Oprettet: 25. september 2022
Svarnummer:
193

Indsendt af

Søren Bruun Svendsen

Postnr.

1556

By

København V

Høringssvar

Tak for muligheden for at blive hørt vedrørende Byrum- og trafikplan for Middelalderbyen.

Det minder om en demokratisk proces, som sagen om Dantes Plads, en perle i middelalderbyen, ellers har spejdet langt efter!

Hvordan kan rådhusets politikere vedvarende holde fast i et sådant overgreb, på et af byens fineste åndehuller? Et overgreb, som blev aftalt for 11 år siden, hvor ambitionerne og planerne for Middelalderbyen var anderledes, og som blev aftalt samtidigt med at man brugte 50 mio. skattekroner på at gøre pladsen og Vester Voldgade til et slentreområde, med begrænset trafik og attraktive forhold for gående og cyklende.

Hvordan kan politikerne lukke øjnene for et embedsværk, der tilsidesætter ethvert ordentlighedsprincip for at opnå det ønskede:

  1. Omskriver Dantes Plads til offentlig vej, for at undgå lokalplan.
  2. Omtegner århundreder gamle bykort, for at få Dantes Plads udenfor Middelalderbyen.
  3. Negligerer de trafikale og sikkerhedsmæssige udfordringer en p-kælder vil afstedkomme.
  4. Tilpasser enhver argumentation, til en på forhånd givet konklusion.

Jeg er for en grønnere, renere og mere afbalanceret Middelalderby i indre København, og derfor forekommer det mig vanvittigt, at man nærmest har foræret pladsen væk til en kapitalfond for 2 mill. kr. Pladsen har alt det, man sigter mod for resten af Middelalderbyen:

  • et byrum, der fortæller.
  • et byrum med balance og respekt for beboerne.
  • et byrum med plads til fodgængere og cyklister.
  • et grønt og livgivende miljø med træer, bænke og rekreativt design

Nu vil man hælde de 50 mio. brugte kroner i Rådhusstrømmen, for at flå alt dette op ved rødderne og i stedet:

  • dræbe pladsens historie.
  • sørge for massiv trafik i begge ender af pladsen og flytte pladsens frirum op til Danmarks mest trafikerede vej, H. C. Andersens Boulevard.
  • skabe faremomenter for alle bløde trafikanter i området og sikre et evigt trafikkaos i krydset Stormgade/Vester Voldgade (TMF’s løsning med at lede trafikken forbi Rådhuspladsen til Jarmers plads er droppet).
  • plante unge træer ovenpå betondækket, og placere bænke så man kan nyde mikropartikler og udstødning, lige meget hvor på pladsen, man er.

Det er en skamplet og tonedøvt, helt imod nutidig klimapolitik, at smadre så meget for så mange, for en netto gevinst på 150 private parkeringspladser, som findes i rigt mål i nærområdet. Men det har forvaltningen ikke gidet gøre sig besværet med at registrere, forud for dette meningsløse overgreb.

 

Med venlig hilsen

Søren Bruun Svendsen

Erhvervsdrivende