Høringssvar vedrørende Trafikal helhedsplan omkring Dybbølsbro

Oprettet: 2. august 2023
Svarnummer:
15

Indsendt af

Helle Pilemann

Postnr.

1721

By

København V

Høringssvar

Uanset hvilken løsning, der måtte komme for Dybbølsbro-området, vil jeg gerne appellere til, at KBH Kommune tænker på sikkerheden for fodgængere.

Både det gamle kryds og den nye løsning er decideret farlig for fodgængere (os med børn i hænderne, ældre osv). Det skyldes cyklister, der ikke overholder færdselsreglerne – fx kører på fortovet generelt og også på selve Dybbølsbro når de skal med S-toget, kører i fodgængerfelter i stedet for at bruge den nye blå bane, overholder ikke vigepligt på Yrsa Plads men kører direkte ud på fortovet mod os gående.

Når der tales trafik, tales der altid kun om cyklister og bilister. Fodgængere bliver glemt, og vi er de svageste i trafikken. En ladcykel med el i fart er lige så farlig for os som en bil, der kører over for rødt.

Bilister har kørekort (jeg har også selv kørekort) og kender og overholder for det meste færdselsreglerne. Biler er derfor mere forudsigelige at navigere efter for fodgængere end cykler.

KBH Kommune mener, det er KBH’s politi at sørge for, at cyklisterne overholder færdselsreglerne. Men jeg vil så gerne opfordre til, at kommunen i udformningen af de tekniske løsninger medtænker, at der ikke må være den mindste tvivl om, hvor fodgængere kan gå, uden at være nervøse for at blive kørt ned af cykler/ladcykler i fart.

Min appel er derfor – tænk på os fodgængere (især børn og og gamle) uanset hvilken løsning, der er på vej. Tænk også på, at der kommer flere børn i krydset, når den nye skole åbner.

Den nuværende løsning har desværre ikke skabt mere tryghed for os. Jeg håber, der i fremtiden kan komme en bedre løsning.