Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høring om kvalitetsstandarden Hjælp i Hverdagen 2024 om serviceydelser i Socialforvaltningens hjemmepleje
Høringstype
Område
Tidsperiode for høringen
Serviceydelserne er efter servicelovens §§ 83, 83a og 86 om personlig og praktisk hjælp, rehabiliteringsforløb, genoptræning og vedligeholdende træning.
Formålet med Kvalitetsstandarden Hjælp i Hverdagen 2024
I Kvalitetsstandarden Hjælp i Hverdagen 2024 kan du læse om de tilbud, der er til rådighed for borgere i Københavns Kommune, der oplever fysiske, psykiske eller sociale udfordringer, som gør det vanskeligt at klare daglige opgaver. Målgruppen er primært borgere i aldersgruppen 18 til 65 år. Kvalitetsstandarden indeholder også en tilbudssektion, der præsenterer relevante ydelser for borgere, der modtager personlig og/eller praktisk hjælp via Socialforvaltningens hjemmepleje. Hver tilbudsbeskrivelse indeholder information om formålet og indholdet af ydelsen samt hvor borger kan rette henvendelse.
Digital publicering
For at gøre Kvalitetsstandarden Hjælp i Hverdagen 2024 mere tilgængelig for borgerne, offentliggøres den i år udelukkende i digitalt format på Københavns Kommunes hjemmeside. Dette medfører, at der ikke er et forord, og teksten i Hjælp i Hverdagen 2024 præsenteres på hjemmesiden med forskellige indgange og i en anden rækkefølge end i denne høringsudgave af kvalitetsstandarden. Overgangen til det digitale format påvirker ikke beskrivelserne af ydelserne i Hjælp i Hverdagen 2024. Som hidtil bliver den digitale udgave af kvalitetsstandarden suppleret med en fysisk pixiudgave, som i år ikke revideres.
Væsentlige ændringer
De sektioner, hvor der er blevet foretaget væsentlige ændringer, er markeret med gul i høringsudgaven. Væsentlige ændringer omfatter tilføjelser, præciseringer og omformuleringer af tekstafsnittene. Mindre redaktionelle ændringer er ikke markeret. Indledende tekststykker, som i det digitale format er forkortet eller placeret på forskellige steder afhængigt af den digitale navigering, er markeret med grønt. I år er der blevet foretaget væsentlige ændringer vedrørende skærmbesøg på side 5, leverandører på side 10, sygepleje på side 16, frivillige foreninger og tilbud på side 26, genoptræning på side 27, erhvervet hjerneskade på side 28, astma på side 31, omsorgstandpleje på side 34, borgerservice på side 36, digital post på side 36 og sagsbehandlingsfrister på side 36.
Tilgængelighed
Udover høringsudgaven af kvalitetsstandarden er der vedlagt en illustration, der viser, hvordan borgere i fremtiden vil kunne få adgang til kvalitetsstandarden digitalt. Vi opfordrer til, at bemærkninger fokuserer på læsevenlighed, forståelighed og anvendelighed. Bemærk, at den vedlagte høringsudgave af Hjælp i Hverdagen 2024 ikke er grafisk opsat. Vi bestræber os på at sikre tilgængeligheden, men hvis du oplever udfordringer med adgangen til kvalitetsstandarden, er du velkommen til at kontakte os, så vi kan sende en alternativ, webtilgængelig version af høringsdokumentet.
Send dit høringssvar
Høringssvar sendes pr. mail senest d. 27. oktober til:
Mie Madsen
Faglig konsulent i Borgercenter Voksne
E-mail: FV2Z@kk.dk