Høringssvar vedrørende Skitseforslag for Saxogade

Oprettet: 30. august 2023
Svarnummer:
22

Indsendt af

Tenna Hjortnæs

Postnr.

1662

By

København V

Høringssvar

Jeg er beboer i den del af Saxogade, som dette projekt berør. Jeg er imod projektet af følgende årsager:

TRAFIK: Hvis man vil ensrette cykeltrafikken, vil det være nødvendigt at enten trække sin cykel eller køre på fortovet, når man skal til og fra sin lejlighed. Det vil ligeledes få konsekvenser for de forældre, der skal til og fra skolen for at hente og aflevere. Der mangler derfor nogle konsekvensvurderinger på denne del af projektet.

EJERSKABET: Hvem har ansvaret for de rammer, som de offentlige siddepladser skal fungere under? Hvem skal stå for at vedligeholder og låse dem af om aftenen, og hvem skal bestemme, hvornår dette skal ske? Der mangler vurderinger af, hvad flere opholdsarealer vil betyde for larm, støj og alkohol i gaden, og hvem der kan handle på dette.

URIN: Vi har allerede store problemer med folk, der urinerer i gyden ved skolen/Saxogade og ikke mindst på skolen i de måneder, hvor mange opholder sg uden for på Litauens Plads. Det er både virkelig ulækkert, at vores børn skal afleveres i stank og pytter af urin – og det kan blive sundhedsfarligt. Det problem vil vokse, hvis vi inviterer endnu flere til at opholde sig på gaden, uden der følger toiletforhold med.

LARM: I dag ved vi som beboer i gaden, at festerne på gaderne som regel lukker samtidig med Cafe Sonjas udeservering. Ved at invitere endnu flere gæster til gaden vil støjniveauet stige, og der vil ikke være de samme mulighederne for at sætte et sluttidspunkt på. I dag er der loppemarkeder, gadefester og udendørs arrangementer i gaden, der altid bliver afviklet til glæde for både gæster og gadens beboere. Det skyldes blandt andet, at de ansvarlige forud for hvert arrangement koordinerer og planlægger begivenhederne, så de også tager hensyn til gadens mange beboere. F.eks. slutte de fleste fester omkring kl. 22. Den mulighed for kontrol forsvinder, hvis der lægges op til, at man kan opholde sig i gaden uden rammer.

LOKATION: Der er i dag en stor grøn plads ved Litauens Plads, hvor mange opholder sig, ligesom der er en beværtning. Umiddelbart virker det ikke, som om, der er et behov for flere udendørsarealer i så nær afstand herfra – derimod er der muligheder for at udvikle den grønne plads.

FORMÅL: I projektbeskrivelsen er der ikke nævnt noget om hensynet til og værdien for beboer i gaden. Umiddelbart virker det mest som en fordel for de erhvervsdrivende, der typiske blot lejer sig ind i gaden. Vi er mange, der rent faktisk bor i gaden, der ikke bare kan tage hjem kl. 17, når støjen fra gaden bliver for meget, og jeg vil opfordre til, at projektet ikke bare bliver et erhvervsrettet tiltag, men også noget, der skal komme beboere i gaden til gavn.

I lyset af de trafikale, støjmæssige og hygiejniske konsekvenser projektet vil have samt formålet med projektet kan jeg som beboer ikke bakke op om projektet