Høringssvar vedrørende Forslag til Kommuneplanstrategi 2023

Oprettet: 26. september 2023
Svarnummer:
52

Indsendt af

Cecilie

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

København bliver i stigende grad af omverdenen portrætteret som en by hvor det virkelig er lykkedes at have storby kombineret med åbne, grønne og sikre områder. En by man ikke bare lever i men trives i. Det er ikke kommet af sig selv, og det kræver stor selvbevidsthed og at man holder sig langt væk fra quick-fixes på nu og her problemer, hvis vi skal holde fast i København som den unikke hovedstad den er blevet. Meget flot er det også det der hentydes til i Kommuneplanstrategi 2023, som peger på, at København skal være en by med bynatur, rekreative åndehuller, klimasikring og udvikling med respekt for byens sjæl.

Jeg er blevet bekendt med, at ATP har igangsat et projekt, hvor det planlægger at bygge på en af byens eksisterende og meget brugte grønne åndehuller på Sturlasgade på Islands Brygge. Noget der synes at stå i stærk kontrast til den nye kommuneplansstrategi, og som vil have store negative konsekvenser på det lille miljø der er i Kigkurren. Området bruges i dag flittigt og kan give endnu mere værdi for Københavnerne hvis der tænkes videre i at udvikle det grønne område mhp rekreation. Der er arbejdspladser, børnehave, fitness center og cafeer i nærheden, som vil kunne bruge pladsen yderligere som et "helle" mellem Artillerivej og Islands Brygge. Hvis dette grønne område istedet bliver bebygget med beboelse, vil kigkurren blot være endnu en grå plet i København. En spildt mulighed for noget unikt, og i stærk kontrast til kommunalplansstrategien.

ATP ønsker at bygge i seks etager på nabogrunden til Børnehuset Bryggen, hvilket er bekymrende af flere årsager: En seks etagers bygning vil i høj grad lukke børnehavens legeplads inde og lukke af for lys og oplevelsen af en åben legeplads, og dermed forringe børnenes trivsel. Derudover er grunden meget forurenet, og det vil kræve en større oprensning, som enten skal ske med børnene ved siden af eller vil kræve en genhusning af børnehaven. Begge dele er stærkt uhensigtsmæssige for børnenes trivsel, tryghed og sundhed. 

Den grønne kile vil forbedre de trafikale forhold i området, hvor brede veje lige nu frister til hurtig kørsel, og en ustruktureret parkeringsplads på Kigkurren skaber forvirring og jævnlige uheld. Samtidig hænger den grønne kile godt sammen med det projekt om skybrudssikring i Sturlasgade, som kommunen aktuelt arbejder på.

Jeg bakker derfor i høj grad op om lokaludvalgets ønske om den grønne kile, mens jeg er meget bekymret for konsekvenserne af en realisering af ATPs byggeprojekt.