Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Miljøkonsekvensrapport Metrolinje M5

Oprettet: 24. september 2024
Svarnummer:
508

Indsendt af

Pernille Formsgaard

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Ødelæg ikke byens gamle, historiske villakvarterer!

Vi bifalder den fortsatte udvikling af Københavns metro, men med de foreslåede planer for M5, frygter vi, at det kommer til at ske på bekostning af det eksisterende og historiske København.

Vi er for nyligt flyttet til det gamle historiske villakvarter Valhal, der ligger op ad Sundby Kirkegård, og vi kan til vores store forundring læse, at man planlægger at føre metroen lige lukt under villakvarteret – og endda i et langt højere niveau (8-15 meter under gadeplan) end fx Cityringen, der ligger mere ned 30 meter under gadeplan, og stadig har udløst minimum 500 klager, efter metroen gik i drift.

Vi kan forstå, at den valgte dybde drejer sig om at spare tid, penge og materialeforbrug, men er det virkelig et bæredygtigt valg, hvis det med største sandsynlighed betyder, at husene i det mere end 100 år gamle og bevaringsværdige kvarter kommer til at slå revner, og at husene for mange beboere vil blive ubeboelige, fordi støj og vibrationer vil ryste husene med 3 minutters mellemrum døgnet rundt?

Det henleder også til et andet problem, som er godt gemt i den digre Miljøkonsekvensrapport. Nemlig det faktum, at de grænseværdier, som Metroselskabet skal overholde i driftsfasen, hviler på en tudsegammel ordning fra 1997, der blev lavet lang tid før, København fik en metro, og som dermed ikke tager højde for denne særlige transportform.

Grænseværdien tillader, at metroen må larme op til 22 eller 25 dB døgnet rundt, hvilket bestemt er noget, man kan høre og mærke. Men hvor man med en motorvej kan lukke vinduet, så har folk, der bor oven på en metro, ikke rigtigt nogle værn mod vibrationer og støj.

Yderligere måles støjen og vibrationerne som et gennemsnit over 10 sekunder, hvor peaks er tilladt, når bare gennemsnittet ikke overstiger grænseværdien. Et metrotog passerer en ejendom så hurtigt (2-3 sek), at støj/vibrationer i det korte tidsrum ville kunne være 3-5 gange det tilladte, uden at grænseværdierne overskrides.

Det er helt uacceptabelt, og det gør således kun ondt værre, at man vil lægge metroen langt højere i terrænet, end man har gjort tidligere.

For at passe på det historiske København og nå ja – dets beboere ;-) – vil vores forslag være, at man rykker linjeføringen et nyk, så den i stedet løber under legepladsen Bredegrund og parken ved den gamle Sundbyøster Kirkegård, hvor der er langt færre beboere og mindre skrøbelige beboelsesejendomme.

Det holder ikke, at det eksisterende København skal ofres i jagten på metroudvidelse – det er alt andet end bæredygtig byudvikling!