Høringssvar vedrørende Skitseforslag for Kastelsvej

Oprettet: 21. august 2023
Svarnummer:
7

Indsendt af

Phie Skovgaard

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Mit svar vedr. høringen indeholder en klage over, at vi berørte beboere ikke bliver ordenligt informeret om høringen, et nej til nedlægning af P-pladser samt forslag til et mere ambitiøst projekt med synergieffekt og kommentarer til det konkrete forslag og mere generelt.

 

Høring

Hvad er årsagen til at høre os beboere via et enkelt skilt og ikke sikre en demokratisk proces?

Hvordan er det sikret, at alle får mulighed for at blive hørt i denne høring og at konsekvenser som nedlægning af P-pladser tydeligt fremgår?

 

Det føles rart at blive hørt, at blive involveret og det opleves respektfuldt at blive taget med på råd. 

Der er kun opstillet ét enkelt skilt foran Langelinje Skolen, som jeg flere gange har overset, da det ser ud som noget der vedrører skolen.  

Vedrørende en høring, havde jeg forventet at berørte beboere blev kontaktet via e-boks, dvs. alle beboere på Kastelsvej og de omkringliggende gader, der bliver berørt af evt. trafikale omlægninger og nedlægninger af P-pladser. Det opleves som om, der kun bliver henvendt sig til brugere af Langelinje Skolen via et skilt, som man ikke rigtig bemærker.

At henvende sig skriftligt til alle berørte beboere er en ordentlig måde vedr. høring. 

Hvis man vælger skiltning som kommunikationsvej, så bør der i det mindste opsættes mange skilte langs hele Kastelsvej samt de omkringliggende gader.

 

Kommentarer til forslaget

Formålet med forslaget på Kastelsvej er at skabe et grønt gademiljø med plads til ophold og træer.

 

De fleste af os vil naturligvis gerne have grønt at se på. Det er afgørende for succes at formålet, udformningen og omkostningerne sikrer, at det grønne område opleves som relevant for os beboere, for naturen og at det bidrager til øget trivsel, der opvejer omkostningerne. 

De største omkostninger for os beboere er nedlægning af P-pladser.

 

Forslaget beskriver etablering af en grøn landsby midt i byen. Det lyder selvfølgelig super attraktivt men jeg ser det ikke rigtigt udfoldet i det foreliggende forslag.

 

Til det konkrete forslag har jeg følgende kommentarer/spørgsmål:

Lad os hæve os gå i meta og slå flere fluer med et smæk ved at hæve ambitionsniveauet og få mulighed for en synergieffekt ved at se på, hvordan bynatur både kan øge trivsel, klimaeffekt, biodiversitet, social sammenhængskraft og æstetisk kvalitet. 

Måske kan det financieres med flere forskellige puljer og blive et ambitiøst eksempel på synergieffekt.

 

Udvid etablering af facadebegrønning og plantebede til hele/større dele af Kastelsvej på hjørner og hvor der er plads. Der er f.eks. god plads ved hjørnet af Kastelsvej og Classensgade samt Kastelsvej/Fridtjof Nansens Plads.

 

Inddrag overflader. Overvej vertikale haver, grønne vægge, hvor det kan etableres og undersøg om der evt. kan etableres grønne levende tage?  

 

Vælg planter og træer med omhu. De rette valg har stort naturpotentiale og kan i høj grad bidrage til øget biodiversitet. For eksempel har én stor trækrone større værdi end ti små - set i forhold til biodiversitet og tilbageholdelse af CO2. Det skal selvfølgelig være et hjemmehørende træ, så insekterne har gavn af det. Buske og stauder, der tiltrækker de danske insekter plantes. 

 

Kan drift financieres i fremtiden eller skal beboere inviteres til at deltage i naturpleje?

 

Skab en sansehave, et rekreativt område med plads til fordybelse. Vælg planter/træer der tiltrækker insekter og fugle vi kan lytte til, planter vi kan dufte til, skab lyde fra f.eks rislende vand, som vi kan lytte til og blomster m.m. til at stimulere synssansen og glæden ved det enkle.

 

Forslag til anvendelse af alternative områder og undgå nedlægning af P-pladser 

Det trekantede område mellem de eksisterende træer foran skolebygningen (hvor der er opsat en buste af Peter Atke Castberg) samt det trekantede område langs Ho Chi Minh stien og foran indgang til Garnisons Kirkegården foreslås til projektet. 

Man kunne undgå nedlægning af P-pladser ved anvendelse af disse områder, som begge trænger til et løft og måske kunne få en funktion og æstetisk kvalitet.

 

Trafikafvikling og nedlægning af P-pladser

Cyklisters tryghed bliver nævnt i skitse forslaget og at færdslen overordnet vil opleves mere rummelig. Færdes man nu i området ved spidsbelastningstid vil man opleve et trafikalt kaos. Der er blandt andet mange hurtige og store el-lad-cykler, som kan virke tromlende. Jeg ser ikke hensynet til fodgængere nævnt eller hvordan der forholdes til  ulempen/faren ved cyklister på fortovene. Hvis ensretningen kun gælder for bilister, er det vanskeligt at forestille sig en mere rummelig trafikoplevelse - tværtimod. 

I stedet for grønt og glæde frygter jeg frustration og kaos mht trafikafvikling.

 

Mangel på P-pladser på indre Ø er velkendt problem og vi på Kastelsvej er i forvejen presset af mangel på P-pladser, da mange er afsat til ambassader (som står tomme aften/nat). Nedlægning af P-pladser er temmeligt trættende, især når det sker i mangel på relevans og nytteværdi og færdiggørelse af projekt. Her følger tre eksempler fra området:

 

For år tilbage blev der nedlagt P-pladser ved Bergensgade/Østbanegade tæt på Østerport St. for at etablere cykelstativer. 

En anden men helt oplagt mulighed for cykelparkering, tæt ved Østerport St/ Østbanegade, blev afskærmet med hegn og i flere år er intet sket. Her kunne etableres cykelparkering i flere etager, tættere på stationsbygningen og man kunne have sparet at nedlægge de dyrebare P-pladser. 

 

I den anden ende af Bergensgade, ved Den Russiske Ambassade og Garnisons Kirkegård blev der nedlagt P-pladser i forbindelse med flytning af kirkegårdens materialegård. Et trekantet område foran en indgang til kirkegården blev etableret mellem Den Britiske Ambassade og den nye materialegård. Området ligger langs Ho Chi Minh stien og det er vanskeligt at se formålet med det. Hvis man i stedet havde byttet om og havde flyttet materialegården til det trekantede område, så kunne der etableres P-pladser ved Bergensgade. Det ville signalere omtanke og retfærdiggøre nedlægning af P-pladser andre steder, eksempelvis på Kastelsvej. 

 

Et tredje eksempel er området omkring Kristianiagade/Fridtjof Nansens Plads/Østbanegade. Her er nedlagt P-pladser, etableret en mærkelig trafikomlægning samt arealer med grus og ukrudt, som hverken bidrager til skønhed eller mening/relevans.

 

Involvering af beboeres kreativitet og ressourcer

Som borger på Østerbro føles det respektløst og nærmest som chikane at nedlægninger af P-pladser fortsættes og dét uden nogen rigtig relevans. 

 

Lyt til os. Lav f.eks. en portal, hvor beboere kan komme med konkrete forslag til, hvor der kan etableres nye P-pladser, udnytte eksisterende P-pladser i aften/nattetimer, hvor der kan etableres grønne områder med relevante formål og som giver værdi for os borgere, som f.eks:

 

Helhedsløsninger ønskes frem for små mere eller mindre ubrugelige små områder - og det på bekostning af værdifulde P-pladser.

Etablering af grønne levende tage, hvor det er muligt. Her kan rekreative områder skabes med sansehaver eller dyrkning af krydderurter, grøntsager, planter til bier og andre insekter og disse fungerer samtidig klimabeskyttende.

Sociale sammenhænge kan skabes ud af naturplejen ved at involvere ældre, ensomme og dem der bare elsker at grave, plante og se det spire og gro. 

Haveterapi til stressbehandling kunne etableres…

Parker og grønne områder i byen kunne indrettes til aktivitet som Chi Gong og fordybelse og rekreation med inspiration fra Terapihaven Nacadia.

Opgrader lommeparker, gør restområder til grønne oaser eller små biotoper, så de får relevans. 

Indret f.eks dedikerede områder til hundetoiletter, og afhjælp problemer med hundeekskrementer på fortove m.m.

Udnyt og udbyg eksisterende naturkvaliteter som vi f.eks. har i Fælledparken, Classens Have og Østre Anlæg.

Brug naturen som læringsrum. Børn og unge der elsker naturen vil passe på den.

Det er vor fremtid. Det er ud fra kærlighed til naturen, at et ønske om at værne om den opstår. 

Lad os bruge tid på at lave forarbejdet, researche og finde rigtig spændende kreative og brugbare løsninger, så vi får det fylde udbytte for pengene på løsninger, som er til glæde og trivsel for os borgere i dagligdagen og lad os blive et inspirerende forbillede.

 

Vh

Phie