Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Miljøkonsekvensrapport Metrolinje M5

Oprettet: 25. september 2024
Svarnummer:
647

Indsendt af

Lars Ole Vallebo

Postnr.

1432

By

København k

Høringssvar

Hermed fremsendes høringssvar angående projektet for etablering af metrolinjen M5.

 

Til Borgerrepræsentationen

 

Først og fremmest vil jeg gerne anerkende de involverede parter for at de efter bedste evne forsøger at undersøge forholdene i forbindelse med projektets etablering.

Dog er det også bekymrende at kunne konstatere, at mange væsentlige forhold udelades eller underdrives i forbindelse med det udarbejdede materiale som skal ligge til grund for beslutningen, hvori der bl.a. ligger forslag om etablering af en højbane som skal strække sig fra Prags Boulevard, forbi Kløvermarken, over Margreteholmen og videre ud til Refshalvøen.

Jeg skriver dette høringssvar da jeg ønsker at udtrykke min stærke bekymring over denne løsning og opfordre til, at de involverede parter genovervejer projektets udformning.

 

Negative konsekvenser for beboere og miljøet

Der bliver i udbudsmaterialet anvist forslag omkring etablering af en højbane, hvilket beskrives som den på papiret billigste løsning. Men som det umiddelbart kan konstateres af udbudsmaterialet vil en højbane skulle placeres gennem eller tæt ved grønne områder såsom Kløvermarken, Margretheholmen og Refshalvøen. Områder der er med til at give Nordøstamager, Refshalvøen og de omkringliggende områder netop den unikke oplevelse og de åndehuller som både Københavnere og turister glædeligt opsøger igennem alle årets 365 dage.

 

En højbane langs den foreslåede rute må forventes at have markant negativ indflydelse på de nærliggende områder. Kløvermarken bliver eksempelvis dagligt benyttet af store dele af de omkringliggende områders børn og unge til at dyrke sport og foreningsaktiviteter. Efter et hurtigt besøg en tilfældig eftermiddag eller weekend vil det hurtigt stå klart, hvilket unikt samlingspunkt Kløvermarken er. Derfor bør det heller ikke tage mange øjeblikke at forestille sig de vidtrækkende konsekvenser en højbane vil medføre. Selvom højbanen ikke skal køre direkte gennem Kløvermarken, er det vanskeligt at forestille sig, at en højbane ikke vil påvirke Kløvermarken og dens omkringliggende aktiviteter negativt.

Dernæst er der Margretheholmen. Et unikt sted tæt på hjertet af København, hvor både såvel børnefamilier som unge og pensionister i forening har mulighed for at nyde den rolige og unikke natur. Alle der besøger Margretheholmen siger samstemmende at dens natur er noget helt særligt, og dette gælder også ligeledes for de mange turister der hver dag besøger området. De beskriver bl.a., at de besøger området for at opleve det unikke syn som man får fra toppen af CopenHill, men ligeledes også for at kunne opleve den unikke atmosfære, roen og idyllen som områdes natur tilbyder.

Afslutningsvis er der Refshalvøen – et sted som de seneste år, er blevet stadig mere populært med alt fra de bevaringsværdige B&W Haller, til havneområdet og festivalpladserne hvor der årligt afholdes Distortion og CopenHell mv. En metrohøjbane risikerer at ødelægge området ved at introducerer et industrielt og mekaniseret element i landskabet, hvilket må formodes at mindske Refshaleøens appel som turistdestination.

 

Dertil skal der tages højde beboernes sundhed og velvære. Alene på Margretheholmen er der 34 lejlighedsopgange med op imod 850 beboere som vil få direkte udsigt til højbanebyggeriet herunder det forventede øgede støjniveau som et højbanebyggeri må formodes at skabe. Dertil er der slet ikke talt de øvrige beboere på Margretheholmen eller kolonihaverne ved Forlandet med.

Disse beboere vil alle blive direkte påvirket af etableringen, og et hurtigt tilbageblik i medieaktiverne fra Københavns nuværende metrolinjers etablering tegner ikke lovende såfremt der vælges en højbane.

 

I stedet for en højbane opfordrer jeg til, at der i stedet vedtages etablering af en underjordisk løsning, som i højere grad kan sikre både byens infrastrukturbehov men samtidig også at de eksisterende miljøer og områder kan bevares.

 

Jeg håber derfor, at Borgerrepræsentationen vil tage hensyn til de mange borgere, foreninger og besøgende som bliver berørt af denne beslutning, og finde en løsning der på bæredygtig vis kan integreres i områdets nuværende kvaliteter.

 

Med venlig hilsen

Lars Ole Vallebo

Margretheholmsvej 56, 5, tv

1432 København K