Høringssvar vedrørende Trafikal helhedsplan omkring Dybbølsbro

Oprettet: 15. september 2023
Svarnummer:
27

Indsendt af

Vesterbro Lokaludvalg

Virksomhed / organisation

Vesterbro Lokaludvalg

Postnr.

1758

By

Københavns V

Høringssvar

Høringssvar fra Vesterbro Lokaludvalg vedr. Trafikal Helhedsplan for Dybbølsbro

Vesterbro Lokaludvalg har drøftet Trafikal helhedsplan for Dybbølsbro.

Perspektiverne for trafikudviklingen er dybt foruroligende, og det kalder derfor på en overordnet plan for afviklingen af biltrafikken i København. Vesterbro Lokaludvalg mener, at den Trafikale Helhedsplan for Dybbølsbro bør være et wake-up-call for Borgerrepræsentationen.

Den mangeårige praksis med at byudvikle København uden samtidig at have planer for, hvordan indbyggere og gæster kan komme frem i byen, bør ikke fortsætte. Og med den trafikale Helhedsplan for Dybbølsbro stilles problemerne på spidsen. Kapaciteten på denne del af Vesterbros veje er snart brugt op – og der skal nu træffes svære beslutninger om, hvilke trafiktyper, der skal være plads til.

Men det bør være åbenbart, at problemerne er endnu ikke fuldt belyste. Der bor ikke mange mennesker under Dybbølsbro – og trafikken kan på ingen måde siges at være strengt lokal. Dybbølsbro er en hovedåre for resten af byen og hvis byudviklingen skal fortsætte som det gør, så er der behov for et større perspektiv.

Den lokale byudvikling fortsætter ved Engholmene, hvor der er planlagt 4 ekstra øer med kontorbyggeri: En udbygning af Fisketorvet: Og endelig kommer Jernbanebyen med et planlagt byggeri til 8000 indbyggere og en række kontorfaciliteter med mere. Her er der desværre ikke tænkt trafikafvikling ind – noget som Borgerrepræsentationen burde have været opmærksom på i forbindelse med Kommuneplaner og Kommune-planstrategier og inden bebyggelsesprocenterne blev lovet væk til kommende bygherrer. Dette ser vi nu problemet ved.

Vesterbro Lokaludvalg vil derfor ikke bakke op bag den foreslåede løsning. Vi mener i stedet, at der nu bør foretages en overordnet trafikanalyse af biltrafikken i København. Det bør være en del af den kommende Kommuneplanstrategi og Kommuneplan, at der ikke loves nye bebyggelsesprocenter væk (ny byudvikling) uden at der samtidigt foretages analyser af, hvordan de kommende indbyggere og/eller de kommende medarbejdere i kommende arbejdspladser kan komme til og fra deres gøremål.

Vi mener fortsat, at der er brug for en ny cykelforbindelse fra Jernbanebyen til Ingerslevsgade. Der burde have været sat midler af til en for-analyse ved de nyligt overståede budgetforhandlinger.

Som en del af den kommende VVM-analyse for Jernbanebyen har COWI udarbejdet en trafikanalyse. Den viser klart, at kapaciteten på Vasbygade er brugt op i 2035. Der vil således ikke være plads til ekstra biltrafik fra Jernbanebyen. Denne vil i stedet presse biler væk fra Vasbygade – hvor kapaciteten i forvejen vil være brugt op. Der bør derfor foretages en overordnet trafikplanlægning af trafikken i København. Hvad sker der generelt i vejnettet? Hvordan ser det ud i dag, og hvordan ser det ud i 2030? Og i 2035? Her bør der indtænkes fremkommelighed for busser, cyklister og fodgængere.

Hvis det forslåede tiltag bliver iværksat, vil vejene i og omkring Vesterbro blive yderligere belastet med biltrafik og det er både uhensigtsmæssigt og uansvarligt.

 

Kort sagt:

På kort sigt finder vi, at cykelvej med det skæve kryds fungerer godt. Der er utroligt mange cyklister der skal håndteres. At der stadigt forekommer ulovligheder fra nogle cyklisters side, bør ikke tælle imod denne løsning. Andelen af trafikale forseelser er nok ikke højere procentvis i dette kryds i forhold til byens øvrige. Vi glæder os til, at fjernbusterminalen åbner, og man burde åbne for brugen af denne facilitet allerede nu– i stedet for at skubbe det til senere.

På længere sigt finder vi, at der bør foretages en egentlig planlægning af trafikken. På Vesterbro og i hele byen som sådan. Der bør foretages trafik-analyser hver gang man byudvikler – og inden der planlægges nye – ekstra – parkeringspladser.

Og den trafikale Helhedsplan for Dybbølsbro bør være et Wake-Up-Call for den måde, der tillades byudvikling på. Fordi uden den nødvendige samtidige planlægning af trafikken ser vi ud i en fremtid hvor nye trafikale planer skal hele tiden laves som nødløsninger Dette er ikke værdig for en by på størrelse med København.

 

 

Venlig hilsen

Thomas Egholm

Forperson for Vesterbro Lokaludvalg