Oprettet: 30. januar 2023
Svarnummer:
10

Indsendt af

Anne Nielsen

Virksomhed / organisation

SOS Racisme

Postnr.

2200

By

København N.

Høringssvar

Jeg har ikke modtaget svar, har forsøgt at sende filen her en gang før - derfor genfremsendes den - denne gang både som indkopieret og som vedhæftet Høringssvar til KK's Handleplan mod racisme, sammen med endnu et vedhæftet Bilag2: DRC's Guide: Fair adgangskontrol i nattelivet, som er nævnt til sidst i Høringssvaret. Venlig hilsen, Anne Nielsen, for SOS Racisme 

1
SOS Racisme
Nørre Allé 7
2200 København N.

sos@sosracisme.dk
www.sosracisme.dk

Høringssvar fra SOS Racisme på Københavns Kommune om Udkast til Københavns
Kommunes ”Handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser”

30. januar 2023
SOS Racisme takker for det tilsendte udkast til Københavns Kommunes ”Handleplan mod racisme,
etnisk diskrimination og hadforbrydelser”.

Generelt
Først og fremmest er vi i SOS Racisme glade og meget taknemmelige for, at Københavns Kommune
har vedtaget og udarbejdet et udkast til en handleplan mod racisme!
Vi er også glade for den måde, processen er gennemført på!
At man starter med at bede om input
fra minoritetsforeninger og religiøse foreninger, foreninger for menneskerettigheder og
ligebehandling, og imod racisme og hadforbrydelser, andre NGO’er på området, og institutioner,
der har med racediskrimination at gøre. At man har sørget for at få mange med, først ved et møde
med inviterede foreninger, og siden ved et åbent møde, også for borgere i almindelighed.

Vi er glade for, at kommunen har sat penge af til at gennemføre det udkast, der foreligger nu. Vi
synes det er en stor styrke, at en enstemmig Borgerrepræsentation har vedtaget, at der skal
udarbejdes og gennemføres en handleplan på området.

Vi kunne ønske at man på landsplan havde været lige så langt fremme som København. Men vi har
desværre endnu ikke set noget udkast til en National handlingsplan mod racisme og
diskrimination, ligesom den ikke er nævnt i det nye Regeringsgrundlag for SVM. Da der var aftalt et
beløb for 2022, og da der er sat penge af til den på Finansloven for 2023-2025, må vi jo fortsat gå
ud fra, at den bliver til noget, selv om vi ikke har fået noget at vide om det.

Derfor vil vi også bede Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune om at presse på for, at der
kommer en national handlingsplan mod racisme
, som det er vedtaget at udarbejde. Den skulle -
efter input fra NGO’er d. 21. juni 2022 have været skrevet sammen i udkast og sendt til intern
høring i relevante ministerier i eftersommeren 2022, og derefter med relevante ændringer skulle
planen korrigeres i Justitsministeriet og sendes til politikerne bag Finansloven for 2022, idet de
penge, der skulle bruges på den, var penge der var sat af i Finanslovsaftalen for 2022, - og derpå
skulle den offentliggøres. Vi har imidlertid ikke hørt mere om den efter Folketingsvalget.
Og vi vil
2
være meget glade, hvis BR – og enkeltpersoner i kommunen eller i BR vil bede landspolitikerne, om
at indfri deres løfte om en
national handlingsplan mod racisme.
For ingen kan være i tvivl om, at racisme og forskelsbehandling i Danmark er vokset siden 2000, og
Danmark har da også set mange klagesager hos CERD og fået flere domme imod sin lovgivning og
sin administration heraf lovgivningen ved Menneskerettighedsdomstolen. Forskelsbehandlingen
på grund af religion og etnicitet, efter herkomst, og mishandlingen af afviste asylansøgere, der ikke
tør rejse tilbage, har i mange år skyldtes og været forstærket af politikernes retorik og lovgivning.
Selv om vi i dag har dansk lovgivning mod racediskrimination, brydes også denne lovgivning af
diskriminerende love – især i forbindelse med ”ghetto”-pakken og paradigmeskifte-pakken. Den
diskrimination, vi ser i Danmark i dag, er enormt ødelæggende både for minoritetsdanskere/folk
med rødder i udlandet – som bruges synonymt i stedet for etniske minoriteter i dette svar, og for
Danmark. Internationalt har vi set store protester mod koranafbrændinger i denne uge; nationalt,
har udelukkelse af minoritetsdanskere ved de store pressekonferencer og manglende
oversættelser af de vigtigste tiltag til andre sprog end tegnsprog og engelsk betydet, at man lod en
stor del af gruppen i stikken i starten af Corona-epidemien. Det har ført til mistillid til danske
autoriteter og manglende forståelse af pandemiens alvor hos mange minoritetsdanskere. Også
lokalt har diskriminationen af minoritetsdanskere og udlændinge betydet, at
majoritetsbefolkningens tolerance over for hadtale og hadforbrydelser er vokset. For når
landspolitikere taler udlændinge og minoriteter ned, er der vel frit spil til selv at tale dem ned?
Derfor går en del af bekæmpelsen af racisme i dagens Danmark også ud på at afskaffe de mest
diskriminerende love og erstatte dem med lovgivning der respekterer enhver, uanset herkomst,
hudfarve, nationalitet, sprog og religion, og som opfylder menneskerettighederne. Og sætte sig
imod nye diskriminerende og symbolpolitiske udlændingelove, som - med nogle lovgiveres egne
ord - er skøre og formålsløse i Danmark, og til gene for minoritetsdanskerne.
Som fx. en nylig sag, hvor en udenlandsk læge blev sendt hjem af sin arbejdsgiver, fordi han havde
fået job på et hospital i Region Hovedstaden og ikke i Region Sjælland, og således var ansat og
arbejdede under samme arbejdsgiver, som hans kone gjorde. Hun var også læge og arbejdede 40
km. fra mandens hospital under Region Hovedstaden.
Tolkeloven bryder dels princippet om ligebehandling i det danske sundhedsvæsen, dels gør den
behandlingen af patienter mere usikker, besværlig og dyr, og koster megen tid for personalet. Ofte
må man indlægge en patient for at sikre sig, at hun/han forstår, hvad behandlingen går ud på, og
holder fast i den. Det er vist ved en tidligere tolkelov, at bortfald af muligheden for gratis tolk i
sundhedsvæsenet udover ved akutte situationer eller til børn, har givet store økonomiske
problemer for sygehusejerne. Derfor var det en kvalificeret symbolpolitisk dumhed, da Folketinget
vedtog en lov med høje gebyrer for brug af tolk i sundheds- og socialvæsenet.
Derfor håber vi også, at politikere i Københavns Kommune vil bede landspolitikerne om at tage de
mange diskriminerende love op til revision og afskaffe dem.
Vores opfattelse er dog, at selv om vi støder på fremmedfrygt, islamofobi og racisme i København,
er den måske lidt mindre udbredt i befolkningen her end i områder med mindre diversitet. De
fleste københavnere kender folk eller er venner med nogle af anden etnicitet end deres egen. Og
mange har gået i skole med minoritetsdanskere, eller er nabo med minoritetsdanskere.

3
SOS Racisme er helt enige i de forudsætninger og værdier og formål, der er nævnt i forord og
indledning i Københavns Kommunes Handleplan mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser,
som på side 2 konkluderes: ”at København er en by, hvor racisme, diskrimination og
hadforbrydelser bekæmpes og hvor etnisk ligebehandling er et grundvilkår.” Når det gælder
dobbelt diskrimination eller multiple diskriminationsårsager, er vi også enige i afgrænsningen.

Forslag fra SOS Racisme:
Hvad angår den videre proces, støtter vi, som der står på side 11 om - indtil nu - ufinansierede
tiltag:
Faste møder i følgegruppe. Formodentlig koster det ikke meget for Kommunen.
Det er for at processen kan forløbe dynamisk, så der årligt eller midtvejs i forløbet indkaldes til
møder/konferencer med de nævnte organisationer, som inkluderer følgegruppen på side 2 og evt.
også andre organisationer, om hvor langt man er nået, hvad der er gået godt, og hvor der har
været problemer. På den måde kan der sikres forankring og deltagelse hos civilsamfundet,
NGO’er, minoritetsorganisationer og relevante institutioner, som også vil kunne videreformidle de
indsatser, der har mindsket forskelsbehandling og foreslå nye indsatser.

Fokusområder:
Arbejdsmarkedet og Økonomiudvalget, BIU og ØU

Man vil fremme ligebehandling og modvirke diskrimination i alle led i ansættelsesproceduren.
Det lyder rigtigt; som tiltag, der ydes støtte til i 2023 på side 10, ser det ud som:
- Indsats til forebyggelse af ubevidst diskrimination på arbejdspladser i København
(2023: 800.000 kr).
- Udarbejdelse af oplysningsmateriale til ledelse og ansættelsesudvalg på KK’s arbejdspladser om
håndtering af ubevidst bias,
- Gennemgang af lokale retningslinjer ved krænkende adfærd mhp. håndtering af racisme og
diskrimination,
- Tilføjelse af spørgsmål i trivselsundersøgelsen på KK’s arbejdspladser om oplevet racisme og
diskrimination
For de sidste tre tiltag, ses der ikke at være sat ekstra ressourcer af til det, men merarbejdet kan
måske klares fra det interne budget, evt. med konsulentbistand?

SOS Racisme mener:
Det er alt sammen forslag, som SOS Racisme kan støtte.
Vi mener dog at det også har være på tale at ”blinde” ansøgninger, dvs. at udstrege ord i dem, der
kan have at gøre med fødeland, statsborgerskab, religion, navn, evt. steder for hvor man har
arbejdet eller taget eksamen. Det er ikke nævnt som et selvstændigt punkt her,
men vi vil foreslå,
at man – måske igen prøver det af
. Vi har hørt om en tidligere afprøvning, hvor der alligevel
dukkede ord op i ansøgningen, som gjorde, at man deraf kunne se, om den pågældende havde
boet i Danmark altid, eller måske havde taget en eksamen i fx Kenya. Hvis man vil afprøve det igen
med blindede ansøgninger, skal der nok i selve ansøgningsskemaet eller i jobopslaget advares mod
at skrive noget, der kan fortælle om, hvor man kommer fra, hvis det er uden for Danmark. Så kan
folk medbringe deres eksamensbeviser eller kopier heraf ved selve ansættelsessamtalen.
Men man kan ikke frasortere en person alene fordi man tænker at vedkommende nok har
udenlandsk baggrund og af den grund taler eller skriver dårligt dansk, eller at det vil give
vanskeligheder i et ellers udelukkende hvidt dansk team, hvis der kommer én med udenlandske
rødder ind i det.

4
SOS Racisme forstår desuden, at Københavns Kommune i alt fald tidligere har haft spørgsmål med
om fødeland eller statsborgerskabsland i cv’er til målrettede elektroniske ansøgningsformularer,
når man søgte job i kommunen. Formålet var dengang, - i alt fald officielt - at man ønskede en
forskelligartet personalesammensætning mhp. etnicitet, og som afspejlede befolkningssammensætningen. Men man kan forestille sig at nogle ledelser og ansættelsesudvalg vil bruge
oplysningerne til at sortere folk fra med.
Det er formentlig ikke tilladt at kræve disse oplysninger
mere, så hvis de stadig findes, bør de tages væk fra formularerne.

Målrettede forebyggende indsatser i BIU mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser
Side 10:
SOS Racisme er enige i at KK bør understøtte de nævnte organisationers arbejde: MINO, Jødisk
Informationscenter og Sabaah, samt samarbejdet med Brobyggerne.

Side 11:
En
aktivitetspulje til civilsamfundsaktiviteter mod racisme og diskrimination finder vi meget vigtig,
og der bør sættes penge af til den.
En kampagne mod racisme, diskrimination og hadforbrydelser
er også vigtig, den bør – hvis der
findes finansiering til den enten opkobles til aktuelle begivenheder eller til mærkedage - fx
Auschwitz-dagen, 27. januar eller FN-dagen mod racisme 21. marts – evt. hele ugen omkring den,
eller Krystalnatsarrangementer 9. november. Der kan også afholdes lektioner i skoler med
undervisning mod racisme omkring FN-dagen mod racisme – og det kan selvfølgelig også foregå på
andre tidspunkter.

SOS Racisme vil gerne være med og bidrage med hjælp til kampagner, vi har i mange år været med
til at planlægge og afholde demonstrationer og møder 9. november og 21. marts sammen med
andre organisationer.

Opkvalificering af ansatte i nattelivet og offentlig transport m.fl.
SOS Racisme er enige i dette forslag. Opkvalificeringen bør dog ikke ske med DRC’s Guide til
adgangskontrol, som mest går ud på at finde en egnet grund til at diskriminere mod personer med
anden hudfarve end den vante, for at opfylde restaurationens ønske om en specifik målgruppe; se
bilag 2. Der bør lægges vægt på ikke-diskrimination i uddannelsen af dørmænd, som politiet står
for, og de bør uddannes korrekt. Se mere under afsnittet om
natteliv.
I den offentlige transport er der også video-overvågning, så hvis en person forulempes med
racistiske bemærkninger, kan det være optaget på bånd, dvs. der kan ligge bevismateriale dér. Der
kan også være videooptagelser på perroner, stationer og i nogle tog. Politi, tog- og busselskaber
må have aftaler om, hvordan information om racistiske overgreb og hadtale kan videregives til
politiet, og hvad chaufføren og politiet kan og bør gøre, hvis en passager forulempes. Københavns
Kommune, tog- og busselskaber, Københavns Politi og evt. nogle organisationer fra følgegruppen
kunne måske deltage i sådanne møder.

5
Uddannelsessektoren, BUU
Vi synes godt om de Ikke-finansierede tiltag, i skoler/folkeskoler/ og under Åben skole i
Københavns Kommune, der er nævnt på side 11:

-Forsøg med udvikling af strategier eller handleplaner for forebyggelse af diskrimination og
racisme i københavnske folkeskoler
SOS Racisme
mener, at dette evt. kan samtænkes med skolernes anti-mobningsstrategier.
Psykologfagligt Netværk har udviklet tiltag og politikker imod racisme og diskrimination, se
https://www.psykimoddiskrimination.dk/

-Undervisningstilbud om forebyggelse af diskrimination, racisme og hadforbrydelser under Ӂben
Skole”
SOS Racisme foreslår:

I det omfang, udgifterne kun er små, kunne man måske begynde i 2023 i det små med undervisning, -
fx via Åben Skole eller ved at den enkelte skole kan henvende sig til nogle af de deltagende foreninger i
følgegruppen, som kan byde sig til med undervisning om racisme og diskrimination?
Vi har selv været med til at udvikle materialer, der kan bruges i Ungdomsuddannelserne og til dels – i
Grundskolens ældste klasser: 8. – 10. klassetrin, se bilag 1. Eller vi vil kunne deltage og undervise på
større møder i skolerne i et mindre omfang. Desuden kunne vi – og andre organisationer med samme
mål - deltage på Ungdommens Folkemøde, problemet har de sidste år været, at det har været meget
dyrt. Sidste år var vi – til en billigere pris – med på Ungdommens Folkemøde på Møn.

Håndtering af diskrimination og ubevidste bias blandt lærere på københavnske grundskoler.
SOS Racisme har tidligere været med til at afholde konferencer på Christiansborg og i Union, Nørre
Allé 7, med bl.a. forskere fra Århus Universitet, DPU i Emdrup, om forskelsbehandling og om
inkluderende undervisning i Grundskolen.
Vi er sikre på, at nogle af eksperterne dengang vil kunne yde meget til en ikke-diskriminerende og
inkluderende undervisning, som baserer sig på, at alle børn kommer med noget værdifuldt, og kan
lære og kan udvikle sig. Så lærerne ikke bukker under med lave forventninger til to-sprogede børn.

Så måske kunne der fx etableres kurser med efterfølgende mulighed for supervision eller
efterfølgende arbejdsgrupper eller samtalefora for lærere, der vil bruge en inkluderende tilgang
med forventninger og krav til alle børn?

Psykologfagligt Netværk har ligeledes medlemmer, der har udviklet og arbejdet med tiltag imod
racisme og diskrimination, og som kan undervise lærere i det.

Kultur- og fritidsudvalget, KFU
-Model med indgåelse af partnerskaber med udvalgte foreninger, der arbejder med forebyggelse
af diskrimination, racisme og hadforbrydelser

Vi kan – udover Brobyggerne - foreslå Psykologfagligt Netværk, Bydelsmødrene, MINO og Baba,
hvis disse foreninger selv er interesserede i det, og det ser ud som om, at der allerede skulle være
en aftale med MINO? Som vi forstår det, har forslaget mest at gøre med at udbrede foreningslivet
mere til etniske minoriteter?
En af de problematikker, der har fået enorm medieomtale, er kommunens svømmehaller: om der
kan være enkelt-kabiner, forhæng, eller lignende i omklædningsrum i svømmehaller, så at

6
bestemte børn og voksne kan få lov til at klæde sig om uset af andre. Det handler vel mere om
generthed og blufærdighed, end om ærbarhed og religiøsitet, og gør sig jo også gældende for
andre end muslimske kvinder og mænd – fx for personer med store ar, eller som mangler en
kropsdel eller ikke ønsker at vise sig nøgne frem. Eller om der kan være timer i en svømmehal,
hvor kun kvinder hhv. kun mænd kan svømme, uden der er nogen fra det andet køn i vandet?

I SOS Racisme kan vi ikke se, hvorfor sådanne ting ikke skulle kunne løses ad pragmatisk vej?
samme måde, som det kan lade sig gøre at have svømmehaller åbne til billig pris for udvalgte
grupper – fx pensionister - eller hold på tidspunkter, der ikke er så optagne af fx. skolebørn. På den
anden side – hvis dette forslag bare vil betyde, at der nu skal vedtages endnu flere skøre
symbolpolitiske forslag i Folketinget, i de partier, som vil behandle minoritetsdanskere så dårligt
som muligt for at få dem til at rejse ud af landet, - må vi hellere vente til bedre tider!

Nattelivet
- Relancering af Charter for et fair natteliv (Oslo-model mod diskrimination) og understøttelse af
Københavns Nattelivsudvalgs opgaver, KFU – 1 million kr. i 2023
SOS Racisme ikke kan se nogen mening med de anførte indsatser. Det er det eneste punkt i
Handleplanen, hvor vi er uenige.
Samtidig er det et af de vigtigste punkter, fordi diskrimination i
nattelivet fylder så meget og ødelægger så meget selvtillid for de unge i deres tilværelse.
Så vidt vi ved går Nattelivsudvalgets opgaver ud på at gøre livet tryggere om natten på udsatte
steder med mange barer og diskoteker, men har reelt ikke noget at gøre med diskrimination af
minoritetsdanskere og udlændinge i nattelivet, derfor bør det ikke stå på en handleplan mod
racisme, men pengene kunne tages fra en anden kasse.

Det er vores indtryk i SOS Racisme, at Stemplet-kampagnen og nattelivs-chartret ikke fik mange
diskoteker og barer til at gå væk fra en kvoteordning. Derimod tror vi, at mange in-steder satser på
at ”kvoten” af personer med formodet ikke-”vestlig” baggrund forbliver så lav som muligt. Det er
vores indtryk, at diskriminationen af personer med anden hudfarve er vokset, snarere end
mindsket i årenes løb – trods mange store indsatser imod det fra mange sider i København.
Vi har ikke tiltro til, at
”Charter for et fair natteliv uden diskrimination” vil virke. Det omtales som
Oslo-modellen, men i Oslo har de siden måttet gøre mere end at bero på dette charter. Sidste år
blev alkoholbevillingen taget fra en restaurantejer i Oslo i 14 dage, fordi han havde diskrimineret
gæster 3 gange. Der kan læses om den prikkelovgivning de har i Oslo og som muliggjorde det, i et
overbliksnotat fra april 2022 fra Institut for Menneskerettigheder. Link:

https://menneskeret.dk/sites/menneskeret.dk/files/media/document/Bek%C3%A6mpelse%20af%
20diskrimination%20i%20nattelivet%2C%20overbliksnotat%2C%20april%202022.pdf

Hvis vi havde sådan en lov, og den blev fulgt, ville man i perioder kunne lukke de steder, der
diskriminerede eller havde uofficielle kvoter for personer med mørk hudfarve. Og her kunne den
manglende indtjening gøre – snarere end de små godtgørelser og bøder vi har i dag, - at
restauranter m.v. stoppede helt med at frasortere folk med mørk hudfarve, fordi de ikke var en del
af den ønskede målgruppe. Vi tror, det er den vej, man må gå, når alt andet har vist sig ikke at du

7
gennem de seneste 25 år i København – trods samarbejde mellem KK, Horesta, DRC, ungdomsuddannelserne og grundskolens ældste klasser, og store investeringer i Stemplet-kampagnen.
Vi kender ikke Horestas politik på området, for den kan man ikke lige tilgå, hvis man ikke er
medlem.
Men når vi læser DRC’s Guide: Fair adgangskontrol i nattelivet fra Oktober 2022, giver
det kuldegysninger, se Bilag 2 eller klik på:
https://www.thehost.dk/wpcontent/uploads/2022/11/Guide-til-fair-adgangskontrol-i-nattelivet.pdf
SOS Racisme mener, at KK netop ikke burde samarbejde med Horesta og DRC, som jo er
brancheorganisationer for de nævnte restauranter, cafeer, barer, diskoteker m.v., hvoraf nogle i
alt fald diskriminerer mod personer, der ser ud som om de kommer fra et ikke-”vestligt” land.
Det er som ”at sætte ræven til at vogte gæs”.
Men i stedet burde KK igen presse på regeringen
for at få en effektiv lovgivning på plads, der muliggør alvorlige sanktioner såsom fratagelse af
alkoholbevilling eller kæmpestore bøder mod de barer, diskoteker og restauranter, der
diskriminerer, fx ved at have indført kvoter for, hvor mange med ikke-”vestlig” baggrund, der må
lukkes ind af dørmændene. For branchen gælder det om at få så stor indtjening som muligt. For de
unge med ikke-”vestlig” baggrund eller med mørk hudfarve udgør enhver afvisning et kæmpestort
nederlag, der siger: du bliver aldrig behandlet som en dansker. Vi ved, at diskrimination går ud
over selvværdet – og sundheden. Det går også ud over tilliden til Danmark, og for nogle er det
fuldstændig ødelæggende.
SOS Racisme har siden 1997 siddet i et kontaktudvalg med Københavns Politi, de første ca. 15 år
med en vicepolitidirektør som repræsentant for ledelsen i Københavns Politi. Det var vores
indtryk, at
politiet dengang virkelig forsøgte at gøre noget for at komme diskrimination på
diskoteker til livs
, - fx ved præventiv patruljering omkring diskoteket, og gennem en pdmeddelelse (politidirektørens instruks til de ansatte) om, at det var vigtigt at efterforske
anmeldelser af oplevet diskrimination. Politiet fik også nogle gange udleveret videooptagelser fra
overvågningen af indgangspartiet, hvor der normalt var opsat videokamera – og hvorunder en
eventuel afvisning ofte foregik, for at diskoteket ikke senere skulle kunne sige, at der ikke fandtes
materiale, der kunne vise, hvad der skete. Vi ved ikke hvor tit der er kameraer dér, eller om man
allevegne er gået over til personbårne body-cams hos dørvogterne. Nu er kontaktudvalget
overflyttet til den Kriminalpræventive Afdeling, så vi har ikke mere kontakt med politiledelsen.
Vores indtryk er, at kun få anmelder afvisninger til politiet, og kun få indsender klager til
Ligebehandlingsnævnet, da det tager tid, og mange har det meget dårligt med at være blevet
afvist og diskrimineret af diskoteksejerne. Og medmindre de er ledsaget af en person, der
uafbrudt går i gang med film- og lydoptagelse af begivenheden, har de svært ved at sikre beviser,
og sagen kan ikke færdigbehandles i Ligebehandlingsnævnet, hvis det ender med påstand mod
påstand, og en retssag er en stor ting, og det er usikkert, hvordan den ender, men evt. bødesatser
er fortsat ret små.
Trods Stemplet-kampagnen, undervisning på ungdomsuddannelser om rettigheder og pligter i
nattelivet, store kampagner om ”Nej til diskrimination”, og mange anmeldelser til en hjemmeside,
kan vi ikke se, det har hjulpet. SOS Racisme og CEPI gik en nat i 2011 rundt og testede
diskrimination ved otte diskoteker i København ved en fælles europæisk test-nat. Ved ét diskotek,

8
blev en lille gruppe majoritetsdanskere lukket ind, lige efter en gruppe minoritetsdanskere – dvs.
etniske minoriteter var blevet afvist.
Københavns Kommune har opfordret tidligere regeringer til at gøre noget effektivt ved sagen. Og
SF, RV og Alternativet er hver især kommet med forslag om indsatser, men forslagene stødte på
grund. Den socialdemokratiske regering fremsatte inden valget et forslag om at forhøje taksterne
for godtgørelser i Ligebehandlingsnævnet i Lov om etnisk ligebehandling fra hhv. 5.000 kr. til 6.667
kr. og fra 10.000 kr. til 13.667 kr. Siden er forslaget vel faldet væk på grund af valget. I SOS
Racisme har vi ikke syntes at forslaget gjorde nogen forskel, da bødetaksterne var alt for lave til at
afskrække en ejer fra at tillade eller bede dørmændene om kun at lukke en bestemt kvote af ikke-
”vestlige” minoriteter ind. Godtgørelserne ville måske være mindre, end det, som ejeren ville
kunne tjene på at reservere pladserne til sit foretrukne publikum. Og måske mente ejeren ikke, at
stedet ville blive lige så populært, hvis mange af gæsterne var af mørk hudfarve, eller at de
”ønskede gæster” ville kunne tåle at se mere end en vis procentdel minoritetsdanskere eller
”brune” mennesker i restauranten.
Derimod ville det være stort, hvis Københavns Kommune kunne få den aktuelle regering til at
ændre restaurationsloven, så der kunne indføres nogle reelt afskrækkende sanktioner á la dem i
Norge til restaurationsejere m.v. som mere end én gang er dømt eller sanktioneret for
diskrimination, såsom at tage alkoholbevillingen væk evt. for 14 dage eller 4 uger, og hvis der
fortsat er mange overtrædelser: at fjerne den helt. For det er vores indtryk at der på mange
diskoteker findes kvoter for, hvor mange der ikke ser danske nok ud, som dørmændene må lukke
ind. Og det er det, som de 25% af alle efterkommere, der er spurgt i Medborgerundersøgelsen for
Københavns Kommune, har sagt, at de har oplevet: at blive afvist i nattelivet, mens folk, der var
eller lignede majoritetsdanskere blev lukket ind.
Når vi sammenholder teksten i Charter for et fair natteliv uden diskrimination med overskriften i
DRC’s
”Guide: Fair adgangskontrol i nattelivet” på linket: https://www.thehost.dk/wpcontent/uploads/2022/11/Guide-til-fair-adgangskontrol-i-nattelivet.pdf er formålet det modsatte
af ikke-diskrimination, nemlig at restauranten/baren/diskoteket -
kan nøjes med at få en specifik
målgruppe ind.
Dog måske fraset en kvote af ikke-ønskede ikke-”vestlige” minoriteter til, hvis
politiet skulle komme på kontrolbesøg – så de kan erfare at der skam er lukket minoriteter ind.
På side 4 i vejledningen står der: ”
Det er sikkerhedsværtens ansvar at sikre de bedst mulige
indtjeningsforhold for restauratøren
. Oplevelser af og anklager om diskrimination og racisme er
desværre blevet en del af dagligdagen for sikkerhedsværter.
Så sørg for at benytte de legitime
kriterier, som dem ovenfor, i adgangskontrollen, så der undgås unødig mistanke om
diskrimination”.

På siden står også en ramme med: Kriterier, der kan anvendes, så restaurationens ønsker til at
betjene en specifik målgruppe overholdes
. Her står 12 grunde - + 2 mere, som DRC mener, er
legitime grunde, hvilket SOS Racisme er uenige i. Dørmændene opfordres at benytte de ”legitime
grunde” til at fravælge folk, der ikke indgår i restaurationens specifikke målgruppe. Reelt benyttes
de til at fravælge folk, der er uønskede. På den måde virker vejledningen som et katalog til
dørmanden, som han kan bruge til evt. at begrunde afvisningen med.

9
De legitime grunde er dog ikke alle legitime!
Fx nr. 1: Man kan bede om ID i form af dansk pas, kørekort, sygesikringskort eller studiekort. Hvis
vedkommende kun har et udenlandsk ID, kan man afvise vedkommende. Videre står der, at der
skal være en særligt begrundet mistanke.
SOS Racisme finder, at dette både udgør direkte
diskrimination pga. nationalitet og indirekte diskrimination. En turist kan jo ikke bare lige få dansk
sygesikringskort eller pas – og hvorfor skulle man ikke godtage et udenlandsk pas som ID?

Og fx. nr. 12.: afvisning pga. manglende kommunikation, hvis den pågældende fx. ikke kan tale
samme sprog som dørmanden eller barpersonalet.

SOS Racisme mener, det er helt urimeligt ikke at ville lukke turister/udlændinge ind på
diskoteker/barer, fordi de ikke kan dansk el. engelsk.
Hvad hvis vi blev udsat for det samme på en
ferierejse i et land, hvor man på restauranten ikke kunne dansk eller engelsk, og vi ikke blev lukket
ind, fordi vi ikke kunne det lands sprog?

Om afvisninger står der i DRC’s guide (side 5): ”Sikkerhedsværter er ikke forpligtede til at give en
begrundelse for afvisningen. Det er nok at begrunde afvisningen med, at "det er er min samlede
vurdering
". Gæsten har aldrig krav på at få jeres begrundelse at vide, og det skal nøje vurderes,
om det vil være hensigtsmæssigt for den videre dialog at komme med en begrundelse. På den
anden side opleves en afvisning som et overgreb i sig selv.
En manglende begrundelse kan
eskalere konflikten
”.
Mens der i Chartret står:
”4. En afvisning kan være ubehagelig, især hvis man oplever, at den sker på et urimeligt grundlag. I
mange tilfælde vil en grundigere forklaring på afvisningen gøre en stor positiv forskel
, men det
er ikke altid noget, som sikkerhedspersonalet har tid og mulighed for i den konkrete situation”

SOS Racisme tvivler på værdien af en dialog-app, der derpå er nævnt. Dialogen bør tages ved
afvisningen og må foregå på en høflig måde. Og først og fremmest skal man ikke afvise nogen, hvis
der fortsat er plads til hvide mennesker i etablissementet – for det er typisk ulovlig diskrimination!
Eftersom manglende bordbestilling, gæstelister og private fester tidligere har været de mest
anvendte afvisningsgrunde, er det mærkeligt at de slet ikke står i den lange liste på side 4 i Guiden.
Men de har åbenbart måttet vige efter nogle sager, hvor restaurationer er blevet dømt.
SOS Racisme mener, at man måske kunne få Borgerrådgiveren eller en i dennes sekretariat til at
hjælpe med at indgive klager over diskrimination til hhv. politiet og Ligebehandlingsnævnet, da
Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination har været nedlagt de sidste
mange år. Institut for Menneskerettigheder kan nok rådgive og vejlede om diskrimination og har
også udvidet åbningstiderne herom. Men nogle har brug for, at andre hjælper dem med at skrive
selve anmeldelsen helt præcist – eller skriver den sammen med dem, hvor de afgiver vidnesbyrd,
og får sendt den af sted.

Boligmarkedet
Jf. udkastet til handleplan bor langt størstedelen af københavnere med minoritetsbaggrund i
almennyttige boliger, og de bor i det hele taget hyppigere til leje end majoritetsdanskerne gør.
Ankestyrelsen har i en tidligere undersøgelse konkluderet, at udlejere har lavere forventninger til
minoritetsdanskerne end til majoritetsdanskerne – især hvad angår evnen til at passe på boligen
og til at betale huslejen, og derfor sjældent lejer ud til minoritetsdanskere.

10
Men det er jo præcis det samme, hvad angår almenboliger i forebyggelsesområder og i udsatte
boligområder. Her bliver man i de såkaldte omdannelsesområder (tidl. kaldt for hårde ghettoområder) diskrimineret på baggrund af ikke-vestlig herkomst, man kan i sidste træk miste sin bolig,
fordi den skal sælges eller rives ned – for at få en anden befolkningsgruppe ind, som har råd til at
købe lejligheden som ejerlejlighed, eller få udtyndet området for etniske minoriteter, som vi har
set det i Helsingør Kommune. I nogle tilfælde bliver bygninger solgt til private udlejere, som –
måske efter modernisering - sætter huslejerne voldsomt op. Omdannelsesområderne skal have
mindst 50% beboere med ikke-”vestlig” herkomst og være udsatte på mindst to ud af fire
områder, som justeres op eller ned efter myndighedernes og Folketingets skøn. Har ens
bebyggelse stået mindst 5 år på den tidligere såkaldte ”Ghetto”-liste, bliver boligafdelingen idømt
en omdannelsesplan, hvorefter andelen af familieboliger højst må udgøre 40% af lejemålene, de
resterende familieboliger skal nedrives, omdannes eller sælges, så mange lejere må frafltytte.
Netop diskriminationen mod boligområder med mindst 50% beboere med ikke-”vestlig” baggrund
blev bedømt som decideret overtrædelse af Racediskriminationskonventionen af FN’s
Racediskriminationskomité i december 2021, og senere kom Europarådets Komité mod racisme og
intolerance, ECRI, i 2022 med samme vurdering.
Selv om det er Folketinget og ikke Københavns Kommune, der står for ”ghetto”-pakken, får
kommunen jo med sagen at gøre i forbindelse med genhusninger mv. og stigende huslejer for
beboere, der vil flytte tilbage. I SOS Racisme har vi hele tiden ment, at loven er stærkt
diskriminerende – og i øvrigt ikke medfører noget godt, men nedriver mange gode, billige boliger,
og misbruger ressourcer og energi ved nedrivninger og ombygninger.
Mjølnerparken, som nu er en boligbebyggelse med en omdannelsesplan, den har fået pålagt, er
aktuelt næsten ribbet for aktivitetsmuligheder for børn og unge, og vil formentlig vedblive med at
være det i lang tid. Der afventes p.t. en retssag om Mjølnerparken ved EU-Domstolen, i forhold til
om ”ghetto”-lovene overtræder EU-retten. Men Boligministeriet vil ikke afvente udfaldet af
retssagen, som – hvis den giver beboerne i Mjølnerparken medhold - jo viser, at hele ”ghetto”-
pakken er ulovlig.

SOS Racisme mener, at i dette tilfælde, hvor beboerne både skal lide under uvisheden om
retssagen, og under de pågående nedrivninger, bør Københavns Kommune komme beboerne til
undsætning, i det mindste med aktivitetsmuligheder for børnene i Mjølnerparken. De er nu reelt
frataget deres tidligere muligheder på grund af racediskriminerende lovgivning baseret på en
beboerandel på over 50% fra ikke-”vestlige” lande.

SOS Racisme har også kritiseret, at man er fortsat med at bygge mange meget store og tætte
byggerier, der risikerer at blive til nye udsatte områder. Det sker også i dag på resterende store
grunde i Københavns Kommune. Blot ved at bygge mindre tæt og mindre enheder, vil man bedre
kunne undgå at byggeriet kan præges af hærværk eller kriminalitet. Lundtoftegades meget store
almene bebyggelse var meget præget af hærværk, kriminalitet og dyre huslejer og nabostøj – og
nogle steder manglende sammenhold, selv om der ved starten næsten ikke boede nogen ikke-
”vestlige” beboere i bebyggelsen.

11
I de såkaldte forebyggelsesområder må der ikke være mere end 30% af beboerne med alene
statsborgerskab fra et ikke-”vestligt” land i år 2030. Til det formål er indført obligatorisk fleksibel
udlejning. Alt dette diskriminerer folk, der endnu ikke har fået – eller aldrig vil kunne kan få –
dansk statsborgerskab. Det gør det svært for dem at få en god og billig bolig i det almene byggeri.
Hvad man kan gøre for at danskere med udenlandske rødder nemmere kan få en lejlighed på det
private område ved vi ikke. Men det er vores indtryk, at nogle dog er kommet inden for i nogle
billige andelsboligforeninger. Generelt er det vores indtryk, at danskere med udenlandske rødder
bor tættere, billigere og tit desværre også dårligere end majoritetsdanskerne gør, og at nogle
minoritetsdanskere med ejerlejlighed bor tæt i små, gamle lejligheder.

Sundhed
SOS Racisme synes, det er fint, at man i Sundhedsforvaltningen vil bekæmpe racisme på
arbejdspladsen
. Nogle social- og sundhedshjælpere og SOSU-assistenter med minoritetsbaggrund
kommer også ud hos ældre, og kan opleve nedladende tale eller ligefrem blive vist ud dér. Derfor
er vi glade for, at det kommer med i en apv-vurdering.
Hvad angår forebyggelsesindsatser har den gennem tiden ofte haltet bagefter, når det gælder
rygestop, og alkoholbehandling for etniske minoriteter, og indtil det fik særlig opmærksomhed:
gennemførsel af børnevaccinationer. Ved Coronapandemiens begyndelse, hvor der ikke kom
oversættelser til andre sprog end engelsk, mistede minoriteterne oplysning og indsats her. Så de
var bagud og blev mere syge først under forebyggelseskampagnerne om hygiejne, isolation og
testning, siden bagud i vaccinationskampagnerne.
Mange med udenlandsk baggrund lever under et stadigt pres og usikkerhed om, hvorvidt de kan
få: forlænget deres asylophold, eller om Udlændingestyrelsen nu har fundet at forholdene i deres
hjemland er blevet sikre nok og vil ophæve opholdstilladelsen; eller om de kan få permanent
ophold; eller om de kan få dansk statsborgerskab. Når man til ”systemets systematiske pres” på
dem skal lægge, at mange har svært ved at få deres uddannelse anerkendt – og selv da, har svært
ved at få job i deres fag, og derfor har svært ved at tjene mange penge, og begrænses i deres
muligheder for at vælge, hvor de kan bo, - og når de dertil oplever symbolpolitisk lovgivning om
store gebyrer på brug af tolk i sundhedsvæsenet, hvilket måske vil umuliggøre en dybere samtale
med lægen, er de reelt dårligt stillede – dårligere end majoritetsdanskerne. Hvis KK kunne
medvirke til at få tolkeloven afskaffet – eller stille gratis tolkebistand til rådighed i
sundhedsvæsenet også til folk, der har boet i Danmark i mere end 3 år, ville det være et stort
skridt henimod ophævelsen af diskrimination på sundhedsområdet. Vi er sikre på, at Københavns
Kommune ville tjene på det, da misforståelser mellem sundhedsvæsen og patienter kan medføre,
at patienterne gror fast med kronisk sygdom, som ikke går over af sig selv.

SOS Racisme mener, at det er en fin idé at satse på, at minoritetsdanskere får glæde af centrene
omkring alvorligere og kroniske sygdomme rundt om i København.
Måske kunne man endda ansætte tolke på relevante sprog i tilknytning til et center, som så
desuden kunne betjene sundhedsforvaltningen og hospitalerne i kommunen?
For SOS Racisme, Danmark,
Anne Nielsen

12
Bilag 1. SOS Racisme kan bidrage med følgende til undervisning eller kampagner:
SOS Racisme: Minileksikon- 2022: Fakta om flygtninge, indvandrere og diskrimination. August
2022
, kan rekvireres gratis fra SOS Racisme, findes på tryk, og kan downloades gratis fra vores
hjemmeside;
https://sosracisme.dk/minileksikon/minileksikon-2022/ Evt. vil personer fra SOS
Racisme kunne medvirke i undervisningen med Minileksikon som en del af den.

- Med rødder i udlandet, December 2021: af Anne Martens og Hjarn v. Zernichow Borberg, SOS
Racisme og CPH Facilitation
. På tryk og kan downloades gratis fra:
https://www.paperturn-view.com/?pid=MjA208467&p=53&v=6.1
En gennemgang af vigtige basale livsvilkår og karakteristika for danskere med rødder i udlandet i
de ti såkaldt ikke-vestlige lande, hvor der er flest med udenlandske rødder fra: Afghanistan,
Bosnien-Hercegovina, Irak, Iran, Libanon, Marokko, Pakistan, Somalia, Syrien, Tyrkiet. Ni af
landene har fået et nyt nedsættende kategorinavn: MENAPT-lande, nu hvor ikke-vestlig er blevet
bandlyst af FN og Europarådet som diskriminerende betegnelser. Der er tale om en
undervisningsbog –
især til ungdomsuddannelserne, og til grundskolens ældste klasser. Også her vil
personer i SOS Racisme evt. kunne medvirke ved undervisning, hvor den anvendes.

https://sosmenneskerettigheder.dk
er en særlig hjemmeside med ideer og ressourcer til ungdomsuddannelserne, udarbejdet af SOS
Racisme. Fra siden kan tilgås de vigtigste menneskerettighedskonventioner, Danmark har
ratificeret. Desuden er der en indgang om Racisme i Danmark, en side med Undervisningsspil,
samt indgange til forskellige fag med ideer til emner og tekster om racisme. Vi har ikke haft tid til
at opdatere hjemmesiden for nylig.

https://sosracisme.dk/
er vores hjemmeside, hvorfra alt materialet kan downloades gratis. Her findes bl.a. vores
tidsskrift: SOS Racisme, som indeholder mange gode artikler om diskrimination og racisme.

Kampagner
Samfærdselstavler

Til kampagner har vi ”samfærdselstavler”, udarbejdet af billedkunstner Karen Margrethe
Høskuldsson, tillige med nogle andre materialer, der kan bruges i kampagner - bl.a. fra ENAR: et
europæisk netværk af antiracistiske organisationer, samt enkelte postkort og plakater.

https://sosmenneskerettigheder.dk/2019/09/04/samfaerdselstavler-faerdselsregler-for-den-godesameksistens/
Kun handling stopper racisme
https://www.facebook.com/photo/?fbid=137691388329651&set=pcb.137692674996189
SOS Racisme har sammen med bl.a. Psykologfagligt Netværk imod Diskrimination og CEDA og Alle
må være i Danmark, været med til at udvikle kampagnemateriale, om hvordan man kan sige fra
over for racisme. Ideen er, at man kan inspirere andre ved at dele indsatser, på FB og instagram.

Bilag 2
DRC’s ”Guide: Fair adgangskontrol i nattelivet”
link: https://www.thehost.dk/wpcontent/uploads/2022/11/Guide-til-fair-adgangskontrol-i-nattelivet.pdf