Indsendt af:
Thomas Richardt Michelsen
Dato:
29. august 2023
Hej Københavns Kommune
Som udgangspunkt er jeg tilhænger af projektet, såfremt det kan gøres på en fair måde, hvor det ikke er kun beboere i gaden, der alene skal stå med de gener som projektet medfører.
Jeg har følgende bemærkninger til skitseforslaget.
Gadetræer:
Som beboer i den del af Saxogade der skal omdannes, der har boet både på 1. sal og 2. sal, kan jeg oplyse at det er meget lidt sollys der kommer helt ned, da det er en smal gade, med høje bygninger.
Derfor er jeg bekymret for, om gadetræer kan komme til at tage endnu mere sollys fra beboere der i forvejen ikke får meget lys.
Cykelparkering:
I skitseforslagets afsnit 3.2 er det angivet at der før og efter vil være 45 cykelparkeringspladser i gaden.
På situationsplanen er der dog kun vist 40 pladser. Cykelparkering i gaden er i forvejen presset, så det er vigtigt at antallet af cykelparkingspladser ikke reduceres.
Bilparkering:
I skitseforslagets afsnit 3.1 er det angivet, at der i dag er 8 parkeringspladser. Men i virkeligheden er det nærmere 9 pladser. Som man kan se på billedet af gaden i skitseforslaget og på google maps, samt fra daglig erfaring, holder der oftest 7 biler parkeret i det område, der på planen for eksisterende forhold er angivet til at være 6 parkeringspladser. Det vil sige at, de reelle parkeringsmuligheder reduceres mere end hvad der fremgår af projektet.
Erfaringsmæssigt er begge delebilspladser ofte ledige og meget sjældent holder der (der faktisk må holder der) biler på begge delebilspladserne.
Med de forslåede ændringer, ældres forholdet af delebilspladser fra 25% til 50% af pladserne i gaden. Hvordan passer der med det generelle forhold mellem almindelige- og delebilspladser på Vesterbro. Det bør overvejes om den ene eller begge delebilspladser kan laves om til almindelig parkering. evt. i samspil med at der oprettes en andre delebilspladser i nærheden. På den måde er det ikke kun beboere i gaden der betaler "prisen" for ændringerne (mere end vi allerede gør), der jo som sagt komme alle beboere på Vesterbro til gode.
Opholdspladser:
Da der som bekendt allerede er en del liv i gaden, følger selvfølgelig også en del støj. I forvejen er det sådan, at der i forår- og sommermånederne er meget støj når man åbner vinduerne, i en sådan grad at det kan være generede hvis man er indenfor. Det er selvfølgelig naturligt når man bor i byen, men jeg er bekymret over hvad opholdsplader, der ikke er afhængige af Café Sonjas udeservering, gør ved støjniveauet i gade, særligt i aften- og nattetimerne.
Det er angivet i skitseforslaget at møblerne osv. skal kunne aflåses om natten, men hvem sørger i så fald for at de bliver låst op og i hver dag?
Ensretning for cyklister:
Som det også er nævnt i andre høringssvar besværliggør ensretninger på Vesterbro i forvejen fremkommeligheden for cyklister, og det nævnes at gaden i dag bruges meget til og fra skolen, og der er generelt bare meget cykeltrafik i begge retninger.
Jeg forstår at indsnævringen af vejen gør det nødvendigt også at ensrette for cyklister. Jeg er dog bekymret for at det virker meget uintuitivt og ikke vil blive overholdt, når man fra Istedgade kan se lige der hen hvor man skal, af den korte gade.
Adgang til fortov:
Idag kan det pga. en blanding af udeservering, byrumsmøbler, plantekasser og cykelparkering ofte være meget svært at komme fra gaden og op på fortovet. Det kan være problematisk hvis man har tunge ting der skal læsses af, som gør det svært at snige sig i mellem alle de mange elementer. Eller hvis man skal parkere sin cykel, hvor man i dag ofte er nødt til at trække sin cykel hele vejen hed ad fortovet, da det i praksis kun er muligt at komme på fortovet ved enderne. Det er ikke hensigtsmæssigt med trækkende cyklister på fortovet. Dette er tit besværliggjort af udeservering, der i dag ofte fylder ud på fortovet og generelt besværliggør adgang.
Derfor synes jeg det er godt med et projekt der skaber mere plads, så der kan være udeservering uden det er til gene for fodgængere. Det er ikke tilfældet i dag, hvor der ofte er borde/stole, ikke kun på det chausséstensbelagte areal ud til vejen, men også på selve fortovsfliserne, sådan den fri fortovsbredde reelt ofter er halveret.
Udformning af cykelparkeringen på skitseforslaget ser ud til at afhjælpe problemet med adgang til fortovet, men jeg vil indstille til, at adgang til fortovet også indtænkes andre steder end i mellem cykelparkeringen.