Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Miljøkonsekvensrapport Metrolinje M5

Oprettet: 26. september 2024
Svarnummer:
811

Indsendt af

Zoé Stangerup

Postnr.

1432

By

København K

Høringssvar

Hej,

Jeg er studerende og har boet i studiebolig på Margretheholm i over fire år nu, hvilket jeg har været og stadig er utrolig glad for. Margretheholm er naturskønt, fredeligt og roligt med store græsarealer, vilde blomster, biodiversitet, en hyggelig og aktiv lystbådehavn, miniskov, stille kroge samt læ for trafikstøj - elementer, som jeg selv ser som ret ideelle, og som vi netop kun har brug for flere af rundt omkring i byen. I en travl hverdag finder jeg det utrolig værdifuldt at kunne komme hjem til kvarteret og gå en tur i de grønne og blå omgivelser og mærke roen herude. Margretheholms omgivelser, som de er nu, står nemlig i kontrast til mange steder i København og føles meget mindre hektiske og travle.

Siden jeg hørte om de mulige planer vedr. opførelsen af en kommende M5-metrolinje over jorden igennem Margretheholm, har jeg været skeptisk og bekymret over denne løsning. Jeg mener nemlig, at en overjordisk metro vil ødelægge rigtig meget af lige netop dét, som jeg selv og mange andre beboere herude holder meget af ved Margretheholm.

En højbaneløsning vil skære direkte igennem og ødelægge meget af det dejlige, grønne område bag bygningen 'Udsigten', som rigtig mange af os herude bruger til fredfyldte gåture, fodbold, hundeluftning eller afslapning ved havnen. En fremtidig overjordisk metro, som det også kan høres i Ørestaden og det nordlige Nordhavn, vil støje næsten konstant og dermed stå i kraftig kontrast til - og ødelægge - Margretheholms rolige omgivelser. Jeg er selv ret lydfølsom og sætter netop pris på at kunne få ro herude i området. Hos mine forældre, som bor et sted i København, hvor M3-linjen kører direkte nedenunder, kan metroen høres rigtig ofte, hvilket er forstyrrende - jeg mener kun, at en højbanemetro vil gøre støjen værre. Jeg kan desværre ikke se, at jeg vil kunne opnå samme ro ved at skulle opholde mig i området tæt ved en potentiel højbane, og jeg tænker at en højbane potentielt både vil kunne skade beboernes mentale helbred i hverdagen og vores muligheder for at benytte området fremover.

Desuden vil en højbaneløsning på M5 praktisk set indskrænke Margretheholm Havn, en hyggelig gammel lystbådehavn, som jeg selv og min familie ofte benytter, samt tilføje et konstant stressende element til havnen.

Jeg håber meget, at det vil være muligt at anlægge en kommende M5-linje under jorden igennem Margretheholm, da dette mest muligt vil bevare områdets karakter, biodiversitet, fred og ro samt beboernes og sejlernes livskvalitet.

Mvh Zoé S.