Oprettet: 30. januar 2023
Svarnummer:
12

Indsendt af

Ditte Ingemann

Virksomhed / organisation

Mellemfolkeligt Samvirke

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Mellemfolkeligt Samvirke. Høringssvar til ’Udkast til Københavns Kommunes Handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser’

Mellemfolkeligt Samvirke takker for muligheden for at indgive høringssvar på Københavns Kommunes udkast på ”Handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser”.

Vi anerkender det gode initiativ med handleplanen samt det store arbejde bag udkastet. Vi har generelt sat pris på en inddragende proces og at være en del af den nævnte følgegruppe. Det er prisværdigt at handleplanen nævner flere områder i samfundet, såsom arbejdsmarked mm. hvor der skal gøres en indsats. Netop de områder er også af høj prioritet for os og andre gode kræfter, der står bag et fælles bud på handleplan mod racisme. Link og Link. Vi anbefaler Københavns Kommune at lade sig inspirere af data om racisme og diskrimination, samt anbefalinger vi har på områderne.

Vi har følgende bemærkninger til udkastet:

  • Det er kærkomment med de mange ambitioner for at bekæmpe racisme, diskrimination og hadforbrydelser i København. Men med det momentum havde det været prisværdigt med et større rådighedsbeløb end 4.05 mio. kr. til gennemførsel af indsatser i 2023. Så havde det været muligt med flere af de listede indsatser, der mangler finansiering. Vi opfordrer til at der afsættes flere midler til flere initiativer både i og efter 2023.
  • I forlængelse heraf vil vi på det kraftigste opfordre til at der findes finansiering til især de to første forslag af listede mulige initiativer. Etablering af aktivitetspulje til støtte af civilsamfundsaktiviteter mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser samt faste møder i følgegruppen. Det er helt afgørende at inddrage civilsamfundet så meget som muligt, da vi arbejder direkte med målgrupper, der oftest er udsat for racisme samt at vi som organisationer kan løfte stemmer for dem, som ikke har ressourcer til selv at stå frem.
  • Mellemfolkeligt Samvirke har god erfaring med undervisningstilbud om forebyggelse af racisme og diskrimination under ”Åben Skole” og stiller os derfor meget gerne til rådighed for dette mulige fremtidige initiativ.
  • Det er presserende at italesætte det manglende fokus på Inuit borgere. Det er et blindspot for kommunen og vi opfordrer til at I finder inspiration fra de to høringssvar fra henholdsvis Ilisimasavut og ICC Greenland.
  • Generelt savner vi oplysning om, hvordan Københavns Kommune vil nå ud til alle, der kan være ofre for racisme, diskrimination og hadforbrydelser. Med Verdensmålene har Danmark og Københavns Kommune med henholdsvis en national og kommunal handleplan for Verdensmålene lovet at sikre leave no one behind som indebærer at de mest oversete og marginaliserede skal forrest i den bæredygtige udvikling, som også indebære bekæmpelse af racisme og diskrimination. Vi opfordrer til at I med handleplanen medtænker at nå nogle af de mest udsatte (fx uregistrerede hjemløse migranter, menneskehandlede og LGBT+ asylansøgere) samt sikre at de bliver oplyste om rettigheder og initiativer på eget sprog.
  • Vi opfordrer til en styrket monitorering for at sikre bedst mulige resultater. For det første bør følgegruppen indgå i den årlige status på lige fod med referencegruppens fagudvalg. For det andet efterspørger vi flere klare mål og milepæle for implementering af handleplanen. For det tredje bør fremgå succeskriterier og visioner for hvordan et racismefrit København ser ud, så der sikres at tiltag og handlinger bidrager direkte i den retning.

 

Tak for muligheden for at indgive høringssvar. Vi er naturligvis til rådighed for videre dialog, samarbejde og i hvad det end kræver for at gøre København til en racismefri hovedstad.