Høringssvar vedrørende Trafikal helhedsplan omkring Dybbølsbro

Oprettet: 17. september 2023
Svarnummer:
34

Indsendt af

Morten Weilbach

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Jeg befærder mig dagligt på cykel eller til fods på Dybbølsbro, som i den seneste tid har gennemgået en kæmpe udvikling, hvor især verdens bredeste cykelsti har gjort meget for  fremkommeligheden på cykel. Og jeg må sige at Teknik og Miljøforvaltningens indstillingsforslag om at lukke Dybbølsbro for biler er bekymrende læsning.

En lukning af Dybbølsbro for biler vil reelt skære Vesterbro over i to dele og isolere Kalvebod Brygge, Enghave Brygge og Holmene fra resten af Vesterbro. Og den helt store taber her bliver de lokale fodgængere, cyklister og bilister som dagligt benytter sig af indfaldsveje som Enghavevej, Ingerslevsgade, Bernstorffsgade og de omkringliggende gader. En distance på 200 meter bliver pludselig til en omkørsel på minimum 2,3 km, dvs en stigning på over 1.000% i afstand.

Til dette skriver Teknik og Miljøforvaltningen i indstillingen at ”Lukning af Dybbølsbro og evt. ramper i henholdsvis scenarie 2 og 3 vil begge medføre en omvejskørsel for de godt 10.000 biler, som forventes i 2035. Omvejskørslen svarer til ca. 0,1-0,2 % af den samlede bilkørsel i kommunen og er altså en konsekvens af scenarierne, hvor Dybbølsbro lukkes for biltrafik.”

En omvejskørsel for 10.000 biler er et helt abnormt højt tal. Så er det jo meget forståeligt at man forsøger at ”udvande” tallet til 0,1-0,2% ved at holde det op mod den SAMLEDE bilkørsel i kommunen. Det er mildest talt kreativ brug af statistik for at få tallene til at lyde pænere. Det ville klæde Teknik og Miljøforvaltningen at give en reel og ærlig procentsats for, hvor meget de 10.000 biler svarer til i lokalområdet hvor det rent faktisk betyder noget.

Derudover negligeres problemstillingen helt markant, da det påstås at ”De resterende 3.500 ture med lokalt ærinde vil skulle finde omveje. Ifølge afstandsmålinger vil disse omveje være maksimalt 1,5-2 km, hvilket vil tage 2-3 min. at køre i bil.”

Hvordan er man lige kommet frem til de tal?! 1,5-2 km på 2-3 min. svarer til 40-45 km/t. hvilket kræver en forudsætning om at man er helt alene på vejene og har grønt lys i alle kryds. Det er nærmest kun udrykningskøretøjer der kan klare sådan en omvej på den tid. Der tages altså ikke højde for den i forvejen store belastning disse omveje lider under og endvidere har man slet ikke valgt at adressere det forventede merforbrug af benzin/el som denne omvej kræver, samt den øgede klimabelastning dette vil medføre.

Når der er tale om fremtidssikre og trafikudvikle en stor by som København hvor der skal være plads til alle, er det påfaldende at man fra Teknik og Miljøforvaltningens side lægger op til en løsning der helt lukker af for biler. Det sender selvfølgelig et signal om handlekraft der let kan omsættes til klikbare avisoverskrifter, men er samtidig et udtryk for, at man fra Teknik og miljøforvaltningens side reel set ikke har forstået det trafikale udfordringer København står overfor, eller alternativt at man blot tager et politisk standpunkt der er nemt at sælge.

Således lugter hele projektet af politisk bestillingsarbejde fra Line Barfod med henblik på at kunne profilere sig frem mod næste valg og hun udtaler endda selv ”Samtidig er der jo også fantastisk solnedgang på Dybbølsbro, og man kan sidde der og se ud over banelegemet. Det kan noget.” (https://linebarfod.kk.dk/nyheder/nu-kan-dybboelsbro-lukkes-for-biler)

Man fristes til at spørge om Line Barfod reelt er interesseret i at løse de trafikale udfordringer som København står over ved at skabe plads til alle, både gående, cyklister og bilister, eller om hun vil hellere vil sole sig i en solnedgang ved Dybbølsbro for at fiske nemme stemmer.

Samlet set er indstillingsforslaget alt for uambitiøst og bør afvises af Borgerrepræsentationen. I stedet bør et ordentligt gennemarbejdet forslag indgå i en sammenhængende trafikanalyse for København der tager højde for alle de reelle udfordringer hele området står overfor.