Københavns Kommune får ny høringsportal
I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
Trafikal helhedsplan omkring Dybbølsbro
Høringstype
Område
Tidsperiode for høringen
Åbningen af bl.a. IKEA, Kaktustårnene, Jernbanebyen, Fjernbusterminalen, Havneholmen Metrostation, Kødbyen Skole, Postbyen og en udvidelse af Fisketorvet skaber større og nye trafikstrømme på Dybbølsbro og i det omkringliggende område. Derfor har Teknik- og Miljøforvaltningen udarbejdet et udkast til en trafikal helhedsplan, der skal sikre en overordnet planlægning og fremtidssikring af trafikafviklingen i området.
Hent udkast til trafikal helhedsplan for området omkring Dybbølsbro og baggrundsanalyse som PDF under relateret materiale.
Teknik- og Miljøudvalget har den 19. juni 2023 besluttet at sende udkast til trafikal helhedsplan for området omkring Dybbølsbro i offentlig høring. I referatet fra mødet kan du læse:
- Forvaltningens indstilling til politikerne og deres beslutning
- Bilag: Overblik over den politiske behandling, udkast til trafikal helhedsplan for området omkring Dybbølsbro, Baggrund og analyse – Udkast til trafikal helhedsplan for området omkring Dybbølsbro af Rambøll 2023, Principskitse for løsningerne i planen/scenarie 3, Indsigelsesnotat fra Fisketorvet og forvaltningens svar hertil samt udmøntningsnotat og budgetnotat.
Find referatet fra Teknik- og Miljøudvalgets møde og beslutning her.
Med den nuværende udformning af Dybbølsbro vil det være svært at opretholde fremkommeligheden for alle trafikanter i området fremtiden. Der vil ikke være tilstrækkelig plads på cykelstierne igennem signalanlæggene på Dybbølsbro, og de eksisterende fodgængerfaciliteter vurderes ikke at kunne håndtere de forventede mængder fodgængere.
På den baggrund har Teknik- og Miljøforvaltningen valgt at lave beregninger af fire scenarier for en ændret udformning af Dybbølsbro, hvor helhedsplanen bygger på det tredje scenarie som er det scenarie der skaber bedst fremkommelighed, plads og kapacitet til de gående og cyklende i området, og som sikrer den bedste opkobling til den kollektive trafik. Hovedgrebet er at lukke Dybbølsbro og de nordvendte ramper ved Kalvebod Brygge for biltrafik (busser undtaget på ramperne), og dermed skabe mere plads til fodgængere på hver side – og på tværs af Dybbølsbro, samt give mulighed for pladsdannelse på broen foran Kaktustårnene, IKEA og ved perronerne mod Dybbølsbro St.
Fra 23. juni til 17. september 2023 er helhedsplanen i offentlig høring og herefter forventes den forelagt Borgerrepræsentationen ultimo 2023 med henblik på at blive endeligt vedtaget.