Høringssvar vedrørende Forslag til Kommuneplanstrategi 2023

Oprettet: 29. september 2023
Svarnummer:
135

Indsendt af

Malte Emborg Vinding

Virksomhed / organisation

Cyklistforbundets lokalafdeling i København

Postnr.

1362

By

København K

Høringssvar

Høringssvar til Kommuneplanstrategi 2023
Cyklistforbundet København

I Cyklistforbundet København kæmper vi for bedre forhold for cyklister i København. København ville ikke være den cykelby vi kender i dag, hvis ikke Københavns Kommune havde lyttet til cyklisternes behov og taget konkrete skridt for at prioritere dem med udbygning af et sammenhængende net af cykelstier.

Vi mener, at der er brug for en ihærdig indsats for cyklismen i København, som i de seneste år er blevet mindre og mindre cykelvenlig. Antallet af københavnere og biler er steget og cykelinfrastrukturen har ikke fulgt med. Dette giver anledning til trængsel, konflikter og uforudsigelig adfærd på cykelstierne. I tillæg er trafikanttyperne på cykelstierne blevet flere og mere forskellige – med flere scootere, elcykler og ladcykler. Dette er udfordringer der kræver handling.

Udkastet til Kommuneplanstrategien giver udtryk for, at cyklismen fortsat skal tilgodeses – bl.a. ved at understøtte kombinationsrejser og videreudvikle supercykelstinettet. Dette kan vi kun bakke op om. Vi ser særligt positivt på ambitionen om at udvikle cykelinfrastruktur som giver plads forskellige typer af cyklister herunder ”børn, sårbare grupper med kroniske sygdomme og ældre” – som det fremgår af udkastet.

Samtidigt må vi konstatere, at ambitionerne for cyklismen i København er nedtonet ift. de udfordringer den står over for. På andre områder i udkastet bliver konkrete flagskibsprojekter fremhævet – bl.a. Metro M5, Øresundsmetro, Østlig Ringvej og overdækning af motorveje på Amager og Bispebjerg. På cykelområdet ser vi gerne, at kommuneplanen også fremhævede VIP-projekter på cykelområdet:

  • Cykelforbindelse til Refshaleøen
  • Lukning af Dybbølsbro for biltrafik og nye broer over Sydhavn
  • Stort moderne cykelparkeringsanlæg på Københavns Hovedbanegård
  • Cykelvenlig metropolzone
  • Jernbanebyen som bilfrit cykelkvarter

I de kommende år ønsker vi også et større fokus på, at de eksisterende hovedruter i det københavnske cykelnet opgraderes til en højere standard, med fokus på:

  • Udvidelse af cykelstier
  • Fremkommelighedstiltag – heriblandt cykelsignaler med prioritering, overkørsler uden vigepligt og niveaufri krydsninger
  • Jævn belægning på cykelstierne
  • Ombygning af store usikre kryds
  • Udbygning og opgradering af supercykelstinettet i hovedstaden
  • Større adskillelse af cyklister fra trafikstøj og andet forurening
  • Skillerabatter mellem cykelsti og gadeparkering

Vi mener også, at strategien skal være mere tydelig omkring, at det ikke er muligt at prioritere alle transportformer på én gang. For det er ikke muligt for alle og enhver i København at eje egen bil og hvis ikke kommunen gør noget aktivt for at reducere unødvendige bilture og unødvendigt bilejerskab, vil biler tilsande den københavnske trafik, og gøre det svære at prioritere nogen som helst andre transportformer, inklusive cyklismen.

Vi mener derfor ikke, at udkastet tager konsekvenserne af øget bilejerskab og biltrafik seriøst. I tillæg til målsætningen omkring maks. 25 pct. bilture og minimum 25 pct. ture med henholdsvis gang, cykel og kollektiv trafik, har den kommende kommuneplan brug for flere målsætninger på cykelområdet:

  • Separate målsætninger for turfordelingen henholdsvis inden- og udenfor kommunegrænsen
  • Målsætning for antal offentlige cykelparkeringspladser med mulighed for aflåsning af lad- og elcykler – for hver bydel
  • Målsætning for at nedbringe antal gader hvor cykling mod ensretning er forbudt
  • Målsætning for at øge antal signalregulerede kryds med tilladt højresving ved rødt lys (for cyklister)
  • Målsætning for en divers sammensætning af cyklister – f.eks. andel ældre, børn, indvandrere m.fl.

Vi bakker også op om at etablere flere cykelvenlige og bilfrie skolezoner. Dog mener vi at alle gader i København skal være sikre for børn at cykle på. Desuden ser vi gerne, at strategien fremhæver Københavns nulvision for antal dræbte i trafikken, og lægger op til at gennemføre systemiske indgreb i trafikreguleringen på lokaliteter hvor alvorlige ulykker sker - også selvom disse indgreb må være på bekostning af bilisters fremkommelighed. Vi mener imidlertid også at der mangler fokus på det store antal af mindre alvorlige ulykker, som politiet ikke registrerer. Endeligt, skal kommunen også have fokus på at nedbringe nær-ulykker og andre utrygge situationer som bl.a. opstår i afkortede cykelstier med kombinerede højresvingsbaner, samt på cykelgader hvor den motoriserede trafik er for intensiv og for hurtig.

 

Med venlig hilsen

Cyklistforbundet København
Malte Emborg Vinding, Næstformand