Oprettet: 10. maj 2023
Svarnummer:
9

Indsendt af

Valby Lokaludvalg

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Valby Lokaludvalg har med stor interesse læst Forslag til ændring af regulativ for husholdningsaffald.

Vi har stor opmærksomhed på, at vi får så meget genbrug og genanvendelse som muligt. Vi finder dog, at det er vigtigt for at få borgerne med, at indsamlingsordningerne etableres og kommunikeres på en måde, som er forståelig og hensigtsmæssig for borgerne.

Det er endvidere vigtigt, at kommunen sikrer afhentning af materialerne, således at der ikke sker overfyldning af beholdere mm. med den deraf følgende risiko for fejlplacering af materialerne og muligvis også faldende indsats hos borgerne for korrekt sortering.

Vi finder, at det er fint, at det bliver tydeligere for borgerne, at det, vi kender som storskrald, indeholder materialer, som kan genanvendes. Ligeledes er det godt, at porcelæn og keramik og pottemuld og dyrestrøelse kan genanvendes, og at der kan etableres en ordning, der kan sikre genanvendelse af bleaffald.

Keramik og porcelæn

Indsamling af porcelæn og keramik sammen med farligt affald kræver en særlig god kommunikation, da det umiddelbart virker contra-intuitivt.

Det er uklart jfr. § 17.4, hvordan porcelæn og keramik skal håndteres, såfremt der er opstillet et skab eller en beholder, som ikke må anvendes til porcelæn og keramik. Det kan nok ikke forventes og vil heller ikke være hensigtsmæssigt, hvis en skåret tallerken skal bringes til en genbrugsplads

Pottemuld og dyrestrøelse

Ved læsning af § 20.10, kan man få den forståelse, at dyrestrøelse ikke kan afleveres på genbrugspladser – det er ikke nævnt – men måske er det bare en fejl? Det er i hvert tilfælde ikke hensigtsmæssigt, hvis der er forskellige sorteringsregler.

Bleer

I den beskrivelse af ordningen, der er fremlagt for Teknik- og Miljøudvalget, fremgår det, at det kun er i etageejendomme med flere blebørn og ved frivillig tilmelding, der vil ske afhentning af brugte bleer. Dette fremgår ikke af teksten i regulativet. Det betyder, at det heller ikke fremgår, hvordan bleer i mindre mængder skal håndteres. Vi går ud fra, at dette beskrives nærmere, når ordningen igangsættes.

Containere

Der lægges op til, at man ikke mere kan bestille containere, hvis man har store mængder haveaffald eller affald af stort indbo eller indendørs træ – større mængder end man hensigtsmæssigt kan stille frem til afhentning i den sædvanlige afhentningsordning. Dette er et særligt problem ved oprydning i villaer. Såfremt man ikke mere kan bestille container i den kommunale ordning, og man ikke har mulighed for selv at transportere de kasserede materialer til en genbrugsplads, kan det blive nødvendigt at lade en anden transportør levere container og sørge for bortkørslen. Der er uklart, om det fremover vil være tilladt.

Det er korrekt, at de opstillede containere på nuværende tidspunkt kan resultere i blandet affald, hvilket måske skyldes, at andre end bestilleren lægger affald i containeren. Dette kunne undgås ved at anvende lukkede og aflåselige containere.

Venlig hilsen

Henrik Palsmar, forperson for Miljøgruppen

Kirsten Henriksen, medlem af Miljøgruppen