Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Høringssvar vedrørende Miljøkonsekvensrapport Metrolinje M5
Indsendt af
Postnr.
By
Høringssvar
Kære Københavns Kommune,
Vi skriver som beboere på Margretheholm for at udtrykke vores bekymring over planerne om at etablere Metro Linje M5 som en højbane.
Vores familie er tilflyttere fra Østerbro, og valgte netop at bosætte os på Margretheholm på grund af områdets unikke rekreative kvaliteter for både børn og voksne. Alternativet for os havde været at flytte ud af byen.
En højbane vil være ødelæggende for vores nærområde. Den vil ikke blot påvirke vores daglige oplevelse af området, men også områdets generelle attraktivitet som et roligt og naturskønt boligområde tæt på byen.
En højbane vil kræve inddragelse af store dele af de rekreative arealer, som vi og vores naboer benytter dagligt. Det grønne friareal bag bebyggelsen "Udsigten" er et af de få grønne åndehuller i området, og det vil være et meget stort tab for os, hvis dette område bliver inddraget og skåret igennem af en metro.
Som en familie, der netop har valgt at bosætte sig i København, ser vi velfungerende og attraktive byområder som afgørende for, at børnefamilier bliver i kommunen. Hvis Margretheholms rekreative kvaliteter forringes, risikerer man at miste familier som vores, der ønsker at bo i et grønt og roligt boligområde.
Vi vil gerne understrege, at vi er store tilhængere af metroens udbygning, da den vil forbedre transportmulighederne og binde byen bedre sammen. Men for at bevare områdets særlige karakter og holde på børnefamilier i København, vil vi på det kraftigste opfordre til, at Metro M5 graves ned i stedet for at blive anlagt som en højbane.
Med venlig hilsen,
Peter Simonsen og Line Skovgaard
Beboere på Margretheholm