Høringssvar vedrørende Forslag til Kommuneplanstrategi 2023

Oprettet: 29. september 2023
Svarnummer:
128

Indsendt af

Jan Koed

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Høringssvar til Kommuneplanstrategi 2023

 

Skybruddet i 2011 blev et forvarsel om konsekvenserne af de igangværende klimaforandringer. Skybruddets økonomiske og menneskelige konsekvenser var så voldsomme, at det københavnske bystyre med beundringsværdig konsekvens iværksatte en storstilet og langsigtet plan for at imødegå lignende hændelser i fremtiden.

 

Planen var så fremsynet, at vi i dag og de kommende år kan høste frugterne i form af klimatilpassede grønne byrum, der øger københavnernes livskvalitet, den biologiske mangfoldighed og lægger en dæmper på byens støj og forurening.

 

I sommeren 2023 har vi oplevet endnu en konsekvens af klimaforandringerne, den globale temperaturstigning, som gjorde tilværelsen uudholdelig for størstedelen af den sydeuropæiske befolkning. Det må betegnes som et lykketræf, at Danmark og København gik fri af den helt store hedebølge.

 

I 2018 fik københavnerne en forsmag på, hvor galt det kan gå, når sommertemperaturen og tørkeperioden overstiger normalniveauet. Det grønne fik svært ved at overleve, søerne begyndte at tørre ud og københavnerne døjede med varmen.

 

Det er et velbeskrevet fænomen, at storbyer absorberer varmeindstrålingen og skaber et lokalt klima, hvor temperaturen kan blive mere end 10 grader højere i forhold til de omkringliggende landområder. Fænomenet kaldes varmeøeffekten.

 

Med de stadigt flere globale varmerekorder kan truslen om hedebølger og byens overophedning vise sig at blive en endnu større trussel end de klimabetingede skybrud.

 

Når vi taler om hedebølger, er det borgernes trivsel og førlighed, der er på spil. For udsatte samfundsgrupper og ældre medborgere kan konsekvenserne være livstruende.

 

I det fremlagte forslag til kommuneplanstrategi med titlen »Fremtidens klimavenlige hovedstad« bør der være et langt større fokus på håndteringen af varmeøeffekten. Fænomenet er kun nævnt ét sted i forslaget, på side 75 første spalte, nærmest som et underordnet fænomen i forhold til andre klimatilpasningsprojekter.

 

På side 76 anden spalte omtales den grønne arealplan, som bruges til årligt at udpege områder i byen, som skal give københavnerne lettere adgang til offentligt tilgængelige grønne områder. Det nævnes, at man har svært ved at opfylde den opstillede målsætning på grund af manglende arealer.

 

Det er derfor af afgørende betydning for bekæmpelsen af varmeøeffekten i hele København, at samtlige arealer, der tjener et trafikalt formål, bliver gransket for at afgive areal til grønne og blå områder med rejsning af skyggegivende træer. Et redskab i denne proces kan være at lægge parkeringsarealer og større trafikanlæg i underjordisk konstruktion.

 

29.09.2023

 

Arkitekt MAA

Jan Koed

Clara Pontoppidans Vej 41

2500 Valby

 

jk@cadaid.dk