Københavns Kommune får ny høringsportal den 28. november

 

Den 28. november bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med MitID Erhverv for at indgive høringssvar. I forbindelse med opdateringen kan portalen være nede.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Høringssvar vedrørende Trafikal helhedsplan omkring Dybbølsbro

Oprettet: 14. september 2023
Svarnummer:
26

Indsendt af

Malte Emborg Vinding

Virksomhed / organisation

Cyklistforbundets lokalafdeling i København

Postnr.

1362

By

København K

Høringssvar

Cyklistforbundet København kvitterer for det gennemarbejdede og ambitiøse udkast til en trafikal helhedsplan for Dybbølsbro.

Vi bakker stærkt op om anbefalingen fra rådgiver, forvaltning og Teknik- & Miljøudvalget i Københavns Kommune om at fortsætte med scenarie 3 som udgangspunkt for en trafikal helhedsplan på Dybbølsbro. Vi mener at scenarie 3 er den bedste løsning blandt de præsenterede, som prioriterer cyklisters tryghed og fremkommelighed – og som fremmer cyklen som det primære transportmiddel i både gamle og nye bydele i København.

Kommentarer til scenarier i den trafikale helhedsplan

Vi har noteret os følgende højdepunkter blandt løsningsforslagene, som vi mener skal prioriteres i den trafikale helhedsplan:

  • Mere trygge og sikre forhold for cyklister i rampekrydsene, hvor der i dag er trafikuheld, konflikter med køretøjer og generel forvirring – især for svingende cyklister
  • Markant stigning i cykeltrafikken, uden nævneværdig omvejskørsel for biler
  • Lukning af Dybbølsbro for biltrafik, som giver frie arealer der kan bruges til cykelparkering og bedre afvikling af de store cykel- og fodgængerstrømme
  • Lavere rejsetid for cyklister og kortere ophold bag rødt lys i rampekrydsende
  • En tiltrængt dobbeltrettet cykelsti langs kontorbygningerne mellem den sydvendte rampe og Carsten Niebuhrs Gade med fremtidig adgang til Jernbanebyen
  • Færre køreretninger for biler i krydset ved Yrsas Plads, som vil gøre trafikafviklingen enklere og gøre det nemmere at prioritere cyklisters fremkommelighed og tryghed

Flere af fordelene ovenfor kan opnås i scenarie 2 og scenarie 3, hvor Dybbølsbro lukkes for biltrafik. Scenarie 2 holder imidlertid de nordvendte ramper åbne for biltrafik, hvilket forringer fremkommeligheden og øger rejsetiden for de mange cyklister der krydser ramperne til/fra Dybbølsbro. Med selve Dybbølsbro lukket for biltrafik er det vores opfattelse, at det eneste formål med at holde de nordvendte ramper åbne er, at biler fra centrum får direkte adgang til Fisketorvets tagparkering. Denne trafik kan f.eks. henvises til Fisketorvets andet parkeringsanlæg ved Havneholmen, hvorfor dette scenarie har karakter af at medføre en meget unødvendig forringelse af cyklisternes fremkommelighed ift. scenarie 3.

Endeligt mener vi ikke, at hverken scenarie 0+ eller scenarie 1 i tilstrækkelig grad opfylder de ønskede målsætninger i helhedsplanen, men vil garantere at de kaotiske forhold på Dybbølsbro vil fortsætte og blive værre i fremtiden. Allerede i dag ser vi, at kørebanen på Dybbølsbro ikke er i stand til at afvikle biltrafikken og i fremtiden vil endnu flere bilister forsøge at krydse broen, hvis intet gøres. Til gengæld konkluderer analysen, at vejlukningerne i scenarie 3 ikke vil lede til et betydeligt omfang af omvejskørsel i resten af byen. Dette blev også observeret i den periode hvor broen blev lukket i forbindelse med opførelsen af Ikea-komplekset.

Behov for yderligere forbedring af cykelforhold i området

I sammenhæng med den dobbeltrettede cykelforbindelse over Otto Busses vej, foreslår vi at bygge en cykelbro over vejen, som leder direkte til cykelnetværket i den kommende Jernbanebyen. Denne løsning tager højde for, at sandsynligheden for rødkørsel over Otto Busses vej muligvis er højere end normalt, da cyklister kan have samlet fart ned af bakke fra Dybbølsbro.

Vi ønsker også, at frigjort plads på Dybbølsbro bliver prioriteret til flere cykelparkeringspladser. Når det store antal af cyklister tages i betragtning, burde en analyse af cykelparkeringsbehovet være en del af den trafikale helhedsplan.

Selv om den trafikale helhedsplan omfatter et større område som er tilknyttet Dybbølsbro, så er der flere lokationer som er mere eller mindre udeladt af løsningsforslagene, selvom de ligger indenfor fokusområdet. Udfordringer på nogle af disse lokationer håber vi kommunen vil sætte fokus på i forlængelse af den trafikale helhedsplan:

  • Overskredet kapacitet og dårlige landingsforhold på Bryggebroen
  • Stort og usikkert kryds ved Kalvebod Brygge/Arni Magnussons Gade
  • Stort og usikkert kryds ved Havneholmen
  • Behov for trafikal helhedsplan for Jernbanebyen og tilknyttede kvarterer
  • Lavere ventetid for cykler i diagonalkrydset på Yrsas Plads
  • Udskiftning af afkortede cykelstier i Ingerslevgade

Med venlig hilsen

Cyklistforbundet København