Høringssvar vedrørende Forslag til Kommuneplanstrategi 2023

Oprettet: 24. september 2023
Svarnummer:
45

Indsendt af

Katja Dyppel Weber

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Jeg imødeser på det varmeste kommunes planstrategi og vision om at være ”fremtidens klimavenlige hovedstad”. Særlig temaerne om ”en sund klimaby med plads til natur, kultur og fritid” samt ”udvikling med respekt for byens sjæl” er også væsentlige punkter for os, som børnefamilie som forventer at vedblive med at bo i byen.

På islandsbrygge er der i de seneste mange år bygget mange nye og høje bygninger, som naturligvis har medført et stigende antal beboere – herunder særligt børnefamilier – hvilket har bidraget til en lang række gode ting for lokalmiljøet. Samtidigt har det også være på bekostning af de grønne områder langs Amager fælled, ligesom der nu kun er meget få områder med græs og grønt, mellem selve bryggen og Amager fælled. Jeg anmoder på det kraftigste om, at de grønne områder, som findes på nuværende tidspunkt opretholdes, ligesom jeg anmoder om, at kommunen indtænker, hvordan nye grønne områder til biodiversitet, åndehuller, leg, hundeluftning mv. kan etableres.

Jeg er konkret blevet gjort bekendt med, at ATP påtænker at anlægge en boligblok på det grønne areal på Sturlasgade med henvisning til reglen om "hul-udfyldning" som eksisterer i nuværende lokalplan. Dette vil medføre opgravning af forurenet jord, forventelig til stor skade for de nærliggende daginstitutioner, ligesom det vil fjerne endnu et grønt område. Samtidigt vil det medføre, at den eventuelle plan om at lave en ”grøn kile” mellem bryggen og Artillerivej, inkluderende Sturlasgade, Snorresgade og Kigkurren, som en del af det grønne København samt skybrudssikring, ikke længere kan realiseres. Jeg vil med dette høringssvar på det kraftigste anmode om, at reglen om "hul-udfyldning" fjernes fra lokalplanen, når det sker på bekostning af grønne områder, som i forvejen er en stor mangelvare i byen og i direkte modstrid med ønsket om en grønnere by, og miljø ansvarlighed.

Samtidigt anmoder jeg om, at der med respekt for byens sjæl udfærdiges en lokalplan, hvor historiske bygninger og områder, såsom de gamle lagerbygninger/pakhuse på sturlasgade og kigkurren, som i dag huser opblomstrende musikmiljø, små cafer og industri, bibeholdes. Sådanne bygninger/områder er netop en del af byens oprindelige sjæl og det ville være et tab for byudviklingen om dette også skulle ændres til ”endnu en boligblok”.