Københavns Kommune får ny høringsportal

 

I slutningen af året bliver høringsportalen opdateret og du skal fremover logge på MitID eller med ErhvervsID for at indgive høringssvar.  
Abonnerer du på nyhedsbrevet, vil der være en periode, hvor du ikke automatisk får besked om nye høringer. Følg derfor med i aktuelle høringer her på siden.
 

Oprettet: 14. juli 2023
Svarnummer:
11

Indsendt af

Ejendomsselskabet Amaliegade 49 A/S

Virksomhed / organisation

Ejendomsselskabet Amaliegade 49 A/S

Postnr.

1256

By

København K

Høringssvar

Høringssvar vedr. Forslag til lokalplan Amaliegade Nord og forslag til kommuneplantillæg med miljørapport fremsendt fra Københavns Kommune d. 11.5.2023.


Ejeren af Amaliegade 49 ønsker hermed at udtrykke sin bekymring vedr. plantillægsforslaget med dertil hørende miljørapport vedr. det påtænkte byggeri Amaliegade 44.


Bygningerne i Frederiksstaden er bygget på dynd og opfyld med pælefundering fra anden halvdel af det 18. årh., altså mere end 250 år gamle. Bygningerne er skrøbelige og mange af dem udviser sætningsskader. Således er bl.a. også piloteringen af Amaliegade 49 oprettet i en omfattende efterfundering 1949. Der er på ejendommen om end beskedne tegn på igangværende bevægelser, men ikke så voldsomme, at der ses sammenhængende revneforløb. Selv meget små bevægelser eller rystelser kan dog aktivere ældre revner i bygningen.


Ejer har, efter i september 2022 at have fået gennemført analyse af eksisterende sætningsskader i ejendommen, rådført sig med analysens ansvarlige ingeniør Erik Nielsen fra Jørgen Nielsen Rådgivende Ingeniører A/S om planforslagets miljørapport, hvortil han bl.a. udtaler følgende: ”Bygningerne i denne del af Frederiksstaden er skrøbelige. De har varierende fundering hvoraf mange er pælefundering af høj alder. Byggelovens §12 har til formål at en bygherre skal redegøre for områdets påvirkning af et byggeri og tage højde for at modvirke gener. Det er god skik at redegøre for forhold som grundvand, spunsning, pælefundering, rystelser, affaldshåndtering, støj, trafik og andre gener. Dertil er de fleste af bygningerne i området fredede og alene derfor bør bygherre og kommune tilse, at der ikke sker overlast af nærtliggende bygninger.”


Den af kommunen udsendte miljørapport redegør imidlertid ikke for disse forhold, og Kommunen forholder sig dermed ikke til de fredede bygningers skrøbelighed eller afhjælpning af de gener, som byggeriet måtte medføre.


Tværtimod konkluderes det på side 93, afsnit 8.2 i miljørapporten af ingeniørfirmaet Arpe og Kjeldsholm: 8.2 Konklusion Ud fra de samlede vurderinger af den sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet af de miljøemner, som Københavns Kommunes afgrænsningsnotat indeholder, vil der ikke være nogle væsentlige negative miljøpåvirkninger af planområdet og dermed behov for overvågning og/eller afværgeforanstaltninger.


Med denne skrivelse anbefales det kommunen og bygherren at få foretaget en fuld VVM-redegørelse, samt at kommunens forvaltning pålægger bygherre redegørelse ift. Byggelovens § 12.