de seneste 10 år.

I kommuneplan og lokalplan er grunden defineret til anvendelse som "teknisk anlæg". Men i stedet for at sælge grunden til et andet busselskab, som har vundet buslinjer i København, vil man hellere arbejde på at sælge grunden til anvendelse til andet formål for at score en væsentligt større gevinst.

Vi er en gruppe af buschauffører, som gennem mange år har arbejdet på Ryvang busanlæg. Vores kolleger har været temmelig frustrerede over udviklingen med lukning af den sidste busarbejdsplads i København. Derfor vil vi appellere til, at politikerne i Københavns Kommune fastholder, at grunden også i fremtiden skal anvendes som "teknisk anlæg" - eller endnu bedre definerer, at grunden i fremtiden skal anvendes som "busanlæg", som det har været tilfældet i de foregående 53 år.

Vi har skrevet det vedhæftede høringssvar. Men vi vil kortfattet nævne de vigtigste begrundelser:

Busanlægget ligger tæt på endestationerne på en række københavnske buslinjer. Busanlægget, der for 10 år siden var Danmarks største busanlæg, har kapacitet til at garagere såvel mindre buslinjer som store linjer, og det er indrettet til at køre med elbusser.

Det er vigtigt med et københavnsk busanlæg for at spare de lange tomkørselsture, der i dag foregår mellem busanlæg i industriområder udenfor København og endestationer på københavnske linjer. Det gælder både busser som de transportbiler, der anvendes til at bringe chauffører mellem busanlæg og afløsningssted på linjen, når chauffører skal afløse hinanden. Det er ikke usædvanligt, at en chauffør bruger 1 time af den daglige arbejdstid på tomkørsel i stedet for passagerkørsel. På Ryvang-anlægget var forbruget af transportbiler langt mindre end på andre busanlæg.

Tomkørsel med busser og transportbiler er en belastning for klimaet og miljøet, selvom indsættelsen af elbusser giver mindre belastning end dieselbusser. Den meget tomkørsel er med til at forøge trængslen på vejene, som i forvejen er præget af kødannelser i myldretiderne. 

Et københavnsk busanlæg skal medvirke til at fastholde buschaufførerne i jobbet. Det gælder især buschauffører, der bor i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. Mange chauffører er stoppet, når de ellers skal flytte med en linje til et andet busselskab, der har busanlæg udenfor København. Det skyldes ofte, at nogle chauffører har benyttet kollektiv transport til og fra arbejde, og det er stort set fraværende tidligt om morgenen og sent om aftenen i industriområder. Mange er ikke indstillet på at benytte cyklen, når afstandene bliver meget længere.

Men det handler også om at kunne rekruttere nye buschauffører blandt indbyggerne i København og på Frederiksberg. Flere busselskaber har i dag svært ved at skaffe de nye buschauffører, som de søger. Det problem forstærkes i de nærmeste år, når mange chauffører stopper på grund af alder. Når der kun kan tilbydes arbejde på busanlæg, der ligger længere og længere væk fra København, fravælges jobbet som buschauffør.

Det er et problem, at bustrafikken bliver dyrere, når der skal køres de lange tomkørselsture. Udgiften skal indregnes i tilbudsprisen.

Når der er udbud af linjer, sker det i mange tilfælde, at et selskab ikke genvinder linjerne. Det medfører måske, at selskabet derefter beslutter at lukke busanlægget. Det giver normalt nogle omkostninger at afvikle et anlæg.

Omvendt skal det nye selskab, der vinder linjer, ud og finde en grund til at etablere busanlæg. Det bliver stadig sværere, fordi der er stadig færre områder/ grunde, hvor der kan gives tilladelse til at etablere busanlæg, Når grunden er på plads, skal der normalt bygges driftsbygning, vaskehal og værksted. Der skal også etableres elanlæg. Disse udgifter skal også lægges ind i tilbudsprisen. Der kunne spares mange penge, hvis man havde busanlæg, hvor både linjer og busanlæg skal overdrages i forbindelse med udbud. Så kan busselskaberne koncentrere sig om selve busdriften.

Vi har været i dialog med Movia, som også er bekymret over de stigende udgifter til bl.a. tomkørsel, der bl.a. skyldes, at Ryvang-anlægget har mistet buslinjer, og sidenhen er blevet lukket ned.

Derfor håber vi meget på, at der vil være forståelse for vores argumenter for, at det er nødvendigt, at der kan etableres busdrift igen fra busanlægget i Sibeliusgade. Vi håber, at en fastholdelse af anvendelse af grunden som "teknisk anlæg" - eller endnu bedre: anvendelse som "busanlæg" vil bane vejen for, at grunden kan handles til en mere rimelig pris, så et busselskab, der har vundet driften af københavnske buslinjer kan være interesseret i at købe grunden.  

 

 

 

.