Høringssvar vedrørende Handicappolitik 2023-2026

Oprettet: 1. december 2022
Svarnummer:
10

Indsendt af

Valby Lokaludvalg

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Valby Lokaludvalg modtog 28. oktober Københavns Kommunes Handicappolitik 2023-2026 i høring. Høringen har været behandlet i lokaludvalgets fagudvalg for Børn, Fritidsliv og Sociale emne (BFS) og godkendes endeligt af Valby Lokaludvalg på møde 13. december 2022, der ligger efter høringsfrist.

BFS har drøftet udkastet til handicappolitikken og sætter pris på, at der bliver lavet tydelige indsatsområder. Særligt glade er vi for initiativerne, der giver bedre digital adgang til både handicappede i forhold til deres egen sag, men også generelt til udsatte københavnere.

Vi savner dog, at der bliver lavet eksplicit fokus på borgerinddragelse i politikbeskrivelsen, både når der tales om tilgængelighed, men også når der tales om, hvad der giver livskvalitet i hverdagen.

Et konkret tiltag kunne være at gøre kommunale apps universelt tilgængelige. I den mere enkle ende kunne f.eks. muligheden for at melde ind med områder med ringe eller ingen tilgængelighed i appen "Giv et praj"  være et godt første skridt.

Vi ønsker en mere ambitiøs handicaptoiletpolitik, og et generelt fokus på toiletter i det offentlige rum. Det er ganske enkelt ikke tydeligt nok hvor man finder offentlige toiletter, og næsten umuligt at finde offentlige handicapvenlige toiletter. 

God handicappolitik er også god offentlig infrastruktur. Derfor er det vigtigt for os, at der også bliver arbejdet for at sikre adgang til sundhedsfremmende tilbud uden uforholdsmæssigt mange skift. Derfor ønsker vi, at der også i handicappolitikken bliver inddraget fokus på offentlig transport og dennes betydning for mennesker med handicap eller bevægelsesudfordringer betinget af alder, herunder også et fokus, at der også på det helt nære er brug for muligheder for opladning af elscootere og kørestole, så transport for denne gruppe også kan være tryg.

 

Venlig hilsen

Benjamin Friis, formand for lokaludvalgets fagudvalg for Børn, Fritidsliv og Sociale emner

Michael Fjeldsøe, formand for Valby Lokaludvalg